Salmene 141:7
Som naar En sønderskjærer og sønderslider (Noget) paa Jorden, saa ere vore Been adspredte til Gravens Hul.
Som naar En sønderskjærer og sønderslider (Noget) paa Jorden, saa ere vore Been adspredte til Gravens Hul.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.
11 Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! disse Been, de ere alt Israels Huus; see, de sige: Vore Been ere blevne tørre, og vor Forhaabning er borte, vi ere afhugne.
14 De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
16 De skulle nedfare til Gravens Porte, eftersom (der skal være) Ro tillige i Støvet.
25 Hvorfor vil du skjule dit Ansigt (og) glemme vor Elendighed og vor Trængsel?
21 Hans Kjød fortæres, saa man ikke kan see det, og hans Been, som ikke sees, blive sønderknuste;
22 og hans Sjæl kommer nær til Fordærvelse, og hans Liv til dem, som dræbe.
1 Paa den samme Tid, siger Herren, skulle de udføre Judæ Kongers Been, og hans Fyrsters Been, og Præsternes Been, og Propheternes Been, og Indbyggernes Been i Jerusalem af deres Grave,
19 Men du, du er bortkastet fra din Grav som en vederstyggelig Qvist, (som) de Ihjelslagnes Klæder, hvilke ere stukne med Sværd, de, som nedfare til Hulens Stene, ligesom en nedtraadt (død) Krop.
17 Sædekornene ere raadnede under deres Jordklimper, Forraadshusene ere ødelagte, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er fortørret.
12 vi ville sluge dem levende, som Graven, ja ganske som dem, der nedfare i Hulen,
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
17 Thi Hunde have omkringgivet mig, de Ondes Hob have omringet mig; de have gjennemgravet mine Hænder og mine Fødder.
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
8 Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!
5 Mit Kjød er klædt med Orme og Skarn af Støv, min Hud er sprukken og er bleven foragtelig.
6 Deres Dommere ere nedstyrtede ved Siderne af en Klippe, men de have hørt mine Ord, at de vare liflige.
11 Hans Been ere fulde af hans skjulte (Synder), og (hver af dem) skal ligge i Støv med ham.
19 Tørhed, ja Hede borttager Sneevand, (men) Helvede dem, som have syndet.
16 Og han knuste mine Tænder med Gruus, han nedtrykkede mig i Asken.
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig.
14 Denne deres Vei er en Daarlighed af dem; dog love deres Efterkommere det med deres Mund. Sela.
22 Tal: Saa siger Herren: Menneskers Kroppe skulle ligge som Møg ovenpaa Marken, og som et Neg efter Høstmanden, hvilket Ingen sanker.
3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
17 Om Natten graver man igjennem mine Been i mig, og mine Aarer hvile ikke.
9 Min Sjæl hængte efter dig; din høire Haand holdt paa mig.
5 Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen; jeg er som en Mand, (der haver) ingen Styrke.
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
10 Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
8 Om dets Rod bliver gammel i Jorden, og Stubben deraf døer i Støvet,
25 Min Sjæl hænger ved Støv; hold mig i Live efter dit Ord.
5 Ja, jeg vil lægge Israels Børns (døde) Kroppe for deres (stygge) Afguders Ansigt, og adsprede eders Been trindt omkring eders Altere.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
22 da falde min Skulder fra Skulderbladet, og min Arm sønderbrydes fra Armpiben.
20 Vor Formue er ikke udslettet; men Ild haver fortæret det Øvrige af dem.
13 Hans Skytter omringede mig, han sønderskar mine Nyrer og sparede ikke; han udgød min Galde paa Jorden.
20 Mine Been hænge ved min Hud og ved mit Kjød, og (neppe) er jeg undkommen med mine Tænders Hud.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
13 Hvorfor haver du sønderrevet Gjærdet derfor, saa at alle de, som gaae forbi ad Veien, afbrøde af det?
23 Dens Grave ere gjorte ved Siderne i Hulen, og dens Forsamling var trindt omkring dens Grav; de ere alle ihjelslagne (og) faldne ved Sværd, som gjorde Forskrækkelse i de Levendes Land.
19 Vort Hjerte vendte ikke tilbage, ei heller bøiede vor Gang sig af fra din Vei,
1 Vee mig! thi jeg er som de Ting, der eftersankes om Sommeren, som (efterladte) Viinqviste i Viinhøsten; der er ikke en Viindrue til at æde, (eller) den første Frugt, som min Sjæl havde Lyst til.
7 Det gjør mit Viintræ aldeles øde, og piller Barken af mit Figentræ; det gjør det aldeles bart, og man bortkaster (det, at) dets Qviste blive hvide.
5 Kjende de det ikke, de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, (som) de aade Brød? de kalde ikke paa Gud.
3 Ja, de ere de, som æde mit Folks Kjød, som drage og deres Hud af dem og bryde deres Been; og de udsprede (Stykkerne) saasom i en Gryde, og som Kjød midt i en Kjedel.
2 Om de end grove sig ned i Helvede, skal (dog) min Haand hente dem derfra, og om de end opfore i Himmelen, vil jeg dog kaste dem ned derfra.
19 Hvorledes blive de i et Øieblik til en Ødelæggelse? de omkomme, de faae Ende for Forskrækkelser.