Salmene 50:3
Vor Gud skal komme og ikke tie; en Ild for hans Ansigt skal fortære, og omkring ham stormer det saare.
Vor Gud skal komme og ikke tie; en Ild for hans Ansigt skal fortære, og omkring ham stormer det saare.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 Han skal kalde ad Himmelen ovenfra, og ad Jorden for at dømme sit Folk:
2 Sky og Mørke ere trindt omkring ham, Retfærdighed og Dom ere hans Thrones Befæstelse.
3 Ild gaaer foran hans Ansigt og stikker Ild paa hans Fjender trindt omkring.
4 Hans Lyn oplyser Jorderige; Jorden seer det og bæver.
5 Bjergene smelte som Vox for Herrens Ansigt, for den ganske Jords Herres Ansigt.
15 Thi see, Herren skal komme i Ilden, og hans Vogne være som Hvirvelvinden, at vende sin Vrede (til dem) med Grumhed, og sin Trudsel med Ildslue.
27 See, Herrens Navn kommer langt fra, hans Vrede brænder, og Byrden er svar; hans Læber ere fulde af Fortørnelse, og hans Tunge er som en fortærende Ild.
29 Thi og vor Gud er en fortærende Ild.
3 Thi see, Herren skal gaae ud fra sit Sted, og nedfare og træde paa Høiene i Landet.
4 Og Bjergene skulle smelte under ham, og Dalene revne som Vox for Ilden, som Vand, der flyder nedad.
5 Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
6 Hvo kan staae for hans Fortørnelse, og hvo kan bestaae for hans grumme Vrede? hans Grumhed er udøst som en Ild, og Klipperne sønderbrydes for ham.
8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
9 Der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
8 Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
1 Asaphs Psalme. Den (stærke) Gud, Gud Herren, haver talet og kaldet Jorden fra Solens Opgang til dens Nedgang.
2 Af Zion aabenbaredes Gud herligen, i en fuldkommen Deilighed.
30 Og Herren skal lade høre sin majestætiske Røst, og lade see, (at han) nedlader sin Arm i (sin) Vredes Grumhed og med en fortærende Ildslue, med Adspredelse og Vandskyl og Hagelstene.
13 Af Skinnet, som var for ham, bleve gloende Kul optændte.
14 Herren tordnede af Himmelen, og den Høieste udgav sin Røst.
6 Den skal hjemsøges fra den Herre Zebaoth med Torden og med Jordskjælv og stor Lyd, med Hvirvelvind og Storm og en fortærende Ildslue.
14 Min Gud! sæt dem som et Hjul, som Avner for Veiret.
3 Herren er langmodig og af stor Kraft, og skal ikke holde (den Skyldige) for uskyldig; Herren, —hans Vei er i Hvirvelvind og i Storm, og en Sky er hans Fødders Støv.
10 Men Herrens Dag skal komme som en Tyv om Natten, paa hvilken Himlene skulle forgaae med stort Bulder, men Elementerne skulle komme i Brand og opløses, og Jorden og Alt, hvad der er paa den, skal opbrændes.
7 Herrens Røst udhugger Ildsluer.
12 Han satte Mørkhed til sit Skjul, hans Paulun var trindt omkring ham; (der vare) mørke Vande (og) tykke Skyer.
5 Pestilentse gik frem for hans Ansigt, og gloende Gløder udkom fra hans Fødder.
13 for Herrens Ansigt, thi han kommer, thi han kommer til at dømme Jorden; han skal dømme Jorderige med Retfærdighed, og Folkene med sin Sandhed.
8 Ild og Hagel, Snee og Damp, du Stormveir, som udretter hans Ord!
2 Du gjorde (fordum) underlige Ting, hvilke vi ikke forventede; du nedfoer, Bjerge bortfløde for dit Ansigt.
3 Og de hørte det ikke fra gammel (Tid), de fornam det ikke med Øret; intet Øie haver seet det, uden du, O Gud! det, han skal gjøre ved den, som bier efter ham.
6 Gud er midt deri, den skal ikke bevæges; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder.
1 Thi see, Dagen kommer, der brænder som en Ovn; da skulle alle Hovmodige og hver, som gjør Ugudelighed, være Halm, og den Dag, den, som kommer, skal optænde dem, sagde den Herre Zebaoth, og den skal ikke lade dem Rod eller Green.
3 Gud kom fra Theman, og den Hellige fra Parans Bjerg, Sela! hans Majestæt skjulte Himmelen, og hans Lov fyldte Jorden.
3 En Ild fortærer foran det, og efter det skal en Lue optænde; foran det er Landet som Edens Have, men efter det som en (meget) øde Ørk, og Ingen skal undkomme for det.
1 En Sang, Asaphs Psalme.
4 Derefter brøler han (med sin) Røst, han tordner med sin høie Røst, og naar hans Røst skal høres, da undertrykker han dem ikke.
5 Gud tordner meget underligen med sin Røst; han gjør store Ting, og vi kunne ikke kjende (dem).
12 bør I vente og stunde efter Guds Dags Tilkommelse, paa hvilken Himlene skulle antændes og opløses, og Elementerne komme i Brand og smeltes.
20 Men Herren er i sit hellige Tempel; ti stille for hans Ansigt, al Jorden!
16 Slaaer eder tilhobe og kommer, alle Hedninger trindt omkring, og samler eder! Herre, lad dine Vældige komme did ned!
6 Og Himlene skulle kundgjøre hans Retfærdighed; thi Gud, han er Dommer. Sela.
22 Af Norden kommer Guld; (men o, hvad er der) en forfærdelig Majestæt hos Gud!
5 Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Grumhed, (sigende):
24 Thi Herren din Gud, han er en fortærende Ild, en nidkjær Gud.
21 Der ere skarpe Skaar under den, den strøer spidse (Stene under sig) paa Dynd.
9 for Herrens Ansigt, thi han kommer til at dømme Jorden; han skal dømme Jorderige med Retfærdighed, og Folkene med Oprigtigheder.
5 Herre! bøi dine Himle og far ned, rør ved Bjergene, at de ryge.
10 See, den Herre Herre skal komme imod den Stærke, og hans Arm skal herske over ham: see, hans Løn er hos ham, og hans Gjerning er for hans Ansigt.