Salmenes bok 83:14
Min Gud! sæt dem som et Hjul, som Avner for Veiret.
Min Gud! sæt dem som et Hjul, som Avner for Veiret.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18 Thi Ugudelighed brænder som en Ild, der fortærer Torne og Riis, og sætter Ild paa de forviklede (Qviste) i Skoven, og de fare op med en høi Røg.
13 dem, som sagde: Vi ville til Eiendom indtage os Guds Boliger.
15 Som en Ild, der antænder en Skov, og som en Lue, der stikker Ild paa Bjergene,
11 I skulle undfange Straa, føde Halm; eders Aand skal være en Ild, som skal fortære eder.
12 Og Folkene skulle være (som) det, der opbrændes til Kalk; (som) ophugne Torne skulle de opbrændes med Ild.
22 Thi en Ild er optændt i min Vrede, og den skal brænde til det nederste Helvede; og den skal fortære Landet og dets Grøde, og sætte Ild paa Bjergenes Grundvolde.
2 Du gjorde (fordum) underlige Ting, hvilke vi ikke forventede; du nedfoer, Bjerge bortfløde for dit Ansigt.
13 Af Skinnet, som var for ham, bleve gloende Kul optændte.
14 See, de vare som Halm, en Ild haver opbrændt dem, de kunde ikke redde deres Liv fra Luens Magt; der skal ikke være en Glød at varme sig ved, (eller) en Ild at sidde for den.
3 Ild gaaer foran hans Ansigt og stikker Ild paa hans Fjender trindt omkring.
8 Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
29 Thi og vor Gud er en fortærende Ild.
7 Herrens Røst udhugger Ildsluer.
4 Og Bjergene skulle smelte under ham, og Dalene revne som Vox for Ilden, som Vand, der flyder nedad.
5 Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
6 Hvo kan staae for hans Fortørnelse, og hvo kan bestaae for hans grumme Vrede? hans Grumhed er udøst som en Ild, og Klipperne sønderbrydes for ham.
9 Der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham.
16 og den Pode, som din høire Haand plantede, og den Søn, som du bekræftede dig.
19 Til dig, Herre! vil jeg raabe; thi en Ild haver fortæret Græsgangene i Ørken, og en Lue haver optændt alle Træerne paa Marken.
18 Og der blev en Ild optændt iblandt deres Hob, en Lue stak Ild paa de Ugudelige.
9 Din Haand skal finde alle dine Fjender, din høire Haand skal finde dine Hadere.
8 Ild og Hagel, Snee og Damp, du Stormveir, som udretter hans Ord!
9 I Bjerge og alle Høie, frugtbare Træer og alle Cedere!
3 En Ild fortærer foran det, og efter det skal en Lue optænde; foran det er Landet som Edens Have, men efter det som en (meget) øde Ørk, og Ingen skal undkomme for det.
14 Derfor, saa sagde Herren, den Zebaoths Gud: Efterdi I sige dette Ord, see, da gjør jeg mine Ord i din Mund til Ild, og dette Folk til Træer, og den skal fortære dem.
4 See, det er givet til Ilden, til at fortære; (naar da) Ilden fortærer begge Ender derpaa, og det Midterste deraf brændes, mon det skulde due til (nogen) Gjerning?
31 Og den Stærke skal blive til Blaar, og hans Gjerning til en Gnist, og de skulle begge brænde tillige, og der skal Ingen være, som udslukker.
2 Gud skal opstaae, hans Fjender skulle adspredes, og de, som hade ham, skulle flye fra hans Ansigt.
14 Og jeg vil hjemsøge eder efter eders Idrætters Frugt, siger Herren, og antænde en Ild i hendes Skov, og den skal fortære Alting trindt omkring hende.
10 Deres Galde, som omkringgive mig, (ja) deres Læbers Møie lad skjule dem (selv).
47 Og du skal sige til Skoven imod Sønden: Hør Herrens Ord: Saa sagde den Herre Herre: See, jeg vil antænde en Ild i dig, og den skal fortære alle grønne Træer og alle tørre Træer i dig, den heftige Lue skal ikke udslukkes, men alle Ansigter fra Sønden til Norden skulle blive forbrændte ved den.
20 Vor Formue er ikke udslettet; men Ild haver fortæret det Øvrige af dem.
5 De skulle springe paa Bjergenes Toppe, som Vogne rumle, som en Ildslue sprager, der fortærer Halm, som et mægtigt Folk, der er rustet til Krig.
10 Bær meget Træ til, optænd Ilden, gjør, at Kjødet fortæres, og tilbered det vel med Urter, og lad Marvbenene brænde.
12 Han satte Mørkhed til sit Skjul, hans Paulun var trindt omkring ham; (der vare) mørke Vande (og) tykke Skyer.
21 Der ere skarpe Skaar under den, den strøer spidse (Stene under sig) paa Dynd.
6 Derfor sagde den Herre Herre saaledes: Ligesom Træet paa Viintræet er iblandt Træerne i Skoven, som jeg haver givet Ilden at fortære, saa haver jeg givet (Ilden at fortære) Jerusalems Indbyggere.
7 Og jeg vil sætte mit Ansigt imod dem; (naar) de ere udgangne af Ilden, skal Ilden dog fortære dem; og I skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg sætter mit Ansigt imod dem.
5 Herre! bøi dine Himle og far ned, rør ved Bjergene, at de ryge.
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig.
14 Og jeg vil føre (dig) ved dine Fjender i et Land, som du ikke kjender; thi Ilden, som er optændt i min Vrede, skal brænde over eder.
12 Thi det er en Ild, hvilken fortærer til Fordærvelse, og skulde have oprykket med Rod alt mit Indkomme.
4 (Den er som) den Vældiges skjærpede Pile med Gløder af Enebærtræ.
18 De blive som Straa for Veiret, og som Avnen, den en Hvirvelvind bortstjæler.
17 Og Israels Lys skal være en Ild, og hans Hellige skulle være en Lue, og den skal brænde og fortære hans Riis og hans Torne paa een Dag.
5 Bjergene smelte som Vox for Herrens Ansigt, for den ganske Jords Herres Ansigt.
15 Thi see, Herren skal komme i Ilden, og hans Vogne være som Hvirvelvinden, at vende sin Vrede (til dem) med Grumhed, og sin Trudsel med Ildslue.
1 Oplad dine Døre, o Libanon! at Ilden kan fortære dine Cedre.
9 Lad ham gaae som en Snegl, der smelter, som en Qvindes utidige Foster, som de, der ikke have seet Solen.
12 De omkringgave mig som Bier, de ere udslukte som Ild i Torne; i Herrens Navn (er det), at jeg vil nedhugge dem.