Job 14:18
Og sandelig, et Bjerg, som falder, henfalder, og en Klippe flyttes af sit Sted.
Og sandelig, et Bjerg, som falder, henfalder, og en Klippe flyttes af sit Sted.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19 Vandet hensmuler Stenene, og (en Strøm) bortskyller det, som voxer af sig selv deraf, af Jordens Støv; saaledes fordærver du et Menneskes Forventelse.
20 Du overvælder ham i Evighed, og han farer hen, du forvender hans Ansigt og lader ham fare.
9 Han lægger sin Haand paa den haarde Steen, han omkaster Bjergene fra Roden af.
10 Han adskiller Klipperne, (at der blive) Floder, og hans Øie seer alt det Dyrebare.
4 (Du,) som slider dig selv i din Vrede, mon Jorden skal forlades for din Skyld? og skal en Klippe flyttes fra sit Sted?
5 han, som flytter Bjergene, at de ikke fornemme det, som omkaster dem i sin Vrede,
6 han, som bevæger Jorden af dens Sted, at dens Piller maae bæve,
17 Min Overtrædelse er beseglet i et Knippe, og du syer om min Misgjerning.
18 Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges.
19 Hvorledes blive de i et Øieblik til en Ødelæggelse? de omkomme, de faae Ende for Forskrækkelser.
14 Og Himmelen veg bort som et Haandskrift, der sammenrulles, og hvert Bjerg og hver Ø flyttedes fra deres Steder.
4 Og Bjergene skulle smelte under ham, og Dalene revne som Vox for Ilden, som Vand, der flyder nedad.
10 Thi Bjergene skulle (vel) vige, og Høiene bevæges, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Freds Pagt (ikke) bevæges, sagde Herren, din Forbarmer.
4 Der udbryder en Bæk hos dem, som der boe, at man ikke tænker at gaae (der); (Vandene) tage af, (at de) ikke (ere længer) hos Menneskene, (og) fare hid og did.
24 Jeg saae Bjergene, og see, de bævede, og alle Høiene skjælvede.
21 til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
18 Og det skal skee, om Nogen flyer for Forskrækkelsens Lyd, han skal falde i Hulen, og den, som opstiger midt af Hulen, skal fanges i Snaren; thi Sluserne af det Høie skulle oplades, og Jordens Grundvolde bæve.
19 Landet skal aldeles sønderslaaes, Landet skal aldeles sønderrives, Landet skal aldeles bevæges.
20 Landet skal aldeles rave som den Drukne, og bortflyttes som en Nathytte; thi dets Overtrædelse er svar over det, og det skal falde og ikke staae op ydermere.
18 (Men) naar (Gud) opsluger ham fra hans Sted, da skal det negte ham, (sigende:) Jeg saae dig ikke.
16 som have faaet Rynker, førend det var deres Tid, en Flod er udøst over deres Grundvold,
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
18 Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
13 indtil den faaer taget fat paa Jordens Vinger, at de Ugudelige udrystes af den,
14 (naar) den forvandles som Leer, (hvori) et Segl (trykkes), og de fremstilles som et Klædebon,
15 og de Ugudeliges Lys skal holdes tilbage fra dem, og en høi Arm skal sønderbrydes.
6 Han stod og maalte Landet, han saae til og kom Hedningerne til at springe, og evige Bjerge bleve adspredte, de evige Høie bøiede sig; hans Gange ere evige.
25 See, (jeg vil) til dig, du fordærvelige Bjerg, siger Herren, du, som fordærver al Jorden, og jeg vil udrække min Haand over dig og vælte dig af Klipperne, og vil gjøre et udbrændt Bjerg af dig.
26 Og de skulle ikke tage en Steen til et Hjørne eller en Steen til Grundvolde af dig, men du skal blive til evige Ødelæggelser, siger Herren.
11 (Som) Vand bortløber af Havet, og (som) en Flod tørres bort og bliver tør,
2 Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, som er befunden (at være) saare (stor).
14 See, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op.
10 Han nedbrød mig trindt omkring og lod mig gaae, han lod min Forventelse fare bort som et Træ, (der oprykkes).
8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
20 Og Fiskene i Havet skulle bæve for mit Ansigt, og Fuglene under Himmelen, og de (vilde) Dyr paa Marken, og alt det Krybende, det, som kryber paa Jorden, og hvert Menneske, som er paa Jorden; og Bjergene skulle nedkastes, og Taarnene falde, og hver Muur skal falde til Jorden.
13 derfor skal denne Misgjerning blive eder som en Rift i en faldende (Muur), som giver sig ud paa en høi Muur, der brister hasteligen i et Øieblik.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
15 Men du skal nedfare til Helvede, til Hulens Sider.
16 Hans Rødder skulle tørres nedentil, og oventil skal hans Green afskjæres.
14 De komme som ad et vidt Gab, de vælte sig (ind paa mig) under Ødelæggelse.
20 Og hver Ø flyede, og Bjergene bleve ikke fundne.
18 Og (hver af) Afguderne skal aldeles omkomme.
5 Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
6 (De gave sig) til Kløfter i Dalene til at boe udi, til Huler i Jorden og Klipperne.
24 Gid de kunde udhugges med en Jernstiil og med Bly i en Klippe til evig (Tid)!
3 Dit Hjertes Hovmodighed haver bedraget dig, du, som boer i en Klippes Rifter, i din høie Bolig, som siger i dit Hjerte: Hvo vil kaste mig ned til Jorden?
2 Jern tages af Støvet, og Stene smeltes til Kobber.
6 Vandene omgave mig indtil Sjælen, Afgrunden omringede mig, der var Tang viklet om mit Hoved.
12 Og dine høie Mures Befæstning skal han nedbøie, nedtrykke, drage ned til Jorden indtil Støvet.