Salmenes bok 89:9
Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du, stormægtig, o Herre? og din Sandhed er trindt omkring dig.
Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du, stormægtig, o Herre? og din Sandhed er trindt omkring dig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 Forfærdelige Ting skal du, vor Saligheds Gud! svare os i Retfærdighed, (du, som er) alle Jordens Enders Tillid, og deres, som ere langt borte ved Havet,
7 den, som gjør Bjergene faste med sin Kraft, som er omgjordet med Magt,
29 Han lod Stormen blive stille, og deres Bølger lagde sig.
30 Da bleve de glade, at de vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begjæring —
3 Herre! Strømme opløfte, Strømme opløfte deres Lyd, Strømme opløfte deres sammenstødende (Bølger).
4 (Dog er) Herren mægtigere i det Høie end mange Vandes Lyd, (ja) end de mægtige Bølger i Havet.
10 Du hersker over det hovmodige Hav; naar dets Bølger opløftes, da kan du, ja du komme dem til at høre op.
11 Du, du haver sønderstødt Rahab som En, der er ihjelslagen; du bortspredte dine Fjender med din stærke Arm.
24 — de, de saae Herrens Gjerninger, og hans underlige Gjerninger i det Dybe.
25 Der han talede, da lod han et Stormveir reise sig, og det opløftede dets Bølger.
8 Gud er skrækkelig i de Helliges store hemmelige Raad, og forfærdelig over Alle, som ere trindt omkring ham.
11 og jeg sagde: Hid til skal du komme og ikke (gaae) længere, og her skal den sætte sig imod dine høie Bølger?
8 som alene udbreder Himmelen og træder paa Havets Bølger,
13 Du, du adskilte Havet med din Styrke, du sønderbrød Dragers Hoveder i Vandene.
10 Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande.
12 Ved sin Kraft skiller han Havet ad, med sin Forstand bryder han (dets) Hovmodighed.
7 Og du nedstødte dine Modstandere i din store Høihed; du udsendte din Vrede, den fortærede dem som Straa.
8 Og ved din Vredes Veir forsamledes Vandene, Floderne stode som en Dynge, Dybene sammendroges midt i Havet.
15 Du adskilte Kilde og Bæk, du, du tørrede stærke Floder.
10 Er du ikke den, som udtørrede Havet, den store Afgrunds Vande? den, som gjorde Havets Dybheder til en Vei, at de Igjenløste gik igjennem?
11 Og du adskilte Havet for deres Ansigt, at de gik midt igjennem Havet paa det Tørre, og du kastede deres Forfølgere i Dybene, ligesom Steen i mægtige Vande.
15 Thi jeg er Herren din Gud, som adskiller Havet, at dets Bølger bruse; Herre Zebaoth er hans Navn.
14 Og (hvi) skulde du gjøre Menneskene som Fiske i Havet, som Orme, der have ingen Regenter?
22 Ville I ikke frygte mig, siger Herren, og ikke bæve for mit Ansigt? jeg, som haver sat Sand til Havets Grændse med en evig Skik, at det kan ikke gaae over det; og (om) dets Bølger end bevæge sig, skulle de ikke formaae (noget), og (om) de (end deri) vilde bruse, skulle de dog ikke gaae over det.
39 Og han stod op, og truede Veiret og sagde til Søen: Ti! vær stille! og Veiret stilledes, og det blev ganske blikstille.
15 Du traadte med dine Heste i Havet, (ja) i mange Vandes Hob.
19 Din Tordens Lyd var i (Luftens) Kreds, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skjælvede.
16 Saa sagde Herren, som gjorde Vei i Havet, og Sti i stærke Vande,
7 Bævelse betog dem der, Angest som en (Qvindes), der føder.
3 Herrens Røst er over Vandet, Ærens Gud tordner; Herren er over de store Vande.
8 Du, du er forfærdelig, og hvo kan, staae for dit Ansigt, saasnart som du bliver vred?
1 Herren regjerer, han haver iført sig Høihed; Herren, han haver iført sig, han haver ombundet sig med Styrke, ja, Jorderige er befæstet, at det ikke skal ryste.
11 Fremdeles sagde de til ham: Hvad skulle vi gjøre dig, at Havet kan stilles for os? thi Havet foer frem og stormede.
7 Havet skal bruse og dets Fylde, Jorderige og de, som boe derpaa.
13 Du, du skabte Norden og Sønden; Thabor og Hermon skulle fryde sig i dit Navn.
29 der han satte Havet sit beskikkede (Maal), og at Vandene skulde ikke gaae over hans Befaling, der han beskikkede Jordens Grundvolde,
7 Han er den, som holder Vandet tilsammen i Havet som en Dynge, han sætter Afgrundene til (at være) Forraadskammere.
16 Da saaes Havets Strømme, Verdens Grundvolde aabenbaredes ved Herrens Trudsel, formedelst hans Næses Aands Aande.
7 Du lagde mig i en Hule i de nederste Stæder, i mørke, i dybe Stæder.
16 Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.
26 Og han sagde til dem: Hvi ere I frygtagtige, I lidet troende? Da stod han op og truede Vindene og Søen, og det blev ganske blikstille.
3 Derfor ville vi ikke frygte, naar Jorden end forandredes, og Bjergene bevægedes midt i Havet;
6 Du skjulte den med Afgrunden som med et Klæde; Vandene stode over Bjergene.
9 Du satte Grændse (for dem), derover skulle de ikke gaae, de skulle ikke igjen skjule Jorden.
15 Og de optoge Jonas og kastede ham i Havet; da stod Havet stille fra sin heftige Brusen.
10 som kommer Krigene til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, brænder Vognene med Ilden.
18 Gid du vilde agte paa mine Bud! da skulde din Fred være som Floden, og din Retfærdighed som Havets Bølger.
10 Herren haver siddet for (at lade) Floden (komme), ja, Herren sidder, en Konge evindeligen.
25 Men min Sandhed og min Miskundhed skulle være med ham, og hans Horn skal ophøies i mit Navn.