Jobs bok 24:8

Original Norsk Bibel 1866

De blive vaade af Bjergenes Vandskyl, og fordi de have ingen Tilflugt, favne de en Klippe.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Klag 4:5 : 5 De, som aade de nydelige (Retter), ere ødelagte paa Gaderne, de, som vare opfostrede i Skarlagen, de omfavne Skarnet.
  • Hebr 11:38 : 38 — Verden var dem ikke værd — omvankende i Ørkener og paa Bjerge og i Jordens Huler og Kløfter.
  • Høys 5:2 : 2 Jeg sov, (siger hun), men mit Hjerte vaagede; (det er) min Kjærestes Røst, som banker, (sigende): Lad op for mig, min Søster, min Veninde, min Due, min Fuldkomne! thi mit Hoved er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Draaber.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 83%

    2De antaste Landemærkerne, de røve Hjorden og føde den.

    3De drive de Faderløses Asen bort, de tage en Enkes Oxe til Pant.

    4De lede de Fattige af Veien, de Elendige i Landet have skjult sig tillige.

    5See, som vilde Æsler i Ørken ere de udgangne til deres Gjerning, de stode aarle op efter Føde; (paa den) slette Mark er Brød for dem (og) for (deres) Drenge.

    6De høste deres Foder paa Marken, og de Ugudelige afplukke Viingaarden.

    7De lade den Nøgne ligge om Natten foruden Klæder og foruden Dække i Kulden,

  • 80%

    9De rive en Faderløs fra Brystet, og (det, som) den Nødtørftige (haver) paa sig, tage de til Pant.

    10De lade en Nøgen gaae uden Klæder, og de tage et Neg fra den Hungrige.

    11De udperse Olie imellem deres Mure, de træde Perserne og tørste.

  • 77%

    5de uddreves midt derfra, man skreg mod dem som mod en Tyv.

    6(De gave sig) til Kløfter i Dalene til at boe udi, til Huler i Jorden og Klipperne.

    7Imellem Buskene skrydede de, de samledes under Nelder,

  • 71%

    3Og de Ypperlige iblandt dem sendte deres Smaae efter Vand; de kom til Gravene, de fandt ikke Vand, de kom tilbage med deres Kar tomme; de ere beskjæmmede og skammede sig og skjulte deres Hoveder.

    4Thi Jorden er sprukken, fordi der haver ikke været Regn paa Jorden; Agermændene ere beskjæmmede, de skjule deres Hoveder.

  • 14De komme som ad et vidt Gab, de vælte sig (ind paa mig) under Ødelæggelse.

  • 30Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og til Høiene: Skjuler os!

  • 4Thi du var den Ringes Styrke, den Fattiges Styrke, da han var i Angest, en Tilflugt for Vandskyl, en Skygge for Heden; thi de Forfærdeliges Aand er som et Vandskyl imod en Væg.

  • 2Og der skal være en Mand som et Skjul imod Veir, (ja som) et Skjul imod Vandskyl, som Vandbække i et tørt Sted, og som en svar Klippes Skygge i et vansmægtende Land.

  • 3(De, som vare) eenlige for Mangel og for Hunger, ja, som flyede til tørre (Steder), til Mørkhed, til øde og ødelagte (Stæder),

  • 18Og sandelig, et Bjerg, som falder, henfalder, og en Klippe flyttes af sit Sted.

  • 19dersom jeg haver seet En omkomme, fordi (han) ikke (havde) Klæder, og (gav) ikke den Fattige et Dække,

  • 69%

    4Den Diendes Tunge hænger ved hans Gane for Tørst; spæde Børn begjære Brød, der er Ingen, som meddeler dem (det).

    5De, som aade de nydelige (Retter), ere ødelagte paa Gaderne, de, som vare opfostrede i Skarlagen, de omfavne Skarnet.

  • 8Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.

  • 19Tørhed, ja Hede borttager Sneevand, (men) Helvede dem, som have syndet.

  • 19Og de skulle komme og nedlade sig allesammen i de øde Dale og i Klippernes Rifter og i alle Tornebuskene og i alle priselige (Steder).

  • 6Og der skal være en Hytte til Skygge om Dagen for Hede, og til en Tilflugt og til et Skjul for Vandskyl og for Regn.

  • 23Thi de ventede paa mig som paa Regn, og de gabede med deres Munde som efter sildig Regn.

  • 18De høie Bjerge ere for Steengjederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.

  • 21til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.

  • 9Du lod Enker fare tomhændede, og de Faderløses Arme maatte knuses.

  • 21Og de lede ingen Tørst, der han ledede dem igjennem Ørkenerne, han lod flyde Vand af en Klippe til dem, og han adskilte en Klippe, og der flød Vand.

  • 19Vore Forfølgere vare lettere end Ørne under Himmelen; de forfulgte os (grummeligen) paa Bjergene, de lurede paa os i Ørken.

  • 3En arm Mand, som dog fortrænger de Ringe, er som en Regn, der nedslaaer (Kornet), saa (der bliver) ingen Spise (igjen).

  • 14Mon man skulde forlade Libanons Snee for en Klippe paa Marken? eller (mon) flydende (Vande) skulde overgives for fremmede kolde Vande?

  • 67%

    17Sædekornene ere raadnede under deres Jordklimper, Forraadshusene ere ødelagte, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er fortørret.

    18Hvor sukker Qvæget! Øxnenes Hjorde ere forvildede, thi de have ingen Føde, (ja) Faarehjordene ere ogsaa ødelagte.

  • 67%

    37de bleve stenede, gjennemsaugede, fristede, henrettede med Sværd, gik omkring i Faare- og Gjedeskind, lidende Mangel, betrængte, mishandlede,

    38— Verden var dem ikke værd — omvankende i Ørkener og paa Bjerge og i Jordens Huler og Kløfter.

  • 8See, jeg vilde begive mig langt bort (og) flytte bort, jeg vilde blive Natten over i Ørken. Sela.

  • 16I Mørket bryder han ind i Husene, som de have betegnet for sig om Dagen; de kjende ikke Lyset.

  • 4Der udbryder en Bæk hos dem, som der boe, at man ikke tænker at gaae (der); (Vandene) tage af, (at de) ikke (ere længer) hos Menneskene, (og) fare hid og did.

  • 9Han lægger sin Haand paa den haarde Steen, han omkaster Bjergene fra Roden af.

  • 17Disse ere vandløse Kilder, Skyer, som drives af Hvirvelvind, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.

  • 7Du gav ikke den Trætte Vand at drikke, og negtede en Hungrig Brød.

  • 6De ihjelslaae Enken og den Fremmede, og myrde de Faderløse.

  • 15Han adskilte Klipperne i Ørken, og gav dem at drikke som af store Afgrunde.

  • 27at det mætter de øde og ødelagte (Stæder), og gjør, at Græsset opvoxer og udkommer.

  • 10Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.