Salmenes bok 141:6
Deres Dommere ere nedstyrtede ved Siderne af en Klippe, men de have hørt mine Ord, at de vare liflige.
Deres Dommere ere nedstyrtede ved Siderne af en Klippe, men de have hørt mine Ord, at de vare liflige.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 En Retfærdig slaae mig, (det skal være mig) en Velgjerning, og straffe mig, (det skal være mig) en Hovedolie; lad mit Hoved ikke vægre sig derved, thi min Bøn (skal) ogsaa (fremdeles skee for dem), naar (det gaaer) dem ilde.
103 Hvor vare dine Ord sødere for min Gane, end Honning for min Mund!
7 Som naar En sønderskjærer og sønderslider (Noget) paa Jorden, saa ere vore Been adspredte til Gravens Hul.
24 Liflige Taler ere en Honningkage, sød for Sjælen og en Lægedom for Benene.
10 Herrens Frygt er reen, som bestaaer altid; Herrens Domme ere Sandhed, de ere retfærdige tillige.
6 Hører, thi jeg vil tale fyrstelige Ting, og aabne mine Læber til Oprigtigheder.
16 Thi, Herre! jeg bier efter dig; du, du, Herre min Gud, skal bønhøre.
22 Lad der høres Skrig af deres Huse, naar du hasteligen skal lade komme en Trop over dem; thi de grove en Grav til at gribe mig, og skjulte Snarer for mine Fødder.
26 Derfor vaagnede jeg op og saae, endskjøndt min Søvn var mig sød.
10 Deres Galde, som omkringgive mig, (ja) deres Læbers Møie lad skjule dem (selv).
24 Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig;
5 Derfor huggede jeg (hart) paa ved Propheterne, ihjelslog dem ved min Munds Taler, og dine Domme ere (som) et Lys, (der) udkommer.
7 De ere allesammen blevne hede som en Ovn, og have fortæret deres Dommere; alle deres Konger ere faldne, der er Ingen iblandt dem, som kalder paa mig.
19 Du Jord, hør til! see, jeg fører Ulykke over dette Folk, (som er) deres Tankers Frugt; thi de gave ikke Agt paa mine Ord, og min Lov, den forkastede de.
6 De gjøre (mig) Smerte i mine Handeler den ganske Dag; alle deres Tanker ere imod mig til det Onde.
12 Mon Heste skulle løbe paa Klippen? mon man skal pløie der med Øxnene? thi I omvende Ret til Galde, og Retfærdigheds Frugt til Malurt,
4 Herre! alle Konger paa Jorden skulle takke dig, naar de have hørt din Munds Ord.
6 da jeg toede mine Trin i Smør, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
6 Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.
6 (De gave sig) til Kløfter i Dalene til at boe udi, til Huler i Jorden og Klipperne.
18 Thi (det skal være) lifligt, dersom du bevarer dem i din Bug, de skulle stadfæstes tilsammen paa dine Læber.
31 Thi deres Klippe er ikke som vor Klippe, og vore Fjender ere Dommere.
32 Thi deres Viintræ er af Sodomæ Viintræ og af Gomorræ Agre; deres Druer ere Galdedruer, de have beske Klaser.
21 Han lagde sine Hænder paa hans Fredsommelige, han besmittede hans Pagt.
6 Snorene faldt mig paa de liflige (Stæder,) ja det er en deilig Arv for mig.
16 og mine Nyrer skulle fryde sig, naar dine Læber tale oprigtige Ting.
9 Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
34 Min Tale skal behage ham; jeg, jeg vil glædes i Herren.
12 De staae op paa den høire Side, (der ere som) en ung Dreng, de udstøde mine Fødder, og de bane deres Fordærvelses Veie imod mig.
16 Og han knuste mine Tænder med Gruus, han nedtrykkede mig i Asken.
18 Og sandelig, et Bjerg, som falder, henfalder, og en Klippe flyttes af sit Sted.
3 Lad Bjergene bære Fred til Folket, ogsaa Høiene, ved Retfærdighed.
53 De udryddede mit Legeme i en Hule og kastede Stene paa mig.
6 For de Elendiges Ødelæggelse, for de Fattiges Jamren, vil jeg nu opstaae, siger Herren; jeg vil sætte en Frelse for den, som han blæser ad.
3 Thi den skulde nu blive svarere end Sand i Havet; derfor ere mine Ord opslugte.
18 Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges.
6 En Fod skal nedtræde den, (ja) den Elendiges Fødder, de Ringes Trin.
1 Hører til, I Himle, og jeg vil tale; og Jorden skal høre min Munds Taler.
16 Dersom du da haver Forstand, saa hør dette, vend (dine) Øren til min Tales Røst.
11 Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd.
3 (men) til de Hellige, de, som ere paa Jorden, og til de Herlige, til hvilke al min Lyst er.
11 Men du skal ophøie mit Horn som en Eenhjørnings; jeg er overgydet med fersk Olie.
10 De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
2 Der de Onde kom frem imod mig for at æde mit Kjød, (ja) mine Modstandere og mine Fjender imod mig, da stødte de an og faldt.
1 Herre! du er retfærdig, naar jeg vil trætte med dig; dog maa jeg tale med dig om Rette: Hvorfor er de Ugudeliges Vei lykkelig? alle de, som vare saare troløse, vare trygge.
24 Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Taler.
10 Og nu, I Konger! handler klogeligen; lader eder undervise, I Dommere paa Jorden!
13 Retfærdigheds Læber ere Konger en Velbehagelighed, og den, som taler oprigtige Ting, skal (hver af dem) elske.
12 Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk skal ikke maaskee glemme det; lad dem vanke (ustadige) hid og did ved din Magt, og lad dem nedfare, Herre, vort Skjold!
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.