2 Samuelsbok 22:16
Da saaes Havets Strømme, Verdens Grundvolde aabenbaredes ved Herrens Trudsel, formedelst hans Næses Aands Aande.
Da saaes Havets Strømme, Verdens Grundvolde aabenbaredes ved Herrens Trudsel, formedelst hans Næses Aands Aande.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14Og Herren tordnede i Himmelen, og den Høieste udgav sin Røst; der var Hagel og gloende Kul.
15Og han udskjød sine Pile og adspredte dem, og han lod meget lyne og forfærdede dem.
16Da saaes Vandets Strømme, og Verdens Grundvolde aabenbaredes, Herre! ved din Trudsel, formedelst din Næses Aands Aande.
7Og du nedstødte dine Modstandere i din store Høihed; du udsendte din Vrede, den fortærede dem som Straa.
8Og ved din Vredes Veir forsamledes Vandene, Floderne stode som en Dynge, Dybene sammendroges midt i Havet.
11Himmelens Piller skjælve og forfærdes for hans Trudsel.
12Ved sin Kraft skiller han Havet ad, med sin Forstand bryder han (dets) Hovmodighed.
16naar han udgiver Røsten, (er der) et Bulder af Vande i Himmelen, og han drager Damp op fra Jordens Ende; han gjør Lynet (tillige) med Regnen, og udfører Veiret af sine Liggendefæ.
10Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande.
14Herren tordnede af Himmelen, og den Høieste udgav sin Røst.
15Og han udskjød Pile og adspredte dem, Lyn, og forfærdede dem.
24— de, de saae Herrens Gjerninger, og hans underlige Gjerninger i det Dybe.
25Der han talede, da lod han et Stormveir reise sig, og det opløftede dets Bølger.
7Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
8Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
4Han truer Havet og fortørrer det, og gjør alle Strømmene tørre; vansmægtet er Basan og Carmel, og Libanons Blomst er vansmægtet.
5Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
8Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
9Der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham.
13Naar han udgiver Røsten, er Vandenes Mangfoldighed i Himmelen, og han kan opdrage Damp fra Jordens Ende; han gjorde Lynet (tilligemed) Regnen, og udførte Veir af sine Liggendefæ.
6Himlene ere gjorte ved Herrens Ord, og al deres Hær ved hans Munds Aand.
7Han er den, som holder Vandet tilsammen i Havet som en Dynge, han sætter Afgrundene til (at være) Forraadskammere.
17Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.
16Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.
17Vandene saae dig, Gud! Vandene saae dig, de vare bange, ja, Afgrundene bevægedes.
18De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
19Din Tordens Lyd var i (Luftens) Kreds, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skjælvede.
6Du skjulte den med Afgrunden som med et Klæde; Vandene stode over Bjergene.
7De flyede for din Trudsel, de fore hasteligen bort for din Tordens Røst.
28der han befæstede (de øverste) Skyer oventil, der han befæstede Afgrundens Kilder,
29der han satte Havet sit beskikkede (Maal), og at Vandene skulde ikke gaae over hans Befaling, der han beskikkede Jordens Grundvolde,
16Er du kommen til Havets Dybheder, og haver du vandret der, hvor man randsager (efter) Afgrunden?
15Du adskilte Kilde og Bæk, du, du tørrede stærke Floder.
7Han gjør, at Damp opstiger fra Jordens Ende, han gjør Lynet til Regnen, han udfører Veiret af sine Forraadskammere,
30See, han udbreder sit Lys over dem og skjuler Havets Rødder.
16Saa sagde Herren, som gjorde Vei i Havet, og Sti i stærke Vande,
18Han sender sit Ord og smelter dem, han lader sit Veir blæse, saa flyde Vandene hen.
10Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
15See, han opholder Vandet, og det borttørres, og han udlader det, og det omvælter Landet.
8Ild og Hagel, Snee og Damp, du Stormveir, som udretter hans Ord!
3Herrens Røst er over Vandet, Ærens Gud tordner; Herren er over de store Vande.
10Gud giver Frost ved sin Aande, saa at det brede Vand bliver snevert.
8Og (hvo) bedækkede Havet med Døre, der det udbrast og vilde udgaae (som) af (Moders) Liv?
13Du, du adskilte Havet med din Styrke, du sønderbrød Dragers Hoveder i Vandene.
9De skulle omkomme for Guds Aande, og fortæres af hans Vredes Aand.
4(Dog er) Herren mægtigere i det Høie end mange Vandes Lyd, (ja) end de mægtige Bølger i Havet.
7Havet skal bruse og dets Fylde, Jorderige og de, som boe derpaa.
28Og hans Aand er som en Bæk, der løber over, som rækker indtil Halsen, at sigte Hedningerne i Forfængeligheds Sold, og (som) et Bidsel, der fører vild, i Folkenes Kjæfter.
8som alene udbreder Himmelen og træder paa Havets Bølger,