Salmene 35:8
Lad Ødelæggelse komme paa ham, (saa) han ikke kan vide det, og lad hans Garn, som han skjulte, fange ham, lad ham falde deri til Ødelæggelse.
Lad Ødelæggelse komme paa ham, (saa) han ikke kan vide det, og lad hans Garn, som han skjulte, fange ham, lad ham falde deri til Ødelæggelse.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 Deres Vei blive saare mørk og meget slibrig, og Herrens Engel forfølge dem.
7 Thi de skjulte uden Aarsag deres Garn i en Grøft imod mig, de grove for min Sjæl uden Aarsag.
7 Hans Krafts Gange skulle blive snevre, og hans Raad skal nedkaste ham.
8 Thi han er ført i Garnet ved sine Fødder, og skal vandre i et forvillet (Garn).
9 Snaren skal holde ved hans Hæl, Røveren skal faae Overhaand over ham.
10 Hans Strikke er skjult i Jorden, og hans Fælde er paa en Sti.
9 Bevar mig fra Snarens Vold, som de have udstillet for mig, og fra deres Strikker, som gjøre Uret.
10 Lad de Ugudelige falde i deres Garn tilhobe, indtil jeg er gaaen forbi.
22 Lad der høres Skrig af deres Huse, naar du hasteligen skal lade komme en Trop over dem; thi de grove en Grav til at gribe mig, og skjulte Snarer for mine Fødder.
23 Og du, Herre! du veed alt deres Raad imod mig til Døden; tag ikke Forsoning for deres Misgjerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem blive nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid.
9 Herre! giv ikke den Ugudelige (hans) Begjæringer, lad ikke hans Skalkhed faae Fremgang; de maatte ophøie sig (deraf). Sela.
10 Deres Galde, som omkringgive mig, (ja) deres Læbers Møie lad skjule dem (selv).
22 Ja, de gave mig Galde at æde, og de gave mig Eddike at drikke i min Tørst.
15 Paa det jeg kan fortælle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse.
6 Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.
10 Thi i hans Mund er intet Bestandigt, (i) deres Inderste er megen Ondskab, deres Strube er en aabnet Grav, de smigre med deres Tunge.
15 Vi, som havde venligen hemmeligt Raad tilsammen, som vandrede i Guds Huus i Samqvem.
15 Derfor skal hans Ulykke hastelig komme, han skal snart sønderbrydes, at der skal ingen Lægedom være.
8 Han sidder paa Luur ved Forgaardene, han ihjelslaaer en Uskyldig i Skjul, hans Øine skjule sig imod den Svage.
9 Han lurer i Skjul, som en Løve i sin Hule, han lurer at gribe en Elendig; han griber den Fattige, idet han drager ham i sit Garn.
10 Han gjør sig liden, han nedbøier sig, og falder med sine stærke (Laller) over de Svage.
15 See, han undfanger Uret, og er frugtsommelig med Møie og føder Løgn.
16 Han haver gravet en Grav og opkastet den; men han skal falde i Graven, som han gjør.
25 at de ikke skulle sige i deres Hjerte: Ha! vor Sjæl (maa glæde sig); at de ikke skulle sige: Vi have opslugt ham.
11 Aagerkarlen skal besnære alt det, han haver, og Fremmede skulle røve hans Arbeide.
8 Og Hedningerne gave sig over ham trindt omkring af Landskaberne, og de udbredte deres Garn over ham, han blev greben i deres Grav.
10 Hvo, som forvilder de Oprigtige paa en ond Vei, han skal falde i sin Grav, men de Fuldkomne skulle arve Godt.
5 Herre! bevar mig fra en Ugudeligs Hænder, bevogt mig fra en fortrædelig Mand, fra dem, som tænke at bortstøde mine Trin.
18 De skulle beskjæmmes, som mig forfølge, og jeg, jeg skal ikke beskjæmmes; de, de skulle forskrækkes, og jeg, jeg skal ikke forskrækkes; lad en ond Dag komme paa dem, og forstyr dem med dobbelt Forstyrrelse.
9 Og David siger: Deres Bord vorde dem til en Snare og til en Fælde og til et Anstød og til et Vederlag;
17 Fordi han elskede Forbandelse, saa kom den paa ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev langt fra ham.
7 De randsage Uretfærdigheder, de fuldkomme det, som er nøie randsaget (af dem), ja Enhvers Inderste og dybe Hjerte.
8 Men Gud haver skudt dem; deres Plager ere en hastig Piil.
12 vi ville sluge dem levende, som Graven, ja ganske som dem, der nedfare i Hulen,
4 Lad dem blues og forhaanes, som søge efter mit Liv; lad dem vende tilbage og blive beskjæmmede, som ville mig Ondt.
7 Naar han dømmes, da skal han udgaae som en Ugudelig, og hans Bøn skal blive til Synd.
8 Hans Dage skulle blive faa, en Anden skal annamme hans Embede.
7 Gud! sønderbryd deres Tænder i deres Mund; Herre! afbryd de unge Løvers Kindtænder.
18 Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges.
8 Den, som graver en Grav, skal falde i den, og hvo, som sønderriver et Gjærde, ham skal en Slange bide.
14 Herre! lad det behage dig at frie mig; Herre! skynd dig at hjælpe mig.
12 Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk skal ikke maaskee glemme det; lad dem vanke (ustadige) hid og did ved din Magt, og lad dem nedfare, Herre, vort Skjold!
7 Min Fjende skal vorde som en Ugudelig, og den, som opreiser sig imod mig, som en Uretfærdig.
5 dersom jeg haver vederlagt den Ondt, som holder Fred med mig, — ja, jeg haver friet (den, som var) min Fjende uden Aarsag —
24 Lad deres Øine formørkes, at de ikke see, og lad deres Lænder altid rave.
4 som skjærpe deres Tunge som et Sværd; de spende (Bue og skyde) deres Piil, (som er) et bittert Ord,
17 Sandelig, det er forgjæves at udsprede Garn for alle Fugles Øine.
6 Forstaaer nu, at Gud har forvendt mig, og haver ladet sit Garn omringe mig.
8 da maa jeg saae, men en Anden æde det, og min Afkom maa oprykkes med Rod.