Salmenes bok 46:3
Derfor ville vi ikke frygte, naar Jorden end forandredes, og Bjergene bevægedes midt i Havet;
Derfor ville vi ikke frygte, naar Jorden end forandredes, og Bjergene bevægedes midt i Havet;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.
2 Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, som er befunden (at være) saare (stor).
4 om end Vandene deri bruse og oprøres, (og) Bjergene bæve af dets stolte (Bølger). Sela.
5 Flodens Bække skulle glæde Guds Stad, (ja) det hellige (Sted) iblandt den Høiestes Boliger.
6 Gud er midt deri, den skal ikke bevæges; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder.
7 Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes.
10 Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
3 Herre! Strømme opløfte, Strømme opløfte deres Lyd, Strømme opløfte deres sammenstødende (Bølger).
4 (Dog er) Herren mægtigere i det Høie end mange Vandes Lyd, (ja) end de mægtige Bølger i Havet.
16 Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.
3 Herrens Røst er over Vandet, Ærens Gud tordner; Herren er over de store Vande.
6 Forfærdelige Ting skal du, vor Saligheds Gud! svare os i Retfærdighed, (du, som er) alle Jordens Enders Tillid, og deres, som ere langt borte ved Havet,
7 den, som gjør Bjergene faste med sin Kraft, som er omgjordet med Magt,
7 Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
7 Havet skal bruse og dets Fylde, Jorderige og de, som boe derpaa.
8 Floderne skulle klappe med Haand, Bjergene skulle synge med Fryd tillige,
5 Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
3 Havet saae og flyede, Jordanen løb tilbage.
4 Bjergene sprang som Vædere, Høiene som unge Lam.
5 Hvad (skadede) dig, du Hav, at du flyede, du Jordan, at du løb tilbage?
6 I Bjerge, at I sprang som Vædere, I Høie, som unge Lam?
7 Bæv, (du) Jord, for Herrens Ansigt, for Jakobs Guds Ansigt, 8. han, som forvandlede Klippen til en Vandsø, den haarde Steen til en Vandkilde.
32 Havet skal bruse og dets Fylde, Marken skal frydes og alt det, som er derpaa.
3 Naar jeg faaer det bestemte (Embede), da vil jeg, jeg dømme med al Oprigtighed.
26 De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl smeltedes ved Ulykke.
24 Jeg saae Bjergene, og see, de bævede, og alle Høiene skjælvede.
10 som kommer Krigene til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, brænder Vognene med Ilden.
11 Lader af og vider, at jeg er Gud; jeg vil ophøies iblandt Hedningerne, jeg vil ophøies i Landet.
6 Han haver omvendt Havet til det Tørre, de ere gangne tilfods over Floden; der have vi glædet os i ham.
30 Al Jorden bæve for hans Ansigt, og (Jordens) Kreds skal befæstes, at den ikke ryster.
21 til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
12 Vee de store Folks Mangfoldighed, som bruse, ligesom Havet bruser! og (vee) de Folks Bulder, som buldre, som mægtige Vande buldre!
4 Og Bjergene skulle smelte under ham, og Dalene revne som Vox for Ilden, som Vand, der flyder nedad.
16 Slaaer eder tilhobe og kommer, alle Hedninger trindt omkring, og samler eder! Herre, lad dine Vældige komme did ned!
11 Himlene skulle glædes, og Jorden fryde sig, Havet skal bruse og dets Fylde.
4 da havde Vandene løbet over os, en Bæk havde gaaet over vor Sjæl;
5 da havde de stolte Vande gaaet over vor Sjæl.
1 Ogsaa for dette maa mit Hjerte forskrækkes og springe af sit Sted.
5 Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
3 Og de hørte det ikke fra gammel (Tid), de fornam det ikke med Øret; intet Øie haver seet det, uden du, O Gud! det, han skal gjøre ved den, som bier efter ham.
6 han, som bevæger Jorden af dens Sted, at dens Piller maae bæve,
8 Gud! der du drog ud frem for dit Folk, der du gik frem i de øde (Stæder), Sela —
2 Thi han, han grundfæstede den paa Havene, og beredte den paa Floderne.
18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
5 Bjergene smelte som Vox for Herrens Ansigt, for den ganske Jords Herres Ansigt.
9 Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du, stormægtig, o Herre? og din Sandhed er trindt omkring dig.
20 Og Fiskene i Havet skulle bæve for mit Ansigt, og Fuglene under Himmelen, og de (vilde) Dyr paa Marken, og alt det Krybende, det, som kryber paa Jorden, og hvert Menneske, som er paa Jorden; og Bjergene skulle nedkastes, og Taarnene falde, og hver Muur skal falde til Jorden.
8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
6 Du skjulte den med Afgrunden som med et Klæde; Vandene stode over Bjergene.