Salmene 5:10
Thi i hans Mund er intet Bestandigt, (i) deres Inderste er megen Ondskab, deres Strube er en aabnet Grav, de smigre med deres Tunge.
Thi i hans Mund er intet Bestandigt, (i) deres Inderste er megen Ondskab, deres Strube er en aabnet Grav, de smigre med deres Tunge.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 Herre! led mig i din Retfærdighed for mine Fjenders Skyld, skik din Vei for mit Ansigt.
11 Gud, (som beviser) mig Miskundhed, skal komme mig tilforn, Gud skal lade mig see paa mine Fjender.
12 Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk skal ikke maaskee glemme det; lad dem vanke (ustadige) hid og did ved din Magt, og lad dem nedfare, Herre, vort Skjold!
9 Herre! giv ikke den Ugudelige (hans) Begjæringer, lad ikke hans Skalkhed faae Fremgang; de maatte ophøie sig (deraf). Sela.
10 Deres Galde, som omkringgive mig, (ja) deres Læbers Møie lad skjule dem (selv).
18 Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges.
19 Hvorledes blive de i et Øieblik til en Ødelæggelse? de omkomme, de faae Ende for Forskrækkelser.
22 Lad der høres Skrig af deres Huse, naar du hasteligen skal lade komme en Trop over dem; thi de grove en Grav til at gribe mig, og skjulte Snarer for mine Fødder.
23 Og du, Herre! du veed alt deres Raad imod mig til Døden; tag ikke Forsoning for deres Misgjerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem blive nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid.
15 Vi, som havde venligen hemmeligt Raad tilsammen, som vandrede i Guds Huus i Samqvem.
7 De holde sig tilsammen, de skjule sig; de tage vare paa mine Fodspor, eftersom de bie efter min Sjæl.
8 Lad Ødelæggelse komme paa ham, (saa) han ikke kan vide det, og lad hans Garn, som han skjulte, fange ham, lad ham falde deri til Ødelæggelse.
9 Din Haand skal finde alle dine Fjender, din høire Haand skal finde dine Hadere.
10 Du skal gjøre dem som en gloende Ovn i din Vredes Tid; Herren skal opsluge dem i sin Vrede, og en Ild skal fortære dem.
11 Du skal fordærve deres Frugt af Jorden, og deres Sæd fra Menneskens Børn.
5 Du elskede Ondt mere end Godt, Løgn mere end at tale Retfærdighed. Sela.
24 Lad deres Øine formørkes, at de ikke see, og lad deres Lænder altid rave.
25 Udøs din Vrede over dem, og lad din grumme Vrede gribe dem.
27 Thi de forfølge den, som du, du haver slaget, og de fortælle om deres Pine, som du haver saaret.
10 Men de, som søge efter mit Liv at ødelægge det, de skulle komme i Jordens nederste (Stæder).
3 Han er aleneste min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, at jeg skal ikke rokkes meget.
4 Hvorlænge stille I efter en Mand? I skulle allesammen ihjelslaaes, (I skulle være) som en Væg, der hælder, som et Gjærde, der nedstødes.
6 at den ikke skal høre paa deres Røst, som hviske, (eller) paa den Maners, som er udlært paa at mane.
7 Gud! sønderbryd deres Tænder i deres Mund; Herre! afbryd de unge Løvers Kindtænder.
23 Kast din Omhu paa Herren, og han, han skal forsørge dig; han skal ikke tilstede, at den Retfærdige rokkes evindeligen.
7 De randsage Uretfærdigheder, de fuldkomme det, som er nøie randsaget (af dem), ja Enhvers Inderste og dybe Hjerte.
8 Men Gud haver skudt dem; deres Plager ere en hastig Piil.
11 — fordi de vare gjenstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Høiestes Raad.
20 de, som tale skjændeligen om dig, som tage (dit Navn) forfængeligen, dine Fjender.
11 Gud, døm dem skyldige, at de falde fra deres Anslag; udstød dem for deres mange Overtrædelsers Skyld, thi de ere gjenstridige imod dig.
65 Du skal give dem et Skjul over (deres) Hjerte, din Forbandelse hører dem til.
66 Du skal forfølge (dem) i Vrede, og ødelægge dem fra (at være) under Herrens Himmel.
9 De sætte deres Mund imod Himlene, og deres Tunge farer frem paa Jorden.
5 Thi du haver udført min Ret og min Sag; du sad paa (din) Throne, (du,) som dømmer i Retfærdighed.
6 De Galne skulle ikke bestaae for dine Øine; du hader alle dem, som gjøre Uret.
2 Den Ugudelige forfølger (grummelig) den Elendige af Hovmod; lad dem gribes i de Tanker, hvilke de tænkte.
4 Giv dem efter deres Gjerning og efter deres Idrætters Ondskab; giv dem efter deres Hænders Gjerning, betal dem, hvad de have fortjent.
17 Gjør deres Ansigt fuldt af Skam, at de maae søge dit Navn, Herre!
9 Og David siger: Deres Bord vorde dem til en Snare og til en Fælde og til et Anstød og til et Vederlag;
10 deres Øine vorde mørke, saa at de ikke see, og bøi altid deres Ryg.
7 Hans Mund er fuld med Banden og Svig og Bedrageri; under hans Tunge er Møie og Uret.
23 Og han har ladet deres Uret komme tilbage over dem, og skal udrydde dem for deres Ondskab; Herren vor Gud skal udrydde dem.
10 De lukke til med deres Fedme, de tale med deres Mund af Hovmod.
5 De sagde: Kommer, og lader os udslette dem, (at de ere) ikke et Folk, og at Israels Navn skal ikke ydermere ihukommes.
5 Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.
3 Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb fra os.
9 Deres Ansigters Forhærdelse svarer imod dem, og de have forkyndt deres Synd som Sodom, de dulgte (den) ikke. Vee deres Sjæle! thi de have ført sig selv Ulykke paa.
7 De kastede din Helligdom i Ilden, de vanhelligede dit Navns Bolig indtil Jorden.
15 De skulle være altid for Herren, og han skal udrydde deres Ihukommelse af Jorden;
10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage vare paa min Sjæl, raadføre sig tilhobe,