Salmenes bok 104:8
Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 Du satte Grændse (for dem), derover skulle de ikke gaae, de skulle ikke igjen skjule Jorden.
10 Du lader Kilder opvælde i Dalene, at de gaae imellem Bjergene.
5 Han grundfæstede Jorden paa sine Grundvolde, at den ikke skal ryste evindelig og altid.
6 Du skjulte den med Afgrunden som med et Klæde; Vandene stode over Bjergene.
7 De flyede for din Trudsel, de fore hasteligen bort for din Tordens Røst.
26 De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl smeltedes ved Ulykke.
12 Himmelens Fugle boe hos dem; de udgive deres Røst iblandt Grenene.
13 Han vander Bjergene af sine høie Sale; Landet mættes af dine Gjerningers Frugt.
10 Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
8 Ild og Hagel, Snee og Damp, du Stormveir, som udretter hans Ord!
9 I Bjerge og alle Høie, frugtbare Træer og alle Cedere!
10 (Vilde) Dyr og alt Qvæget, Orme og flyvende Fugle!
18 De høie Bjerge ere for Steengjederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.
19 Han gjorde Maanen til bestemte Tider; Solen veed sin Nedgang.
6 I Bjerge, at I sprang som Vædere, I Høie, som unge Lam?
14 og over alle høie Bjerge, og over alle ophøiede Høie,
4 Bjergene sprang som Vædere, Høiene som unge Lam.
18 Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges.
4 Og Bjergene skulle smelte under ham, og Dalene revne som Vox for Ilden, som Vand, der flyder nedad.
12 Du kroner Aaret med dit Gode, og dine Fodspor dryppe med Fedme.
6 (De gave sig) til Kløfter i Dalene til at boe udi, til Huler i Jorden og Klipperne.
8 Faar og Øxne, dem allesammen, ja ogsaa Dyr paa Marken,
7 Thi Herren din Gud fører dig i et godt Land, et Land, hvorudi Vandbække, Kilder og dybe (Vande) ere, som udgaae udi Dalene og hos Bjergene,
24 Jeg saae Bjergene, og see, de bævede, og alle Høiene skjælvede.
3 Og de hørte det ikke fra gammel (Tid), de fornam det ikke med Øret; intet Øie haver seet det, uden du, O Gud! det, han skal gjøre ved den, som bier efter ham.
11 Du, du haver sønderstødt Rahab som En, der er ihjelslagen; du bortspredte dine Fjender med din stærke Arm.
28 der han befæstede (de øverste) Skyer oventil, der han befæstede Afgrundens Kilder,
29 der han satte Havet sit beskikkede (Maal), og at Vandene skulde ikke gaae over hans Befaling, der han beskikkede Jordens Grundvolde,
8 ham, som bedækker Himmelen med (tykke) Skyer, ham, som beskikker Regn paa Jorden, ham, som lader Græs groe paa Bjergene,
8 som stiller Havets Brusen, (ja) Bølgernes Brusen derudi og Folkets Bulder.
5 Herre! bøi dine Himle og far ned, rør ved Bjergene, at de ryge.
2 Thi han, han grundfæstede den paa Havene, og beredte den paa Floderne.
6 Vandene omgave mig indtil Sjælen, Afgrunden omringede mig, der var Tang viklet om mit Hoved.
27 De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Mad i sin Tid.
28 Giver du dem, da sanke de, oplader du din Haand, da mættes de med Godt.
29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de, samler du deres Aand fra dem, da opgive de Aanden, og de komme til deres Støv igjen.
18 Og sandelig, et Bjerg, som falder, henfalder, og en Klippe flyttes af sit Sted.
6 Han stod og maalte Landet, han saae til og kom Hedningerne til at springe, og evige Bjerge bleve adspredte, de evige Høie bøiede sig; hans Gange ere evige.
20 Kan du drage Leviathan med en Krog, eller (drage) dens Tunge med en Snor, (som) du lader synke ned?
4 Herre, der du uddrog af Seir, der du fremgik af Edoms Mark, da bævede Jorden, Himlene dryppede ogsaa, ogsaa Skyerne dryppede med Vand.
6 Forfærdelige Ting skal du, vor Saligheds Gud! svare os i Retfærdighed, (du, som er) alle Jordens Enders Tillid, og deres, som ere langt borte ved Havet,
9 Han lægger sin Haand paa den haarde Steen, han omkaster Bjergene fra Roden af.
5 Bjergene smelte som Vox for Herrens Ansigt, for den ganske Jords Herres Ansigt.
17 Du skal føre dem ind og plante dem paa din Arvs Bjerg; du haver gjort en Bolig, hvorudi du vilde boe, o Herre! en Helligdom, Herre, have dine Hænder beredt.
18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
8 Dersom jeg farer op til Himmelen, (da er) du der, og reder jeg Seng i Helvede, see, (da er) du der.
22 (Naar) Solen gaaer op, samles de, og de ligge i deres Huler.
4 I hans Haand er det, man kan opsøge i Jorden, og de høieste Bjerge høre ham til.
8 Og et (vildt) Dyr maa gaae i (Kulen), hvor det lurer, og blive i sine Boliger.
16 Guds Bjerg er (som) Basans Bjerg, det Bjerg (fuldt) med Høie er (som) Basans Bjerg.