Jobs bok 31:37
Jeg vilde give ham Tallet paa mine Gange tilkjende, jeg vilde komme nær til ham som en Fyrste.
Jeg vilde give ham Tallet paa mine Gange tilkjende, jeg vilde komme nær til ham som en Fyrste.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
33dersom jeg haver skjult mine Overtrædelser, saasom Adam, og dulgt min Misgjerning i min Barm,
34sandelig, jeg kunde have forfærdet en stor Hob, men en Foragtelig iblandt Slægterne kunde forskrækket mig, at jeg skulde tiet og ikke gaaet ud af en Dør.
35Hvo giver mig den, som vil høre mig? see, min Begjæring er, at den Almægtige vilde svare mig, og at den, som trætter med mig, skrev en Bog.
36(Hvad gjælder,) om jeg ikke (da) vilde optage den paa min Axel, (ja,) binde den omkring mig som Kroner?
38Dersom mit Land raaber imod mig, og dets Furer græde tilsammen,
4Monne han, han ikke see mine Veie, og tælle alle mine Gange?
5Dersom jeg haver vandret med Forfængelighed, eller min Fod haver hastet til Svig,
6saa maa han veie mig i Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud skal kjende min Fuldkommenhed.
7Dersom min Gang har bøiet sig af Veien, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øine, og hængte der Noget ved mine Hænder,
3Gid jeg kunde kjende og finde ham, (og) komme til hans (faste) Bolig!
4Jeg vilde ordentligen lægge Retten frem for hans Ansigt, og fylde min Mund med Beviisninger.
5Jeg vilde fornemme de Taler, som han skulde svare mig, og erfare, hvad han vilde sige mig.
6Mon han skulde trætte imod mig med stor Kraft? nei, men han skulde lægge (Kraft) i mig.
7Der (vilde jeg findes) oprigtig, naar jeg gik irette med ham, og befries evindeligen af den, som dømmer mig.
11Min Fod holdt fast ved hans Gang, jeg holdt hans Vei og veg ikke af.
35(Da) vil jeg tale og ikke frygte for ham; thi (det er) ikke saaledes, (som I mene): jeg (veed det anderledes) hos mig (selv).
10See, han haver fundet Sag imod mig, (derfor) agter han mig for sin Fjende.
11Han haver lagt mine Fødder i Stok, han tager vare paa alle mine Stier.
16Men nu tæller du mine Gange, du bevarer (mig) ikke, for min Synds Skyld.
3Dog vil jeg, jeg (gjerne) tale til den Almægtige, og jeg har Lyst til at gaae irette med Gud.
2Men jeg (maa bekjende, der fattedes) Lidet, at mine Fødder (jo) bøiede af Veien, (der fattedes) moxen Intet, at mine Gange vare (jo) hengledne.
6da jeg toede mine Trin i Smør, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
7da jeg udgik til Porten for Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Gaden;
11Men jeg, jeg vil vandre i min Fuldkommenhed; forløs mig og vær mig naadig.
16Thi, Herre! jeg bier efter dig; du, du, Herre min Gud, skal bønhøre.
17Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
37Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke.
5Hold mine Gange paa dine Veie, at mine Trin ikke skulle rokkes.
14Langt mindre skulde jeg kunne svare ham (og) vælge mine Ord, (som jeg kunde tale) med ham.
17Jeg vil kundgjøre dig det, hør mig; thi jeg haver seet det og vil fortælle det,
3der han lod sin Lygte skinne over mit Hoved, (der) jeg gik igjennem Mørket ved hans Lys;
16Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
26dersom jeg haver seet til Lyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaaer herlig,
27og haver mit Hjerte ladet sig forlokke i Løndom, at min Mund haver kysset min Haand,
28— det er ogsaa en Misgjerning for Dommerne; thi (dermed) havde jeg negtet Gud, (som er) oven af —
29dersom jeg haver glædet mig over min Haders Fordærvelse, og opvakt mig til Glæde, da Ulykke rammede ham,
28Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
15Dersom jeg sagde: Jeg vil fortælle Saadant, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt.
5(Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
8Dog, jeg vil søge hen til Gud, og til Gud vil jeg rette min Tale,
3Jeg vil ophente min Kundskab langt borte, og tillægge den, som haver gjort mig, Retfærdighed.
1Og Job, hør dog nu min Tale, og vend (dine) Øren til alle mine Ord.
32Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde komme tilsammen for Dommen.
32Foruden det, jeg kan see, lær du mig; dersom jeg haver gjort Uret, da vil jeg ikke gjøre det mere.
22Thi (faa) Aar i Tallet skulle (endnu) komme, saa gaaer jeg bort ad en Sti, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
36Og du giver mig din Saligheds Skjold, og din høire Haand understøtter mig, og din Sagtmodighed gjør mig stor.
19(Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
4Hør dog, og jeg, jeg vil tale; jeg vil spørge dig, og underviis du mig.
22Kald saa, og jeg, jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv du mig (Svar) igjen.
11Bevar din Miskundhed imod dem, som dig kjende, og din Retfærdighed over de Oprigtige af Hjertet.