Habakkuk 3:5
Pestilentse gik frem for hans Ansigt, og gloende Gløder udkom fra hans Fødder.
Pestilentse gik frem for hans Ansigt, og gloende Gløder udkom fra hans Fødder.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Ild gaaer foran hans Ansigt og stikker Ild paa hans Fjender trindt omkring.
4 Hans Lyn oplyser Jorderige; Jorden seer det og bæver.
5 Bjergene smelte som Vox for Herrens Ansigt, for den ganske Jords Herres Ansigt.
13 Af Skinnet, som var for ham, bleve gloende Kul optændte.
9 Der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham.
10 Og han bøiede Himmelen og foer ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
3 Gud kom fra Theman, og den Hellige fra Parans Bjerg, Sela! hans Majestæt skjulte Himmelen, og hans Lov fyldte Jorden.
4 Og (hans) Skin var som Lyset, (der gik) ham tvende Horn af hans Haand, og der var hans Styrkes Skjul.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
8 Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
9 Der opgik en Røg af hans Næse, og en Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham.
5 Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
6 Hvo kan staae for hans Fortørnelse, og hvo kan bestaae for hans grumme Vrede? hans Grumhed er udøst som en Ild, og Klipperne sønderbrydes for ham.
12 Han satte Mørkhed til sit Skjul, hans Paulun var trindt omkring ham; (der vare) mørke Vande (og) tykke Skyer.
13 Af Skinnet, (som var) for ham, fore hans Skyer frem, (ja) Hagel og gloende Kul.
6 Han stod og maalte Landet, han saae til og kom Hedningerne til at springe, og evige Bjerge bleve adspredte, de evige Høie bøiede sig; hans Gange ere evige.
3 En Ild fortærer foran det, og efter det skal en Lue optænde; foran det er Landet som Edens Have, men efter det som en (meget) øde Ørk, og Ingen skal undkomme for det.
3 Thi see, Herren skal gaae ud fra sit Sted, og nedfare og træde paa Høiene i Landet.
4 Og Bjergene skulle smelte under ham, og Dalene revne som Vox for Ilden, som Vand, der flyder nedad.
19 Der skal ingen Piil jage den paa Flugt, Slyngestene ere blevne forvandlede for den til Halm.
20 Skud agtes som Halm, og den leer ad det bævende Glavind.
21 Der ere skarpe Skaar under den, den strøer spidse (Stene under sig) paa Dynd.
9 Lad ham gaae som en Snegl, der smelter, som en Qvindes utidige Foster, som de, der ikke have seet Solen.
5 De skulle springe paa Bjergenes Toppe, som Vogne rumle, som en Ildslue sprager, der fortærer Halm, som et mægtigt Folk, der er rustet til Krig.
6 Folkene skulle bæve for dets Ansigt; alle Ansigter skulle blive ganske sorte.
14 Min Gud! sæt dem som et Hjul, som Avner for Veiret.
3 Vor Gud skal komme og ikke tie; en Ild for hans Ansigt skal fortære, og omkring ham stormer det saare.
2 Du gjorde (fordum) underlige Ting, hvilke vi ikke forventede; du nedfoer, Bjerge bortfløde for dit Ansigt.
3 Og de hørte det ikke fra gammel (Tid), de fornam det ikke med Øret; intet Øie haver seet det, uden du, O Gud! det, han skal gjøre ved den, som bier efter ham.
13 Herren skal ogsaa give det Gode, og vort Land skal give sin Grøde.
30 Og Herren skal lade høre sin majestætiske Røst, og lade see, (at han) nedlader sin Arm i (sin) Vredes Grumhed og med en fortærende Ildslue, med Adspredelse og Vandskyl og Hagelstene.
5 Bjergene fløde for Herrens Ansigt, (ja) Sinai selv for Herrens, Israels Guds, Ansigt.
15 og hans Fødder lige det skinnende Kobber, som om de vare glødede i en Ovn, og hans Røst som mange Vandes Lyd.
3 Han afhuggede hvert Israels Horn i (sin) fnysende Vrede, han drog sin høire Haand tilbage for Fjendens Ansigt, og der brænder i Jakob som en Ildslue; den haver fortæret trindt omkring.
12 Du fremgik paa Jorden med Fortørnelse; du tærskede Hedningerne med Vrede.
3 Og I skulle undertræde de Ugudelige, thi de skulle vorde Aske under eders Fødders Saaler, paa den Dag, hvilken jeg gjør, siger den Herre Zebaoth.
13 Og (anlangende) Dyrenes Lignelse, (da) var deres Skikkelse som Ildens gloende Kul, som brænde, som Blus ere af Skikkelse; den samme (Ild) den foer imellem Dyrene, og Ilden skinnede, og der udgik Lyn af Ilden.
3 Han forfulgte dem, drog igjennem med Fred paa den Sti, som hans Fødder ikke havde gaaet (tilforn).
7 Da foer Satan ud fra Herrens Ansigt og slog Job med en ond Byld fra hans Fodsaale og indtil hans Hovedisse.
21 til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
16 Derfor skal Herren, den Herre Zebaoth, sende Magerhed iblandt hans Fede, og optænde iblandt hans herlige (Folk) et Baal som et brændende Baal.
2 Da foer en Ild ud fra Herrens Ansigt og fortærede dem; og de døde for Herrens Ansigt.
2 Og han sagde til den Mand, som var klædt i Linklæderne, ja, han sagde: Gak ind imellem Hjulene hen under Cherub, og tag dine Næver fulde af Glæder imellem Cherubim, og strø over Staden; og han gik ind for mine Øine.
18 Thi Ugudelighed brænder som en Ild, der fortærer Torne og Riis, og sætter Ild paa de forviklede (Qviste) i Skoven, og de fare op med en høi Røg.
27 See, Herrens Navn kommer langt fra, hans Vrede brænder, og Byrden er svar; hans Læber ere fulde af Fortørnelse, og hans Tunge er som en fortærende Ild.
9 Og han skal gaae sin Klippe forbi af Frygt, og hans Fyrster skulle forskrækkes for Bannere, siger Herren, som haver Ild i Zion, og som haver Ovn i Jerusalem.
6 Og den gaaer ud som en Brudgom af sit Brudehuus; den glæder sig som en vældig (Stridsmand) til at løbe (sin) Bane.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
7 Og du nedstødte dine Modstandere i din store Høihed; du udsendte din Vrede, den fortærede dem som Straa.
32 (Naar) han seer til Jorden, da bæver den, (naar) han rører ved Bjergene, da ryge de.