Jesaja 63:13
den, som førte dem igjennem Afgrundene, som en Hest igjennem Ørken, (at) de ikke skulde støde sig?
den, som førte dem igjennem Afgrundene, som en Hest igjennem Ørken, (at) de ikke skulde støde sig?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14Ligesom Qvæget, der gaaer ned i Dalen, haver Herrens Aand ladet dem hvile; saaledes førte du dit Folk, for at gjøre dig et herligt Navn.
11Og han tænkte paa de gamle Dage, paa Mose, paa sit Folk; hvor er den, som opførte dem af Havet med sine Faars Hyrde? hvor er den, som gav sin Hellig-Aand midt iblandt dem?
12den, som førte dem ved Mose høire Haand, med sin herlige Arm, som adskilte Vand for deres Ansigt, til at gjøre sig et evigt Navn?
52Og han lod sit Folk uddrage som Faar, og førte dem i Ørken som en Hjord.
53Og han ledede dem tryggeligen, at de ikke frygtede, men Havet skjulte deres Fjender.
15Du traadte med dine Heste i Havet, (ja) i mange Vandes Hob.
9Og han truede det røde Hav, og det blev tørt, og lod dem gaae igjennem Afgrundene som en Ørk.
11Og du adskilte Havet for deres Ansigt, at de gik midt igjennem Havet paa det Tørre, og du kastede deres Forfølgere i Dybene, ligesom Steen i mægtige Vande.
12Og du ledede dem om Dagen ved en Skystøtte, og om Natten ved en Ildstøtte til at lyse for dem paa Veien, som de skulde gaae paa.
21Og Mose udrakte sin Haand over Havet, og Herren lod Havet bortfare ved et stærkt Østenveir den ganske Nat, og gjorde Havet som det Tørre, og Vandene skiltes ad.
22Og Israels Børn gik ind midt i Havet paa det Tørre; og Vandet var dem en Muur paa deres høire og paa deres venstre Side.
23Og Ægypterne forfulgte og droge efter dem, (nemlig) alle Pharaos Heste, hans Vogne og hans Ryttere, til midt i Havet.
19Thi Pharaos Heste droge ind med hans Vogne og hans Ryttere i Havet, og Herren lod Havets Vande komme igjen over dem; men Israels Børn gik paa det Tørre, midt i Havet.
13Han adskilte Havet og lod dem gaae igjennem, og stillede Vandet som en Dynge.
14Og han ledede dem om Dagen ved en Sky, og den ganske Nat ved Ildens Lys.
15Han adskilte Klipperne i Ørken, og gav dem at drikke som af store Afgrunde.
19Din Tordens Lyd var i (Luftens) Kreds, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skjælvede.
20Din Vei var i Havet, og din Sti i store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kjendte.
16Saa sagde Herren, som gjorde Vei i Havet, og Sti i stærke Vande,
6Og de sagde ikke: Hvor er Herren, han, som førte os op af Ægypti Land, han, som ledede os i Ørken, i et Land, som var øde og (fuldt af) Grave, i et tørt og Dødens Skygges Land, i et Land, som Ingen haver (tilforn) vandret igjennem, og hvor intet Menneske boer?
12Du udrakte din høire Haand, Jorden opslugte dem.
13Du haver ført dette Folk, som du haver forløst, ved din Miskundhed; du ledsagede (dem) med din Styrke til din Helligheds Bolig.
17Og det skede, der Pharao lod Folket fare, da førte Gud dem ikke paa de Philisters Landevei, enddog den var nær; thi Gud sagde: Maaskee det kunde fortryde Folket, naar de see Striden, og de kunde vende tilbage til Ægypten.
18Og Gud førte Folket omkring paa Ørkens Vei mod det røde Hav; og Israels Børn droge bevæbnede af Ægypti Land
7Og han førte dem paa en ret Vei, at de gik til en Stad, som de kunde boe udi —
21Og de lede ingen Tørst, der han ledede dem igjennem Ørkenerne, han lod flyde Vand af en Klippe til dem, og han adskilte en Klippe, og der flød Vand.
10Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande.
15— han, som ledte dig igjennem den store og forfærdelige Ørk, (hvor der vare) brændende Slanger og Skorpioner og Tørhed, hvor der var ikke Vand, han, som lod Vand udflyde til dig af en haard Steenklippe,
5Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Steen.
26Da sagde Herren til Mose: Udræk din Haand over Havet, og Vandene skulle falde tilbage over Ægypterne, over deres Vogne og over deres Ryttere.
12Du lod et Menneske fare over vort Hoved; vi ere komne i Ilden og Vandet, men du udførte os til at vederqvæges.
16Og opløft du din Kjep, og udræk din Haand over Havet, og skil det ad; og Israels Børn skulle gaae ind midt i Havet paa det Tørre.
29Formedelst Tro gik de igjennem det røde Hav, som igjennem tørt Land; men da Ægypterne forsøgte det samme, druknede de.
6Han haver omvendt Havet til det Tørre, de ere gangne tilfods over Floden; der have vi glædet os i ham.
1Da sang Mose og Israels Børn denne Sang for Herren, og sagde: Jeg vil synge for Herren, thi han er høit ophøiet; Hesten og den, som red derpaa, haver han nedstyrtet i Havet.
10De skulle hverken hungre eller tørste, og ingen Hede eller Sol skal stikke dem; thi deres Forbarmer skal føre dem og lede dem til Vandkilder.
29Men Israels Børn gik paa det Tørre midt i Havet, og Vandet var dem en Muur paa deres høire og paa deres venstre Side.
3Han forfulgte dem, drog igjennem med Fred paa den Sti, som hans Fødder ikke havde gaaet (tilforn).
4og hvad han gjorde paa Ægypternes Hær, paa deres Heste og paa deres Vogne, der han lod Vandet i det røde Hav flyde over dem, der de forfulgte eder, og Herren lod dem omkomme indtil denne Dag,
5og hvad han haver gjort ved eder i Ørken, indtil I ere komne til dette Sted,
15Og du gav dem Brød af Himmelen til deres Hunger, og udførte dem Vand af en Klippe til deres Tørst, og du sagde til dem, at de skulde gaae ind at indtage Landet til Eiendom, over hvilket du opløftede din Haand til at give dem det.
16han, som førte sit Folk igjennem Ørken, thi hans Miskundhed er evindelig;
6Ja, jeg udførte eders Fædre af Ægypten, og I kom til Havet; og de Ægypter forfulgte eders Fædre med Vogne og med Ryttere til det røde Hav.
21Og Herren gik for dem, om Dagen i en Skystøtte, at lede dem paa Veien, og om Natten i en Ildstøtte, at lyse for dem, at de kunde vandre Dag og Nat.
19Og du, du forlod dem ikke i Ørken efter dine mange Barmhjertigheder; den Skystøtte veg ikke fra dem om Dagen at lede dem paa Veien, eller Ildstøtten om Natten at lyse for dem paa Veien, som de skulde gaae paa.
9Saa forfulgte Ægypterne dem og naaede dem, da de havde leiret sig ved Havet, alle Pharaos Vognheste og hans Ryttere og hans Hær, ved Pi-Hachiroth, tvært over for Baal-Zephon.
8Mon Herrens (Vrede) var optændt imod Floderne? mon din Vrede var imod Floderne? mon din Grumhed var imod Havet? der du foer paa dine Heste, dine Vogne vare til Frelse.
12Herren alene ledede ham, og der var ingen fremmed Gud med ham.
3Thi Pharao skal sige om Israels Børn: De ere forvildede i Landet, Ørken haver indesluttet dem.
33som gik for eders Ansigt paa Veien, at opsøge for eder Stedet, hvor I skulde leire eder, i en Ild om Natten, at vise eder Veien, som I skulde gaae paa, og i en Sky om Dagen.