Jobs bok 23:11
Min Fod holdt fast ved hans Gang, jeg holdt hans Vei og veg ikke af.
Min Fod holdt fast ved hans Gang, jeg holdt hans Vei og veg ikke af.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig, du fandt Intet; jeg tænkte: min Mund skal ikke overtræde.
4 (Anlangende) Menneskets Gjerninger, (da) haver jeg, jeg efter dine Læbers Ord taget mig vare for Røveres Stier.
5 Hold mine Gange paa dine Veie, at mine Trin ikke skulle rokkes.
22 Thi jeg haver bevaret Herrens Veie, og jeg haver ikke handlet ugudeligen (og vendt mig) fra min Gud.
23 Thi alle hans Domme ere for mig; og hans Skikke, derfra viger jeg ikke.
24 Men jeg var fuldkommen for ham, og vogtede mig for min Misgjerning.
12 Fra hans Læbers Bud er jeg og ikke afvegen, jeg gjemte hans Munds Tale mere end min Viis.
21 Herren vederlagde mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Reenhed.
22 Thi jeg haver bevaret Herrens Veie, og jeg haver ikke handlet ugudeligen, (og vendt mig) fra min Gud.
23 Thi alle hans Domme ere for mig; og hans Skikke, derfra viger jeg ikke.
101 Jeg holdt mine Fødder tilbage fra al ond Sti, at jeg kunde holde dit Ord.
102 Jeg veg ikke fra dine Domme, thi du, du lærte mig.
10 Thi han kjender den Vei, som er hos mig; (naar) han havde prøvet mig, maatte jeg udkomme som Guldet.
37 Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke.
38 Jeg forfølger mine Fjender og ødelægger dem, og vender ikke tilbage, før jeg haver fortæret dem.
36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og din høire Haand understøtter mig, og din Sagtmodighed gjør mig stor.
37 Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Ankler vaklede ikke.
2 Men jeg (maa bekjende, der fattedes) Lidet, at mine Fødder (jo) bøiede af Veien, (der fattedes) moxen Intet, at mine Gange vare (jo) hengledne.
11 Han haver lagt mine Fødder i Stok, han tager vare paa alle mine Stier.
4 Monne han, han ikke see mine Veie, og tælle alle mine Gange?
5 Dersom jeg haver vandret med Forfængelighed, eller min Fod haver hastet til Svig,
7 Dersom min Gang har bøiet sig af Veien, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øine, og hængte der Noget ved mine Hænder,
16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
1 Davids (Psalme). Herre! skaf mig Ret, thi jeg, jeg haver vandret i min Fuldkommenhed, og jeg forlader mig paa Herren, jeg skal ikke snuble.
23 Af Herren stadfæstes en Mands Gange, og han skal have Lyst til hans Vei.
6 Jeg vil holde fast ved min Retfærdighed og ikke lade af fra den, mit Hjerte skal ikke forhaane mig for mine Dages Skyld.
11 Men jeg, jeg vil vandre i min Fuldkommenhed; forløs mig og vær mig naadig.
12 Min Fod staaer paa det Jævne; i Forsamlinger vil jeg love Herren.
18 Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskeligen imod din Pagt.
3 Han forfulgte dem, drog igjennem med Fred paa den Sti, som hans Fødder ikke havde gaaet (tilforn).
15 See, vil han slaae mig ihjel, skulde jeg (dog) ikke haabe? jeg vil bevise mine Veie (at være rette) for hans Ansigt.
31 Hans Guds Lov er i hans Hjerte, hans Trin skulle ikke glide.
9 Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
26 Overvei din Fods Sti, og alle dine Veie skulle befæstes.
33 den Gud, som omgjorder mig med Kraft og gjør min Vei fuldkommen.
18 Der jeg sagde: Min Fod snublede, Herre! da opholdt din Miskundhed mig.
37 Jeg vilde give ham Tallet paa mine Gange tilkjende, jeg vilde komme nær til ham som en Fyrste.
11 Jeg underviser dig paa Viisdoms Vei, jeg leder dig paa de rette Stier,
12 (at) naar du gaaer, din Gang ikke skal blive snever, og naar du løber, du ikke skal støde dig.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
33 Gud er min Styrke og Kraft, og han letter fuldkommeligen min Vei.
34 Han gjør mine Fødder som Hindernes, og skal lade mig staae paa mine Høie.
11 Bevar din Miskundhed imod dem, som dig kjende, og din Retfærdighed over de Oprigtige af Hjertet.
27 Og du haver lagt mine Fødder i Stokken og tager vare paa alle mine Stier, du indtrykker (Mærke) over mine Fødders Saaler.
23 Da skal du vandre tryggeligen paa din Vei, og du skal ikke støde din Fod.
20 Jeg gjør, at (Folk) vandre paa Retfærdigheds Vei, (ja) midt paa Rettens Stier,
110 De Ugudelige lagde en Strikke for mig; dog foer jeg ikke vild fra dine Befalinger.
133 Befæst mine Trin i dit Ord, og lad ingen Uret herske over mig.
8 See, vil jeg gaae fremad, da er han (der) ikke, eller tilbage, da fornemmer jeg ham ikke.
8 Han gjærdede min Vei, at jeg ikke kan gaae over, og han satte Mørkhed paa mine Stier.