Jobs bok 30:6

Original Norsk Bibel 1866

(De gave sig) til Kløfter i Dalene til at boe udi, til Huler i Jorden og Klipperne.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Dom 6:2 : 2 Og der Midianiternes Haand blev stærk over Israel, da gjorde Israels Børn sig Kløfter, som vare i Bjergene, og Huler og Befæstninger for Midianiternes Ansigt.
  • 1 Sam 22:1-2 : 1 Og David gik derfra og undkom til Hulen ved Adullam; og der hans Brødre og hans Faders ganske Huus det hørte, da kom, de derhen ned til ham. 2 Og hver Mand, som var i Trang, og hver Mand, som havde (nogen) Aagerkarl, (der trængte ham,) og hver Mand, som var beskeligen bedrøvet i Sjælen, samlede sig til ham, og han var Høvedsmand over dem; og der vare ved fire hundrede Mænd hos ham.
  • Jes 2:19 : 19 Og de skulle gaae ind i Klippers Huler og i Støvets Kuler for Herrens Frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
  • Åp 6:15 : 15 Og Kongerne paa Jorden og de Store og Høvedsmændene over Tusinde og de Rige og de Vældige, og hver Træl og hver Fri skjulte sig i Huler og i Bjergenes Kløfter,

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 5 de uddreves midt derfra, man skreg mod dem som mod en Tyv.

  • 80%

    7 Imellem Buskene skrydede de, de samledes under Nelder,

    8 (de, som vare) en Daares Børn, ja den Navnløses Børn, som vare udjagne af Landet.

  • 80%

    19 Og de skulle gaae ind i Klippers Huler og i Støvets Kuler for Herrens Frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.

    20 Paa den samme Dag skal et Menneske bortkaste sine Sølv-Afguder og sine Guld-Afguder, som de have gjort sig at tilbede, til Muldvarpene og til Aftenbakkerne,

    21 til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.

  • 78%

    37 de bleve stenede, gjennemsaugede, fristede, henrettede med Sværd, gik omkring i Faare- og Gjedeskind, lidende Mangel, betrængte, mishandlede,

    38 — Verden var dem ikke værd — omvankende i Ørkener og paa Bjerge og i Jordens Huler og Kløfter.

  • 8 De blive vaade af Bjergenes Vandskyl, og fordi de have ingen Tilflugt, favne de en Klippe.

  • 76%

    15 Og Kongerne paa Jorden og de Store og Høvedsmændene over Tusinde og de Rige og de Vældige, og hver Træl og hver Fri skjulte sig i Huler og i Bjergenes Kløfter,

    16 og sagde til Bjergene og Klipperne: Styrter over os og skjuler os for hans Aasyn, som sidder paa Thronen, og for Lammets Vrede!

  • 6 Der Israels Mænd saae, at de vare i Nød, thi Folket blev trængt, da skjulte Folket sig i Hulerne og i Tornebuskene og i Klipperne og i de faste (Taarne) og i Grøfterne.

  • 8 Og et (vildt) Dyr maa gaae i (Kulen), hvor det lurer, og blive i sine Boliger.

  • 26 Kaninerne ere et afmægtigt Folk, dog sætte de deres Huus i Klippen;

  • 18 De høie Bjerge ere for Steengjederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.

  • 19 Og de skulle komme og nedlade sig allesammen i de øde Dale og i Klippernes Rifter og i alle Tornebuskene og i alle priselige (Steder).

  • 28 Forlader Stæderne og boer i Klippen, I Indbyggere i Moab! og værer som en Due, der gjør Rede ved Siderne af Hullet i en Hule.

  • 30 Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og til Høiene: Skjuler os!

  • 2 Og der Midianiternes Haand blev stærk over Israel, da gjorde Israels Børn sig Kløfter, som vare i Bjergene, og Huler og Befæstninger for Midianiternes Ansigt.

  • 10 Gak ind i Klippen og skjul dig i Støvet for Herrens Frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld.

  • 3 (De, som vare) eenlige for Mangel og for Hunger, ja, som flyede til tørre (Steder), til Mørkhed, til øde og ødelagte (Stæder),

  • 73%

    17 (Der skal være) Forskrækkelse og Hule og Snare over dig, du Landets Indbygger!

    18 Og det skal skee, om Nogen flyer for Forskrækkelsens Lyd, han skal falde i Hulen, og den, som opstiger midt af Hulen, skal fanges i Snaren; thi Sluserne af det Høie skulle oplades, og Jordens Grundvolde bæve.

  • 8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.

  • 28 Naar Trompeten noksom (lyder), siger den: Hui! og lugter Krigen langtfra, (ja) Fyrsternes Bulder og Skrig.

  • 28 Men (nu) boer han i Stæder, som ere ødelagte, i Huse, som Ingen boer udi, som ere rede til (at falde) i Hobe.

  • 9 Min Sjæl hængte efter dig; din høire Haand holdt paa mig.

  • 46 Den Fremmedes Børn affaldt, og de ombandt sig (med deres Vaaben, naar de udgik) af deres indelukkede (Huler).

  • 12 vi ville sluge dem levende, som Graven, ja ganske som dem, der nedfare i Hulen,

  • 9 Han lægger sin Haand paa den haarde Steen, han omkaster Bjergene fra Roden af.

  • 16 I Mørket bryder han ind i Husene, som de have betegnet for sig om Dagen; de kjende ikke Lyset.

  • 4 (Du,) som slider dig selv i din Vrede, mon Jorden skal forlades for din Skyld? og skal en Klippe flyttes fra sit Sted?

  • 9 De skulle løbe om i Staden, løbe paa Muren, opstige i Husene; de skulle komme ind igjennem Vinduerne som en Tyv.

  • 4 De lede de Fattige af Veien, de Elendige i Landet have skjult sig tillige.

  • 5 Thi han skal gjemme mig i sin Hytte paa den onde Dag, han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøie mig paa en Klippe.

  • 29 For Rytteres og Bueskytters Lyd flyer hver Stad, de gik (op) i de tykke Skyer og stege op paa Bjergene; hver Stad er forladt, og der er Ingen, som boer i dem.

  • 6 De gjøre (mig) Smerte i mine Handeler den ganske Dag; alle deres Tanker ere imod mig til det Onde.

  • 18 Og sandelig, et Bjerg, som falder, henfalder, og en Klippe flyttes af sit Sted.

  • 53 De udryddede mit Legeme i en Hule og kastede Stene paa mig.

  • 13 Dens Been ere (som) stærkt Kobber, (ja) dens Been ere ligesom en Jernstang.

  • 6 Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.

  • 45 Da deres Øre hørte (om mig), adløde de mig, den Fremmedes Børn smigrede for mig.

  • 11 I vor Gang have de nu omkringgivet os; de sætte deres Øine (til os) at bøie (os ned) til Jorden.

  • 2 Om de end grove sig ned i Helvede, skal (dog) min Haand hente dem derfra, og om de end opfore i Himmelen, vil jeg dog kaste dem ned derfra.

  • 22 Lad der høres Skrig af deres Huse, naar du hasteligen skal lade komme en Trop over dem; thi de grove en Grav til at gribe mig, og skjulte Snarer for mine Fødder.

  • 18 for Zions Bjergs Skyld, som er øde; Ræve løbe derpaa.

  • 6 Dens Stene ere Sted til Saphir, og den har Guldstøv (udi sig).

  • 31 og til dem i Hebron, og til alle de Stæder, hvor David havde vandret, han og hans Mænd.

  • 19 Vore Forfølgere vare lettere end Ørne under Himmelen; de forfulgte os (grummeligen) paa Bjergene, de lurede paa os i Ørken.