Salmenes bok 104:9

Original Norsk Bibel 1866

Du satte Grændse (for dem), derover skulle de ikke gaae, de skulle ikke igjen skjule Jorden.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • 1 Mos 9:11-15 : 11 Og jeg opretter min Pagt med eder, at herefter skal ikke alt Kjød ødelægges af Flodens Vand, og der skal ikke komme Flod herefter, at fordærve Jorden. 12 Og Gud sagde: Dette er et Tegn paa den Pagt, som jeg gjør imellem mig og imellem eder, og imellem al levende Sjæl, som er hos eder, til evig Tid. 13 Jeg haver sat min Bue i Skyen, og den skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem Jorden. 14 Og det skal skee, naar jeg fører Skyen over Jorden, da skal Buen sees i Skyen. 15 Og jeg vil komme min Pagt ihu, som er imellem mig og imellem eder, og imellem alle levende Sjæle af alt Kjød, at ikke mere skal være Vand til en Flod, at fordærve alt Kjød.
  • Job 26:10 : 10 Han haver cirklet med (en vis) Skik oven over Vandet, indtil Lys med Mørke skal faae Ende.
  • Job 38:10-11 : 10 der jeg gjennembrød for det ved min Skik, og satte Stang og Døre (derfor), 11 og jeg sagde: Hid til skal du komme og ikke (gaae) længere, og her skal den sætte sig imod dine høie Bølger?
  • Jer 5:22 : 22 Ville I ikke frygte mig, siger Herren, og ikke bæve for mit Ansigt? jeg, som haver sat Sand til Havets Grændse med en evig Skik, at det kan ikke gaae over det; og (om) dets Bølger end bevæge sig, skulle de ikke formaae (noget), og (om) de (end deri) vilde bruse, skulle de dog ikke gaae over det.
  • Sal 33:7 : 7 Han er den, som holder Vandet tilsammen i Havet som en Dynge, han sætter Afgrundene til (at være) Forraadskammere.
  • Jes 54:9 : 9 Thi dette (skal være) mig (som) Noe Vande, om hvilke jeg svoer, at Noe Vande skulde ikke ydermere gaae over Jorden; saa haver jeg (og) svoret, at jeg ikke (mere) vil være vred paa dig eller skjælde paa dig.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 83%

    5 Han grundfæstede Jorden paa sine Grundvolde, at den ikke skal ryste evindelig og altid.

    6 Du skjulte den med Afgrunden som med et Klæde; Vandene stode over Bjergene.

    7 De flyede for din Trudsel, de fore hasteligen bort for din Tordens Røst.

    8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.

  • 78%

    28 der han befæstede (de øverste) Skyer oventil, der han befæstede Afgrundens Kilder,

    29 der han satte Havet sit beskikkede (Maal), og at Vandene skulde ikke gaae over hans Befaling, der han beskikkede Jordens Grundvolde,

  • 77%

    8 Han binder Vandet tilsammen i sine Skyer, dog brister Skyen ikke under dem.

    9 Han holder fast for (sin) Throne, han udbreder sin Sky over den.

    10 Han haver cirklet med (en vis) Skik oven over Vandet, indtil Lys med Mørke skal faae Ende.

  • 10 Du lader Kilder opvælde i Dalene, at de gaae imellem Bjergene.

  • 76%

    10 der jeg gjennembrød for det ved min Skik, og satte Stang og Døre (derfor),

    11 og jeg sagde: Hid til skal du komme og ikke (gaae) længere, og her skal den sætte sig imod dine høie Bølger?

    12 Haver du i dine Dage budet Morgenen? haver du viist Morgenrøden sit Sted?

    13 indtil den faaer taget fat paa Jordens Vinger, at de Ugudelige udrystes af den,

  • 15 See, han opholder Vandet, og det borttørres, og han udlader det, og det omvælter Landet.

  • 13 Han vander Bjergene af sine høie Sale; Landet mættes af dine Gjerningers Frugt.

