Salmene 77:19
Din Tordens Lyd var i (Luftens) Kreds, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skjælvede.
Din Tordens Lyd var i (Luftens) Kreds, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skjælvede.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16 Saa sagde Herren, som gjorde Vei i Havet, og Sti i stærke Vande,
15 Du traadte med dine Heste i Havet, (ja) i mange Vandes Hob.
16 Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.
17 Vandene saae dig, Gud! Vandene saae dig, de vare bange, ja, Afgrundene bevægedes.
18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
20 Din Vei var i Havet, og din Sti i store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kjendte.
11 Og du adskilte Havet for deres Ansigt, at de gik midt igjennem Havet paa det Tørre, og du kastede deres Forfølgere i Dybene, ligesom Steen i mægtige Vande.
10 Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande.
11 Hvo er som du iblandt Guderne, Herre? hvo er som du herlig beviist i Hellighed, forfærdelig at berømme, som gjør underlige Ting?
12 Du udrakte din høire Haand, Jorden opslugte dem.
13 Du haver ført dette Folk, som du haver forløst, ved din Miskundhed; du ledsagede (dem) med din Styrke til din Helligheds Bolig.
8 Og ved din Vredes Veir forsamledes Vandene, Floderne stode som en Dynge, Dybene sammendroges midt i Havet.
10 Er du ikke den, som udtørrede Havet, den store Afgrunds Vande? den, som gjorde Havets Dybheder til en Vei, at de Igjenløste gik igjennem?
13 den, som førte dem igjennem Afgrundene, som en Hest igjennem Ørken, (at) de ikke skulde støde sig?
6 Han haver omvendt Havet til det Tørre, de ere gangne tilfods over Floden; der have vi glædet os i ham.
16 Er du kommen til Havets Dybheder, og haver du vandret der, hvor man randsager (efter) Afgrunden?
53 Og han ledede dem tryggeligen, at de ikke frygtede, men Havet skjulte deres Fjender.
5 Hold mine Gange paa dine Veie, at mine Trin ikke skulle rokkes.
37 Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke.
36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og din høire Haand understøtter mig, og din Sagtmodighed gjør mig stor.
13 Og jeg vil grunde paa al din Gjerning, og jeg vil tale om dine Idrætter.
9 Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du, stormægtig, o Herre? og din Sandhed er trindt omkring dig.
19 Thi Pharaos Heste droge ind med hans Vogne og hans Ryttere i Havet, og Herren lod Havets Vande komme igjen over dem; men Israels Børn gik paa det Tørre, midt i Havet.
8 som alene udbreder Himmelen og træder paa Havets Bølger,
15 Du adskilte Kilde og Bæk, du, du tørrede stærke Floder.
7 De flyede for din Trudsel, de fore hasteligen bort for din Tordens Røst.
8 Faar og Øxne, dem allesammen, ja ogsaa Dyr paa Marken,
3 Han forfulgte dem, drog igjennem med Fred paa den Sti, som hans Fødder ikke havde gaaet (tilforn).
16 Og opløft du din Kjep, og udræk din Haand over Havet, og skil det ad; og Israels Børn skulle gaae ind midt i Havet paa det Tørre.
15 Og han udskjød sine Pile og adspredte dem, og han lod meget lyne og forfærdede dem.
3 Du omringer min Sti og mit Leie, du kjender grandt alle mine Veie.
11 eller Mørket, (saa) du kan ikke see, og Vandets Mangfoldighed bedækker dig.
10 Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
3 Herrens Røst er over Vandet, Ærens Gud tordner; Herren er over de store Vande.
16 Da saaes Havets Strømme, Verdens Grundvolde aabenbaredes ved Herrens Trudsel, formedelst hans Næses Aands Aande.
29 Men Israels Børn gik paa det Tørre midt i Havet, og Vandet var dem en Muur paa deres høire og paa deres venstre Side.
2 Naar du gaaer igjennem Vandene, (da vil) jeg (være) hos dig, og igjennem Floderne, (da) skulle de ikke overskylle dig; naar du gaaer igjennem Ilden, skal du ikke brændes, og Luen ikke fortære dig.
25 Hvo uddeelte Render til Vandskyl, og Vei til Lynet, (som gaaer foran) Torden?
7 Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
11 og jeg sagde: Hid til skal du komme og ikke (gaae) længere, og her skal den sætte sig imod dine høie Bølger?
5 Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Steen.
13 Han adskilte Havet og lod dem gaae igjennem, og stillede Vandet som en Dynge.
24 En Mands Gange (komme) fra Herren, og hvorledes kan et Menneske forstaae sin Vei?
9 Og han truede det røde Hav, og det blev tørt, og lod dem gaae igjennem Afgrundene som en Ørk.
4 (Dog er) Herren mægtigere i det Høie end mange Vandes Lyd, (ja) end de mægtige Bølger i Havet.
15 Thi jeg er Herren din Gud, som adskiller Havet, at dets Bølger bruse; Herre Zebaoth er hans Navn.
22 Og Israels Børn gik ind midt i Havet paa det Tørre; og Vandet var dem en Muur paa deres høire og paa deres venstre Side.
19 Og du, du forlod dem ikke i Ørken efter dine mange Barmhjertigheder; den Skystøtte veg ikke fra dem om Dagen at lede dem paa Veien, eller Ildstøtten om Natten at lyse for dem paa Veien, som de skulde gaae paa.
3 Og de hørte det ikke fra gammel (Tid), de fornam det ikke med Øret; intet Øie haver seet det, uden du, O Gud! det, han skal gjøre ved den, som bier efter ham.