Salmenes bok 65:8
som stiller Havets Brusen, (ja) Bølgernes Brusen derudi og Folkets Bulder.
som stiller Havets Brusen, (ja) Bølgernes Brusen derudi og Folkets Bulder.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 den, som gjør Bjergene faste med sin Kraft, som er omgjordet med Magt,
9 Og de, som boe ved Enderne, frygte for dine Tegn; du gjør, at de, som udgaae Morgen og Aften, synge (med Fryd).
10 Du besøger Jorden, og (naar) du haver gjort den begjærlig, gjør du den meget rig, Guds Bæk er fuld af Vand; du bereder deres Korn, naar du saaledes haver beredt den.
5 Salig er den, som du udvælger og lader komme nær, at han maa boe i dine Forgaarde; vi skulle mættes i dit Huses Gode, med dit Tempels hellige Ting.
5 Øerne saae det og frygtede, Jordens Ender forfærdedes (saare); de nærmede sig og kom (hertil).
8 Al Jorden frygte sig for Herren, alle Verdens Indbyggere ræddes for ham!
7 De flyede for din Trudsel, de fore hasteligen bort for din Tordens Røst.
8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
9 Du satte Grændse (for dem), derover skulle de ikke gaae, de skulle ikke igjen skjule Jorden.
12 Haver du i dine Dage budet Morgenen? haver du viist Morgenrøden sit Sted?
11 Himlene skulle glædes, og Jorden fryde sig, Havet skal bruse og dets Fylde.
10 Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
4 (Der er) ingen Tale og ei Ord, (med hvilke) deres Røst jo er hørt.
7 Havet skal bruse og dets Fylde, Jorderige og de, som boe derpaa.
8 Floderne skulle klappe med Haand, Bjergene skulle synge med Fryd tillige,
7 Han gjør, at Damp opstiger fra Jordens Ende, han gjør Lynet til Regnen, han udfører Veiret af sine Forraadskammere,
12 Du kroner Aaret med dit Gode, og dine Fodspor dryppe med Fedme.
8 Faar og Øxne, dem allesammen, ja ogsaa Dyr paa Marken,
32 Havet skal bruse og dets Fylde, Marken skal frydes og alt det, som er derpaa.
8 som alene udbreder Himmelen og træder paa Havets Bølger,
9 som gjør Arcturus, Orion og Syvstjernen og de (inderste) Kamre mod Sønden,
20 Du gjør Mørke, at der bliver Nat; i den udkrybe alle (vilde) Dyr i Skoven,
1 Asaphs Psalme. Den (stærke) Gud, Gud Herren, haver talet og kaldet Jorden fra Solens Opgang til dens Nedgang.
18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe ved det yderste Hav,
7 Landet har givet sin Grøde; Gud, vor Gud, skal velsigne os.
5 De skulle frygte dig, saalænge Solen (er til), og saalænge Maanen (varer), fra Slægt til Slægter.
10 Synger Herren en ny Sang, hans Priis fra Jordens Ende, I, som nedfare paa Havet, og dets Fylde, Øerne, og deres Indbyggere!
3 Af de spæde og diende (Børns) Mund grundfæstede du en Magt for dine Fjenders Skyld, for at komme Fjenden til at høre op, og den, som vil hevne sig.
15 Du adskilte Kilde og Bæk, du, du tørrede stærke Floder.
16 Dagen (hører) dig til, Natten (hører) dig ogsaa til; du, du beredte Lyset og Solen.
17 Du, du satte alle Jordens Grendser; Sommer og Vinter, dem dannede du.
11 Du, du haver sønderstødt Rahab som En, der er ihjelslagen; du bortspredte dine Fjender med din stærke Arm.
12 Himlene høre dig til, Jorden hører ogsaa dig til; du, du grundfæstede Jorderige og hvad der er udi.
8 Du, du er forfærdelig, og hvo kan, staae for dit Ansigt, saasnart som du bliver vred?
7 Al Jorden hviler og er stille; de raabe med frydefuldt Skrig.
10 Han haver cirklet med (en vis) Skik oven over Vandet, indtil Lys med Mørke skal faae Ende.
35 Alle Øernes Indbyggere forskrækkedes over dig, og deres Konger forfærdedes saare, de saae jammerligen ud i Ansigtet.
30 Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.
35 Saa sagde Herren, som giver Solen til Dagslys, Maanens og Stjernernes Skikke til Nattelys, han, som adskiller Havet, at dets Bølger bruse, Herre Zebaoth er hans Navn:
16 Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.
22 Ville I ikke frygte mig, siger Herren, og ikke bæve for mit Ansigt? jeg, som haver sat Sand til Havets Grændse med en evig Skik, at det kan ikke gaae over det; og (om) dets Bølger end bevæge sig, skulle de ikke formaae (noget), og (om) de (end deri) vilde bruse, skulle de dog ikke gaae over det.
12 Thi I skulle drage ud med Glæde og fremføres med Fred; Bjergene og Høiene skulle raabe for eders Ansigt med Frydesang, og alle Træer paa Marken skulle klappe med Haand.
22 Af Norden kommer Guld; (men o, hvad er der) en forfærdelig Majestæt hos Gud!
7 der Morgenstjerner sang tillige, og alle Guds Børn raabte (for Glæde)?
9 Og de skulle gjøre, at (Enhver af dem selv) skal falde ved deres (egen) Tunge; de skulle, hver som seer paa dem, flye (langt) bort.
14 Disse skulle opløfte deres Røst, de skulle synge (med Fryd), de skulle raabe høit fra Havet for Herrens Herligheds Skyld.
13 Han vander Bjergene af sine høie Sale; Landet mættes af dine Gjerningers Frugt.
21 til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
30 Al Jorden bæve for hans Ansigt, og (Jordens) Kreds skal befæstes, at den ikke ryster.