Salmenes bok 124:4
da havde Vandene løbet over os, en Bæk havde gaaet over vor Sjæl;
da havde Vandene løbet over os, en Bæk havde gaaet over vor Sjæl;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 da havde de stolte Vande gaaet over vor Sjæl.
6 Lovet være Herren, som ikke gav os til Rov for deres Tænder!
7 Vor Sjæl er undkommen som en Fugl af Fuglefangerens Snare; Snaren er sønderreven, og vi, vi ere undkomne.
2 dersom Herren ikke havde været hos os, der Menneskene opstode imod os,
3 da havde de opslugt os levende, der deres Vrede var optændt imod os;
5 Og jeg, jeg sagde: Jeg er udkastet fra dine Øine; dog vil jeg blive ved at see til dit hellige Tempel.
54 Der flød Vand over mit Hoved, jeg sagde: Jeg er afhuggen.
1 Til Sangmesteren; paa Schoschannim; Davids (Psalme).
2 Gud! frels mig, thi Vandet er kommet indtil Sjælen.
5 Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
14 De komme som ad et vidt Gab, de vælte sig (ind paa mig) under Ødelæggelse.
26 De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl smeltedes ved Ulykke.
7 Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
3 Vær os naadig, Herre! vær os naadig, thi vi ere meget mættede med Foragt.
4 Vor Sjæl er meget mættet af de Stoltes Bespottelse, af de Hovmodiges Foragt.
3 Og han sagde: Jeg raabte til Herren af min Angest, og han svarede mig: jeg skreg af Helvedes Bug, du hørte min Røst.
5 Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Steen.
4 Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
16 Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.
11 Og Vandet skjulte deres Modstandere, der blev ikke Een tilovers af dem.
19 Vort Hjerte vendte ikke tilbage, ei heller bøiede vor Gang sig af fra din Vei,
3 Herre! Strømme opløfte, Strømme opløfte deres Lyd, Strømme opløfte deres sammenstødende (Bølger).
16 som have faaet Rynker, førend det var deres Tid, en Flod er udøst over deres Grundvold,
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
12 vi ville sluge dem levende, som Graven, ja ganske som dem, der nedfare i Hulen,
6 Han haver omvendt Havet til det Tørre, de ere gangne tilfods over Floden; der have vi glædet os i ham.
12 Du lod et Menneske fare over vort Hoved; vi ere komne i Ilden og Vandet, men du udførte os til at vederqvæges.
10 Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande.
15 Fri mig af Dynd, at jeg ikke synker; lad mig fries fra mine Hadere og af det dybe Vand.
4 Der udbryder en Bæk hos dem, som der boe, at man ikke tænker at gaae (der); (Vandene) tage af, (at de) ikke (ere længer) hos Menneskene, (og) fare hid og did.
17 Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.
53 Og han ledede dem tryggeligen, at de ikke frygtede, men Havet skjulte deres Fjender.
4 Vi maae drikke vort Vand for Penge, vore Træer komme (til os) for (Penges) Værd.
16 Da saaes Vandets Strømme, og Verdens Grundvolde aabenbaredes, Herre! ved din Trudsel, formedelst din Næses Aands Aande.
11 eller Mørket, (saa) du kan ikke see, og Vandets Mangfoldighed bedækker dig.
3 Derfor ville vi ikke frygte, naar Jorden end forandredes, og Bjergene bevægedes midt i Havet;
5 — (de vare) hungrige, og tørstige tillige, deres Sjæl forsmægtede i dem.
6 Du skjulte den med Afgrunden som med et Klæde; Vandene stode over Bjergene.
10 Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
19 Vore Forfølgere vare lettere end Ørne under Himmelen; de forfulgte os (grummeligen) paa Bjergene, de lurede paa os i Ørken.
19 Og Vandet fik Overhaand saare meget over Jorden; og alle høie Bjerge bleve skjulte, som vare under den ganske Himmel.
11 (Som) Vand bortløber af Havet, og (som) en Flod tørres bort og bliver tør,
25 Hvorfor vil du skjule dit Ansigt (og) glemme vor Elendighed og vor Trængsel?
44 og havde vendt deres Strømme til Blod, og deres flydende Vande, at de ikke kunde drikke dem.
1 Ved Babylons Floder, der sadde vi, vi græd ogsaa, naar vi kom Zion ihu.
46 Alle vore Fjender oplode deres Mund over os.
3 Havet saae og flyede, Jordanen løb tilbage.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
4 Og han maalte tusinde (Alen), og førte mig igjennem Vandene, Vand, (som gik) til Knæerne; og han maalte tusinde, og lod mig gaae igjennem Vand, (som gik) til Lænderne.