Jeremia 18:23
Og du, Herre! du veed alt deres Raad imod mig til Døden; tag ikke Forsoning for deres Misgjerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem blive nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid.
Og du, Herre! du veed alt deres Raad imod mig til Døden; tag ikke Forsoning for deres Misgjerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem blive nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
20 Mon man skulde betale Ondt for Godt? thi de have gravet en Grav til min Sjæl; kom ihu, (hvorledes) jeg har staaet for dit Ansigt til at tale Godt for dem, til at vende din Grumhed fra dem.
21 Derfor giv deres Børn til Hungeren, og lad dem adspredes ved Sværdets Magt, og lad deres Hustruer blive barnløse og Enker, og deres Mænd ihjelslagne ved Døden; lad deres unge Karle blive slagne med Sværd i Krigen.
22 Lad der høres Skrig af deres Huse, naar du hasteligen skal lade komme en Trop over dem; thi de grove en Grav til at gribe mig, og skjulte Snarer for mine Fødder.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22 Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
18 See min Elendighed og min Møie, og forlad (mig) alle mine Synder.
19 See til mine Fjender, thi de ere mange og hade mig med fortrædeligt Had.
15 De skulle være altid for Herren, og han skal udrydde deres Ihukommelse af Jorden;
10 Thi i hans Mund er intet Bestandigt, (i) deres Inderste er megen Ondskab, deres Strube er en aabnet Grav, de smigre med deres Tunge.
3 Men du, Herre! du kjendte mig, du saae mig og prøvede mit Hjerte imod dig; bortryk dem som Faar til at slagtes, og bered dem til Mordets Dag.
15 Du, du veed (det), Herre! kom mig ihu og besøg mig og hevn dig for mig paa mine Forfølgere, at du ikke skal tage mig bort i din Langmodighed; kjend, at jeg bærer Forhaanelse for din Skyld.
18 De skulle beskjæmmes, som mig forfølge, og jeg, jeg skal ikke beskjæmmes; de, de skulle forskrækkes, og jeg, jeg skal ikke forskrækkes; lad en ond Dag komme paa dem, og forstyr dem med dobbelt Forstyrrelse.
60 Du saae al deres Hevn, (ja) alle deres Tanker imod mig.
61 Herre! du hørte deres Forhaanelse, alle deres Tanker over mig,
24 Lad deres Øine formørkes, at de ikke see, og lad deres Lænder altid rave.
27 Thi de forfølge den, som du, du haver slaget, og de fortælle om deres Pine, som du haver saaret.
28 Giv dem hen i Misgjerning over Misgjerning, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed.
24 Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig;
19 Og jeg var som et Lam, ja en Oxe, der føres hen til at slagtes, og jeg vidste ikke, at de havde betænkt Anslag imod mig (og sagt): Lader os fordærve Træet med dets Føde og udrydde ham af de Levendes Land, at hans Navn skal ikke ydermere ihukommes.
20 Men, Herre Zebaoth! du retfærdige Dommer, som prøver Nyrer og Hjerte, jeg skal see din Hevn paa dem, thi jeg haver aabenbaret for dig min Sag.
9 Herre! giv ikke den Ugudelige (hans) Begjæringer, lad ikke hans Skalkhed faae Fremgang; de maatte ophøie sig (deraf). Sela.
11 Gud, (som beviser) mig Miskundhed, skal komme mig tilforn, Gud skal lade mig see paa mine Fjender.
12 Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk skal ikke maaskee glemme det; lad dem vanke (ustadige) hid og did ved din Magt, og lad dem nedfare, Herre, vort Skjold!
11 Men Herren er hos mig som en vældig (og) forfærdelig (Stridskjæmpe); derfor skulle de støde sig, som forfølge mig, og ikke faae Overhaand; de ere saare beskjæmmede, thi de handlede ikke klogeligen, en evig Skam skal ikke glemmes.
12 Og du, Herre Zebaoth, som prøver en Retfærdig, som seer Nyrer og Hjerte, lad mig see din Hevn paa dem, thi jeg haver aabenbaret dig min Sag.
7 De holde sig tilsammen, de skjule sig; de tage vare paa mine Fodspor, eftersom de bie efter min Sjæl.
19 Lad dem ikke glædes over mig, som ere mine Fjender uden Skyld, eller dem blinke med Øiet, som hade mig uden Aarsag.
27 at de kunne kjende, at dette er din Haand, at du, Herre! du gjorde det.
24 Tugt mig, Herre! dog med Maade, ikke i din Vrede, at du ikke skal gjøre mig ringe.
20 Dette (skee) dem (til deres) Gjernings (Løn) af Herren, dem, som staae imod mig, og dem, som tale Ondt imod min Sjæl!
3 Drag mig ikke hen med de Ugudelige og med dem, som gjøre Uret, som tale Fred med deres Næste, enddog der er Ondt i deres Hjerte.
24 Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
3 Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg maa hyle i min Klage og blive forstyrret
10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage vare paa min Sjæl, raadføre sig tilhobe,
3 Du, som hører Bønnen, hen til dig skal alt Kjød komme.
23 Kast din Omhu paa Herren, og han, han skal forsørge dig; han skal ikke tilstede, at den Retfærdige rokkes evindeligen.
15 Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
43 Men du skjulte (os) med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke.
10 Ogsaa den Mand, (som havde) Fred med mig, som jeg forlod mig paa, som aad mit Brød, han opløftede sin Hæl imod mig.
19 Gud! gid du vilde ihjelslaae en Ugudelig! og I blodgjerrige Mænd, viger fra mig!
20 de, som tale skjændeligen om dig, som tage (dit Navn) forfængeligen, dine Fjender.
28 Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
3 Han er aleneste min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, at jeg skal ikke rokkes meget.
3 Fri mig fra dem, som gjøre Uret, og frels mig fra blodgjerrige Mænd.
13 Lad dem beskjæmmes, (ja) fortæres, som staae imod min Sjæl; lad dem iføres med Forhaanelse og Skjændsel, som søge min Ulykke.
13 Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
5 Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som mig hade uden Aarsag, mine Fjender, som (søge at) udrydde mig uden Skyld, ere mægtige; jeg maa da igjengive det, jeg ikke haver røvet.
2 Og de sige ikke i deres Hjerte, at jeg haver ihukommet al deres Ondskab; nu have deres Idrætter omringet dem, de ere for mit Ansigt.
2 Gud! hør min Røst i min Klage, bevar mit Liv fra Fjendens Frygt.
14 Herre! lad det behage dig at frie mig; Herre! skynd dig at hjælpe mig.