Jesaia 37:28
Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
27 Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
28 Efterdi at du raser imod mig, og dit Bulder er kommet op for mine Øren, saa vil jeg lægge min Krog i din Næse og mit Bidsel i dine Læber, og føre dig ad den Vei tilbage, som du kom paa.
29 Efterdi at du raser imod mig, og dit Bulder er kommet op for mine Øren, saa vil jeg lægge min Krog i din Næse og mit Bidsel i dine Læber, og føre dig tilbage ad den Vei, som du kom paa.
27 See, jeg kjender eders Tanker, ja eders (underfundige) Tanker, (med hvilke) I gjøre Vold imod mig;
28 at I ville sige: Hvor er den Ædles Huus, og hvor er de Ugudeliges Boligers Paulun?
18 Og Herren lod mig vide det, at jeg veed det; da lod du mig see deres Idrætter.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme. Herre! du randsager mig og kjender (mig).
2 (Hvad enten) jeg sidder eller opstaaer, da veed du det, du forstaaer min Tanke langt fra.
3 Du omringer min Sti og mit Leie, du kjender grandt alle mine Veie.
4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, see, Herre! du veed det altsammen.
5 Bag og for haver du dannet mig, og lagt din Haand paa mig.
14 Og jeg vil føre (dig) ved dine Fjender i et Land, som du ikke kjender; thi Ilden, som er optændt i min Vrede, skal brænde over eder.
15 Du, du veed (det), Herre! kom mig ihu og besøg mig og hevn dig for mig paa mine Forfølgere, at du ikke skal tage mig bort i din Langmodighed; kjend, at jeg bærer Forhaanelse for din Skyld.
23 Og du, Herre! du veed alt deres Raad imod mig til Døden; tag ikke Forsoning for deres Misgjerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem blive nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid.
23 Thi jeg veed, du fører mig til Døden igjen, og til alle Levendes Forsamlings Huus.
27 at de kunne kjende, at dette er din Haand, at du, Herre! du gjorde det.
3 Men du, Herre! du kjendte mig, du saae mig og prøvede mit Hjerte imod dig; bortryk dem som Faar til at slagtes, og bered dem til Mordets Dag.
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
17 Du fornyer dine Vidner imod mig, og lader din Fortørnelse være megen imod mig; (der ere) Omskiftelser, ja en Hær imod mig.
11 Men du, Herre! vær mig naadig og reis mig op; saa vil jeg betale dem.
16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
17 Men du skulde fuldkommeligen (seet) den Ugudeliges Dom; Dom og Ret skulde holdt (dig) fast.
7 Du veed, at jeg haver ikke handlet ugudelig; dog er der Ingen, som kan redde af din Haand.
28 da maa jeg grue for alle mine Smerter; jeg veed, at du lader mig ikke være uskyldig.
6 Forstaaer nu, at Gud har forvendt mig, og haver ladet sit Garn omringe mig.
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
20 Men, Herre Zebaoth! du retfærdige Dommer, som prøver Nyrer og Hjerte, jeg skal see din Hevn paa dem, thi jeg haver aabenbaret for dig min Sag.
23 Gud forstaaer dens Veie, og han kjender dens Sted.
60 Du saae al deres Hevn, (ja) alle deres Tanker imod mig.
61 Herre! du hørte deres Forhaanelse, alle deres Tanker over mig,
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
24 Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
3 Gid jeg kunde kjende og finde ham, (og) komme til hans (faste) Bolig!
16 Af Ungdom er jeg elendig, og (som den, der) opgiver Aanden; jeg bærer dine Forfærdelser, jeg maa tvivle (om Fremtiden).
20 at du kunde tage (og føre) det til sit Landemærke, og at du kunde forstaae dig paa dets Huses Stier.
21 Vidste du, at du skulde da fødes, og at dine Dages Tal var stort?
8 Visseligen, du sagde for mine Øren, og jeg maatte høre en (saadan) Tales Røst:
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte; jeg veed, at dette var hos dig.
12 Og du, Herre Zebaoth, som prøver en Retfærdig, som seer Nyrer og Hjerte, lad mig see din Hevn paa dem, thi jeg haver aabenbaret dig min Sag.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
4 fordi jeg vidste, at du er haard, og din Nakke er en Jernsene, og din Pande er Kobber.
31 Og jeg vil udøse min Vrede over dig, i min Grumheds Ild vil jeg blæse paa dig; og jeg vil give dig i ufornuftige Mænds Hænder, som ere Mestere til at fordærve.
4 Veed du (ikke) dette, (at det er gaaet saa til) fra Evighed, siden (Gud) satte Mennesket paa Jorden,
11 Hvo kjender din Vredes Styrke og din Grumhed, saasom Frygten for dig (udkræver)?
25 Du kjender (jo) Abner, Ners Søn, thi han er kommen, at han vil bedrage dig, og at vide din Udgang og din Indgang, og at vide alt det, du gjør.
1 Davids Psalme, at lade ihukomme.
13 Herren skal dømme imellem mig og imellem dig, og Herren skal hevne mig paa dig; men min Haand skal ikke være paa dig;
3 (Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
7 Hvor skal jeg gaae fra din Aand, og hvor skal jeg flye fra dit Ansigt?
23 Randsag mig, o Gud! og kjend mit Hjerte; prøv mig og kjend mine Tanker,