Ordspråkene 1:12
vi ville sluge dem levende, som Graven, ja ganske som dem, der nedfare i Hulen,
vi ville sluge dem levende, som Graven, ja ganske som dem, der nedfare i Hulen,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11Om de sige: Gak med os, vi ville lure efter Blod, vi ville skjule os imod en Uskyldig uden Aarsag,
13vi ville finde allehaande dyrebart Gods, vi ville fylde vore Huse med Rov,
14du skal kaste din Lod midt iblandt os, vi ville allesammen have een Pose, —
15Vi, som havde venligen hemmeligt Raad tilsammen, som vandrede i Guds Huus i Samqvem.
3da havde de opslugt os levende, der deres Vrede var optændt imod os;
4da havde Vandene løbet over os, en Bæk havde gaaet over vor Sjæl;
25at de ikke skulle sige i deres Hjerte: Ha! vor Sjæl (maa glæde sig); at de ikke skulle sige: Vi have opslugt ham.
9Herre! giv ikke den Ugudelige (hans) Begjæringer, lad ikke hans Skalkhed faae Fremgang; de maatte ophøie sig (deraf). Sela.
10Deres Galde, som omkringgive mig, (ja) deres Læbers Møie lad skjule dem (selv).
9Min Sjæl hængte efter dig; din høire Haand holdt paa mig.
11I vor Gang have de nu omkringgivet os; de sætte deres Øine (til os) at bøie (os ned) til Jorden.
12Han er lig en Løve, der begjærer at røve, og som en ung Løve, der bliver i Skjul.
18Og disse lure paa deres (eget) Blod, de skjule sig imod deres (egne) Sjæle.
19Saa ere hver dens Veie, som er hengiven til Gjerrighed; den skal tage sine (egne) Herrers Liv.
32Og Jorden aabnede sin Mund og opslugte dem og deres Huse og hvert Menneske, som var hos Korah, og alt Godset.
33Og de og alt det, de havde, fore levende ned i Helvede; og Jorden skjulte over dem, og de omkom midt af Menigheden.
34Og al Israel, som var trindt omkring dem, flyede for deres Røst; thi de sagde: Paa det at Jorden ikke opsluger os.
22Lad der høres Skrig af deres Huse, naar du hasteligen skal lade komme en Trop over dem; thi de grove en Grav til at gribe mig, og skjulte Snarer for mine Fødder.
20Og nu, gaaer og lader os ihjelslaae ham og kaste ham i en af Gravene, og sige: Et ondt Dyr haver ædet ham, saa ville vi see, hvad hans Drømme blive til.
6Deres Vei blive saare mørk og meget slibrig, og Herrens Engel forfølge dem.
7Thi de skjulte uden Aarsag deres Garn i en Grøft imod mig, de grove for min Sjæl uden Aarsag.
8Lad Ødelæggelse komme paa ham, (saa) han ikke kan vide det, og lad hans Garn, som han skjulte, fange ham, lad ham falde deri til Ødelæggelse.
7Som naar En sønderskjærer og sønderslider (Noget) paa Jorden, saa ere vore Been adspredte til Gravens Hul.
2Om de end grove sig ned i Helvede, skal (dog) min Haand hente dem derfra, og om de end opfore i Himmelen, vil jeg dog kaste dem ned derfra.
12Sæt dem, (ja) deres Fyrster, som Oreb og som Seeb, og alle deres ypperste (Mænd) som Sebah og som Zalmuna,
3Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
23Dens Grave ere gjorte ved Siderne i Hulen, og dens Forsamling var trindt omkring dens Grav; de ere alle ihjelslagne (og) faldne ved Sværd, som gjorde Forskrækkelse i de Levendes Land.
19Hvorledes blive de i et Øieblik til en Ødelæggelse? de omkomme, de faae Ende for Forskrækkelser.
30Men dersom Herren skaber (noget) Nyt, at Jorden oplader sin Mund og opsluger dem og alt det, de have, saa at de nedfare levende i Helvede, da skulle I kjende, at disse Mænd have opirret Herren.
22Ja, de gave mig Galde at æde, og de gave mig Eddike at drikke i min Tørst.
14Derfor haver Graven udvidet sig selv og opladt sin Mund umaadeligen, at (baade) dets ypperlige (Folk) og dets menige (Folk), baade den, som buldrer, og den, som er glad udi den, skal (der) nedfare.
9Han lurer i Skjul, som en Løve i sin Hule, han lurer at gribe en Elendig; han griber den Fattige, idet han drager ham i sit Garn.
12Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk skal ikke maaskee glemme det; lad dem vanke (ustadige) hid og did ved din Magt, og lad dem nedfare, Herre, vort Skjold!
47Der var Forskrækkelse og Hule for os, (ja) Ødelæggelse og Forstyrrelse.
6De gjøre (mig) Smerte i mine Handeler den ganske Dag; alle deres Tanker ere imod mig til det Onde.
24Lad deres Øine formørkes, at de ikke see, og lad deres Lænder altid rave.
6(De gave sig) til Kløfter i Dalene til at boe udi, til Huler i Jorden og Klipperne.
19Tørhed, ja Hede borttager Sneevand, (men) Helvede dem, som have syndet.
19Vore Forfølgere vare lettere end Ørne under Himmelen; de forfulgte os (grummeligen) paa Bjergene, de lurede paa os i Ørken.
20Herrens Salvede, (som var) vor Næses Aand, blev fangen i deres Grave, han, om hvem vi sagde: Under hans Skygge ville vi leve iblandt Hedningerne.
14Denne deres Vei er en Daarlighed af dem; dog love deres Efterkommere det med deres Mund. Sela.
15Paa det jeg kan fortælle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse.
17Thi saasnart Morgenen kommer, da er den for dem som Dødens Skygge; naar man kan kjende (dem, strax falder paa dem) Dødens Skygges Forskrækkelser.
5at skyde en Fuldkommen i Skjul; de skyde ham hastelig og frygte ikke.
6Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.
16De skulle nedfare til Gravens Porte, eftersom (der skal være) Ro tillige i Støvet.
16Alle dine Fjender oplode deres Mund over dig, hvidslede og skare med Tænderne; de sagde: Vi have opslugt; ja, denne er den Dag, som vi biede efter, vi fandt, vi saae (den).
22dem, som glæde sig med Fryd, (og) fryde sig, naar de finde Graven,
5dersom jeg haver vederlagt den Ondt, som holder Fred med mig, — ja, jeg haver friet (den, som var) min Fjende uden Aarsag —
9Din Haand skal finde alle dine Fjender, din høire Haand skal finde dine Hadere.