Salmenes bok 46:4
om end Vandene deri bruse og oprøres, (og) Bjergene bæve af dets stolte (Bølger). Sela.
om end Vandene deri bruse og oprøres, (og) Bjergene bæve af dets stolte (Bølger). Sela.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.
2Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, som er befunden (at være) saare (stor).
3Derfor ville vi ikke frygte, naar Jorden end forandredes, og Bjergene bevægedes midt i Havet;
5Flodens Bække skulle glæde Guds Stad, (ja) det hellige (Sted) iblandt den Høiestes Boliger.
6Gud er midt deri, den skal ikke bevæges; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder.
7Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes.
1En Psalmesang, for Korahs Børn.
2Herren er stor og saare priselig i vor Guds Stad, paa hans hellige Bjerg.
3Zions Bjerg ligger smukt, er det ganske Lands Glæde, paa de nordre Sider, en stor Konges Stad.
2Herren elsker Zions Porte fremfor alle Jakobs Boliger.
3Der ere herlige Ting sagte i dig, du Guds Stad. Sela.
21Thi Herren skal der være os herlig, (der skal være) et Sted med Floder, med vide og brede Strømme (paa begge Sider); intet Skib, som roes, skal fare deri, og intet ypperligt Skib skal fare derigjennem.
8Gud, hvor dyrebar er din Miskundhed! og Menneskens Børn skulle skjule sig under dine Vingers Skygge.
9De skulle blive drukne af dit Huses Fedme, og du skal give dem at drikke af dine Vellysters Bæk.
11Lader af og vider, at jeg er Gud; jeg vil ophøies iblandt Hedningerne, jeg vil ophøies i Landet.
3Herre! Strømme opløfte, Strømme opløfte deres Lyd, Strømme opløfte deres sammenstødende (Bølger).
4(Dog er) Herren mægtigere i det Høie end mange Vandes Lyd, (ja) end de mægtige Bølger i Havet.
7Hvo er denne, som drager op som Strømmen, hvis Vande bevæge sig som Floderne?
4og at jeg maa indgaae til Guds Alter, til min Fryds (og) Glædes Gud, og takke dig paa Harpe, o Gud, min Gud!
10Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
1Og han viste mig Livsens Vands rene Flod, skinnende som Krystal, som udvælder fra Guds og Lammets Throne.
8Ved Østenveir skal du sønderbryde Tharsis-Skibe.
2Gud er kjendt i Juda, hans Navn er stort i Israel.
7Thi Herren din Gud fører dig i et godt Land, et Land, hvorudi Vandbække, Kilder og dybe (Vande) ere, som udgaae udi Dalene og hos Bjergene,
3Herrens Røst er over Vandet, Ærens Gud tordner; Herren er over de store Vande.
2Thi han, han grundfæstede den paa Havene, og beredte den paa Floderne.
1Paa den samme Dag skal denne Sang synges i Judæ Land: Vi have en stærk Stad, han skal sætte Salighed til Mure og Værn.
6Han haver omvendt Havet til det Tørre, de ere gangne tilfods over Floden; der have vi glædet os i ham.
3Og I skulle drage Vand med Glæde af Salighedens Kilder.
1Ved Babylons Floder, der sadde vi, vi græd ogsaa, naar vi kom Zion ihu.
4Misgjerningers Handeler ere blevne mig for stærke; vore Overtrædelser, dem ville du forsone!
24Men lad Ret hidvælte sig som Vandene, og Retfærdighed som en stærk Bæk.
8Floderne skulle klappe med Haand, Bjergene skulle synge med Fryd tillige,
16Guds Bjerg er (som) Basans Bjerg, det Bjerg (fuldt) med Høie er (som) Basans Bjerg.
25Og det skal skee, at paa hvert høit Bjerg og paa hver ophøiet Høi (skulle gaae) Bække (og) Vandstrømme, paa den store Slagtningsdag, naar Taarnene falde.
6Han skal komme sine ypperlige (Mænd) ihu, (dog) de skulle falde, naar de gaae frem; de skulle haste til dens Muur, naar det, som bedækker, er beredt.
10Du lader Kilder opvælde i Dalene, at de gaae imellem Bjergene.
4Vandet gjorde ham stor, og Afgrunden ophøiede ham; den gik med sine Floder trindt omkring hans Plantelse, og udlod sine Vandløb til alle Træer paa Marken.
4Ogsaa Spurven finder et Huus, og Svalen en Rede for sig, hvor den kan lægge sine Unger, ved dine Altere, Herre Zebaoth! min Konge og min Gud!
5Salige ere de, som boe i dit Huus; de skulle endnu love dig. Sela.
18Udstrækker Seglen, thi Høsten er moden; kommer, farer ned, thi Viinpersen er fuld, Persekarrene løbe over; thi deres Ondskab er stor.
16Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.
8Og han sagde til mig: Disse Vande gaae ud til det forreste Galilæa, og flyde ned over den slette Mark, og de gaae i Havet; naar de ere udgangne til Havet, da læges Vandene.
6Ligesom Bække ere de udbredte, som Haverne ved en Flod, som Aloetræer, dem Herren har plantet, som Cedrene ved Vandet.
18Jeg vil aabne Floder paa de høie (Stæder), og Kilder midt i Dalene; jeg vil gjøre Ørken til Vandsø, og det tørre Land til Vandløb.
6Og der skal være en Hytte til Skygge om Dagen for Hede, og til en Tilflugt og til et Skjul for Vandskyl og for Regn.
7Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
11O Gud! ligesom dit Navn er, saa er din Priis indtil Jordens Ender; din høire Haand er fuld af Retfærdighed.
27som siger til Dybheden: Vær tør, og til dine Floder: Jeg vil tørre eder,
10Herren haver siddet for (at lade) Floden (komme), ja, Herren sidder, en Konge evindeligen.