  • 17 Du, du satte alle Jordens Grendser; Sommer og Vinter, dem dannede du.

  • 15 Du adskilte Kilde og Bæk, du, du tørrede stærke Floder.

  • 72%

    29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de, samler du deres Aand fra dem, da opgive de Aanden, og de komme til deres Støv igjen.

    30 Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.

  • 11 Du, du haver sønderstødt Rahab som En, der er ihjelslagen; du bortspredte dine Fjender med din stærke Arm.

  • 6 Og han haver befæstet dem altid, evindeligen; han gav (dem) en Skik, og den skal ikke forandres.

  • 12 Og han vender Leilighederne efter sine Raad til deres Gjerning, til alt det, som han byder dem paa Jordens Kreds;

  • 5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal (sat) hos dig, haver du sat hans beskikkede (Tid), som han ikke kan overgaae,

  • 10 Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.

  • 11 eller Mørket, (saa) du kan ikke see, og Vandets Mangfoldighed bedækker dig.

  • 9 De sætte deres Mund imod Himlene, og deres Tunge farer frem paa Jorden.

  • 11 Han binder for Floderne, at ikke en Draabe (kommer derud), og udfører de skjulte Ting deraf til Lyset.

  • 9 Maalet paa den er længere end Jorden, og Bredden (bredere) end Havet.

  • 34 Kan du opløfte din Røst til den tykke (Sky), at Vands Mangfoldighed maa skjule dig?

  • 71%

    8 som stiller Havets Brusen, (ja) Bølgernes Brusen derudi og Folkets Bulder.

    9 Og de, som boe ved Enderne, frygte for dine Tegn; du gjør, at de, som udgaae Morgen og Aften, synge (med Fryd).

  • 4 (Der er) ingen Tale og ei Ord, (med hvilke) deres Røst jo er hørt.

  • 9 Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du, stormægtig, o Herre? og din Sandhed er trindt omkring dig.

  • 14 Og (hvi) skulde du gjøre Menneskene som Fiske i Havet, som Orme, der have ingen Regenter?

  • Job 9:7-8
    2 vers
    70%

    7 han, som taler til Solen, og den gaaer ikke op, og besegler for Stjernerne,

    8 som alene udbreder Himmelen og træder paa Havets Bølger,

  • 16 Er du kommen til Havets Dybheder, og haver du vandret der, hvor man randsager (efter) Afgrunden?

  • 8 Faar og Øxne, dem allesammen, ja ogsaa Dyr paa Marken,

  • 11 Og du adskilte Havet for deres Ansigt, at de gik midt igjennem Havet paa det Tørre, og du kastede deres Forfølgere i Dybene, ligesom Steen i mægtige Vande.

  • 4 Der udbryder en Bæk hos dem, som der boe, at man ikke tænker at gaae (der); (Vandene) tage af, (at de) ikke (ere længer) hos Menneskene, (og) fare hid og did.

  • 10 Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande.

  • 2 Og Kilderne i Afgrunden stoppedes, og Himmelens Sluser, og Regnen af Himmelen opholdtes.

  • 9 Han lægger sin Haand paa den haarde Steen, han omkaster Bjergene fra Roden af.

  • 22 Ville I ikke frygte mig, siger Herren, og ikke bæve for mit Ansigt? jeg, som haver sat Sand til Havets Grændse med en evig Skik, at det kan ikke gaae over det; og (om) dets Bølger end bevæge sig, skulle de ikke formaae (noget), og (om) de (end deri) vilde bruse, skulle de dog ikke gaae over det.

  • 18 Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges.

  • 19 Vandet hensmuler Stenene, og (en Strøm) bortskyller det, som voxer af sig selv deraf, af Jordens Støv; saaledes fordærver du et Menneskes Forventelse.

  • 19 Og Vandet fik Overhaand saare meget over Jorden; og alle høie Bjerge bleve skjulte, som vare under den ganske Himmel.

  • 33 Han gjorde Floder til en Ørk, og Vandløb til et tørstigt (Sted),