Nahum 1:5
Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6Hvo kan staae for hans Fortørnelse, og hvo kan bestaae for hans grumme Vrede? hans Grumhed er udøst som en Ild, og Klipperne sønderbrydes for ham.
3Ild gaaer foran hans Ansigt og stikker Ild paa hans Fjender trindt omkring.
4Hans Lyn oplyser Jorderige; Jorden seer det og bæver.
5Bjergene smelte som Vox for Herrens Ansigt, for den ganske Jords Herres Ansigt.
3Thi see, Herren skal gaae ud fra sit Sted, og nedfare og træde paa Høiene i Landet.
4Og Bjergene skulle smelte under ham, og Dalene revne som Vox for Ilden, som Vand, der flyder nedad.
7Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
8Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
4Herre, der du uddrog af Seir, der du fremgik af Edoms Mark, da bævede Jorden, Himlene dryppede ogsaa, ogsaa Skyerne dryppede med Vand.
5Bjergene fløde for Herrens Ansigt, (ja) Sinai selv for Herrens, Israels Guds, Ansigt.
32(Naar) han seer til Jorden, da bæver den, (naar) han rører ved Bjergene, da ryge de.
8Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
9Der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham.
3Herren er langmodig og af stor Kraft, og skal ikke holde (den Skyldige) for uskyldig; Herren, —hans Vei er i Hvirvelvind og i Storm, og en Sky er hans Fødders Støv.
4Han truer Havet og fortørrer det, og gjør alle Strømmene tørre; vansmægtet er Basan og Carmel, og Libanons Blomst er vansmægtet.
20Og Fiskene i Havet skulle bæve for mit Ansigt, og Fuglene under Himmelen, og de (vilde) Dyr paa Marken, og alt det Krybende, det, som kryber paa Jorden, og hvert Menneske, som er paa Jorden; og Bjergene skulle nedkastes, og Taarnene falde, og hver Muur skal falde til Jorden.
5Pestilentse gik frem for hans Ansigt, og gloende Gløder udkom fra hans Fødder.
6Han stod og maalte Landet, han saae til og kom Hedningerne til at springe, og evige Bjerge bleve adspredte, de evige Høie bøiede sig; hans Gange ere evige.
21til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
1Ligesom Ild optænder det, der smeltes, (ligesom) Ild kommer Vand til at syde, — for at lade dine Fjender kjende dit Navn, (og) Hedningerne skulle bæve for dit Ansigt.
2Du gjorde (fordum) underlige Ting, hvilke vi ikke forventede; du nedfoer, Bjerge bortfløde for dit Ansigt.
3Og de hørte det ikke fra gammel (Tid), de fornam det ikke med Øret; intet Øie haver seet det, uden du, O Gud! det, han skal gjøre ved den, som bier efter ham.
24Jeg saae Bjergene, og see, de bævede, og alle Høiene skjælvede.
5han, som flytter Bjergene, at de ikke fornemme det, som omkaster dem i sin Vrede,
6han, som bevæger Jorden af dens Sted, at dens Piller maae bæve,
6I Bjerge, at I sprang som Vædere, I Høie, som unge Lam?
7Bæv, (du) Jord, for Herrens Ansigt, for Jakobs Guds Ansigt, 8. han, som forvandlede Klippen til en Vandsø, den haarde Steen til en Vandkilde.
6Gud er midt deri, den skal ikke bevæges; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder.
10Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
30Al Jorden bæve for hans Ansigt, og (Jordens) Kreds skal befæstes, at den ikke ryster.
5Thi den Herre, Herre Zebaoth, naar han rører ved Jorden, da maa den smelte, og alle Indbyggere derudi skulle sørge, og den skal altsammen fare op som en Strøm, og nedsænkes som (af) Ægypti Strøm.
5Herre! bøi dine Himle og far ned, rør ved Bjergene, at de ryge.
22Thi en Ild er optændt i min Vrede, og den skal brænde til det nederste Helvede; og den skal fortære Landet og dets Grøde, og sætte Ild paa Bjergenes Grundvolde.
8Ild og Hagel, Snee og Damp, du Stormveir, som udretter hans Ord!
14Min Gud! sæt dem som et Hjul, som Avner for Veiret.
8Gud! der du drog ud frem for dit Folk, der du gik frem i de øde (Stæder), Sela —
18Og Sinai Bjerg røg ganske for Herrens Ansigt, som foer ned over det i Ilden; og der opgik en Røg af det, som Røg af en Ovn, og alt Bjerget bævede saare.
14Og Himmelen veg bort som et Haandskrift, der sammenrulles, og hvert Bjerg og hver Ø flyttedes fra deres Steder.
18De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
19Og de skulle gaae ind i Klippers Huler og i Støvets Kuler for Herrens Frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
30Og Herren skal lade høre sin majestætiske Røst, og lade see, (at han) nedlader sin Arm i (sin) Vredes Grumhed og med en fortærende Ildslue, med Adspredelse og Vandskyl og Hagelstene.
11Himmelens Piller skjælve og forfærdes for hans Trudsel.
12Han satte Mørkhed til sit Skjul, hans Paulun var trindt omkring ham; (der vare) mørke Vande (og) tykke Skyer.
13Derfor vil jeg bevæge Himmelen, og Jorden skal bæve fra sit Sted i den Herre Zebaoths Fortørnelse og paa hans grumme Vredes Dag.
3Vor Gud skal komme og ikke tie; en Ild for hans Ansigt skal fortære, og omkring ham stormer det saare.
13Af Skinnet, som var for ham, bleve gloende Kul optændte.
16Da saaes Havets Strømme, Verdens Grundvolde aabenbaredes ved Herrens Trudsel, formedelst hans Næses Aands Aande.
3Derfor ville vi ikke frygte, naar Jorden end forandredes, og Bjergene bevægedes midt i Havet;
4Bjergene sprang som Vædere, Høiene som unge Lam.
8Al Jorden frygte sig for Herren, alle Verdens Indbyggere ræddes for ham!