Salmenes bok 107:5
— (de vare) hungrige, og tørstige tillige, deres Sjæl forsmægtede i dem.
— (de vare) hungrige, og tørstige tillige, deres Sjæl forsmægtede i dem.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han friede dem af deres Trængsler.
4 De, som fore vild i Ørken, paa en øde Vei, de, som fandt ingen Stad, som de kunde boe udi,
17 (De, som vare) Daarer formedelst deres Overtrædelses Vei, og bleve plagede for deres Misgjerningers Skyld,
18 — deres Sjæl fik en Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte.
19 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
3 (De, som vare) eenlige for Mangel og for Hunger, ja, som flyede til tørre (Steder), til Mørkhed, til øde og ødelagte (Stæder),
9 fordi han mættede en tørstig Sjæl, og fyldte en hungrig Sjæl med Godt.
10 De, som sadde i Mørke og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og i Jern,
26 De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl smeltedes ved Ulykke.
27 De dreves omkring og ravede som den Drukne, og al deres Viisdom blev opslugt.
28 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
12 Derfor ydmygede han deres Hjerter ved Møie; de stødte an, og der var ingen Hjælper.
13 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
14 Men de fik stor Begjærlighed i Ørken, og fristede Gud paa det øde (Sted).
15 Da gav han dem det, de begjærede, men sendte Fordærvelse paa deres Sjæl.
19 at frie deres Sjæl fra Død og holde dem i Live i Hungeren.
17 fordi de skulle have Mangel paa Brød og Vand, og de skulle forskrækkes, den Ene med den Anden, og forsvinde i deres Misgjerning.
13 Paa den samme Dag skulle de deilige Jomfruer og de unge Karle forsmægte af Tørst,
21 Og (Enhver af dem) skal gaae igjennem (Landet) haardt plaget og hungrig, og det skeer, naar En hungrer, da skal han blive vred og bande sin Konge og sine Guder, og vende (sit Ansigt) opad.
17 De Elendige og de Fattige lede efter Vand, og (der er) intet, deres Tunge forsmægtede af Tørst; jeg, Herren, jeg vil bønhøre dem, (jeg,) Israels Gud, jeg vil ikke forlade dem.
9 Vi hente vort Brød med vort Livs (Fare) for Sværdet i Ørken.
13 Derfor er mit Folk bortført, fordi det haver ikke Kundskab, og dets ærede (Folk) er blevet til hungrige Folk, og dets menige (Folk) er forsmægtet af Tørst.
3 da havde de opslugt os levende, der deres Vrede var optændt imod os;
4 da havde Vandene løbet over os, en Bæk havde gaaet over vor Sjæl;
5 da havde de stolte Vande gaaet over vor Sjæl.
6 Men nu borttørres vort Liv; (thi her er) slet Intet, uden det Man for vore Øine.
30 De havde ikke endnu styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund,
39 Derefter bleve de formindskede, og nedbøiede af ond Trængsel og Bedrøvelse.
24 Mine Knæ rave af Faste, og mit Kjød er magert og haver ingen Fedme.
7 Du gav ikke den Trætte Vand at drikke, og negtede en Hungrig Brød.
6 Jeg udbredte mine Hænder til dig, min Sjæl er for dig som et vansmægtende Land. Sela.
4 Saa reiste de fra det Bjerg Hor, paa Veien til det røde Hav, for at drage omkring Edoms Land; og Folkets Sjæl blev bekymret paa Veien.
5 Og Folket talede imod Gud og imod Mose: Hvorfor opførte I os af Ægypten, for at døe i Ørken? thi (her) er hverken Brød eller Vand, og vor Sjæl kjedes ved det meget ringe Brød.
35 Han gjorde en Ørk til en Vandsø, og et tørt Land til Vandløb.
36 Og han lod de Hungrige boe der, og de beredte en Stad, som de kunde boe udi.
18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, da de begjærede Mad for deres Sjæle.
3 Og Israels Børn sagde til dem: Gid vi havde døet ved Herrens Haand i Ægypti Land, da vi sadde ved Kjødgryden, da vi aade Brød, til vi vare mætte; thi I have udført os i denne Ørk, at lade al denne Menighed døe af Hunger.
11 De udperse Olie imellem deres Mure, de træde Perserne og tørste.
1 Davids Psalme; der han var i Judæ Ørk.
42 Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at æde; jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke;
15 Og lad dem komme igjen om Aftenen, lad dem tude som Hunde og løbe rundt omkring i Staden.
5 Jeg, jeg kjendte dig i Ørken, i de tørre Steders Land.
6 Der de fik Føde, da bleve de mætte, de bleve mætte, og deres Hjerte ophøiede sig; derfor forglemte de mig.
1 Til Sangmesteren; (en Psalme), som giver Underviisning, for Korahs Børn.
7 En mæt Sjæl træder paa Honningkage, men for en hungrig Sjæl er alt Beeskt sødt.
21 Og de lede ingen Tørst, der han ledede dem igjennem Ørkenerne, han lod flyde Vand af en Klippe til dem, og han adskilte en Klippe, og der flød Vand.
10 De skulle hverken hungre eller tørste, og ingen Hede eller Sol skal stikke dem; thi deres Forbarmer skal føre dem og lede dem til Vandkilder.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
11 Alt dens Folk sukker og søger efter Brød, de give deres ønskelige Ting for Mad, at vederqvæge (deres) Sjæl; see, Herre! og sku, at jeg er ringe (agtet)!
5 De Mætte ere leiede for Brød, og de Hungrige lode af (at hungre), indtil den Ufrugtsommelige fødte Syv, og hun, som havde mange Sønner, blev skrøbelig.