Salmenes bok 107:12
Derfor ydmygede han deres Hjerter ved Møie; de stødte an, og der var ingen Hjælper.
Derfor ydmygede han deres Hjerter ved Møie; de stødte an, og der var ingen Hjælper.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
14 Han udførte dem af Mørke og Dødens Skygge, og sønderrev deres Baand—
10 De, som sadde i Mørke og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og i Jern,
11 — fordi de vare gjenstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Høiestes Raad.
39 Derefter bleve de formindskede, og nedbøiede af ond Trængsel og Bedrøvelse.
40 Han udøste Foragt paa Fyrsterne, og lod dem fare vild i det Øde, (hvor) ingen Vei er.
26 De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl smeltedes ved Ulykke.
27 De dreves omkring og ravede som den Drukne, og al deres Viisdom blev opslugt.
28 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
5 — (de vare) hungrige, og tørstige tillige, deres Sjæl forsmægtede i dem.
6 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han friede dem af deres Trængsler.
16 fordi han sønderbrød Kobberporte og sønderhuggede Jernstænger.
17 (De, som vare) Daarer formedelst deres Overtrædelses Vei, og bleve plagede for deres Misgjerningers Skyld,
18 — deres Sjæl fik en Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte.
19 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
42 Og deres Fjender trengte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand.
43 Han friede dem mange Gange; men de, de forbittrede (ham) med deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgjerningers Skyld.
44 Dog saae han (til dem), da de vare, i Angest, idet han hørte deres Raab.
13 Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
41 Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, (og) jeg udrydder dem.
42 De saae sig om, men der var ingen Frelser, til Herren, men han svarede dem ikke.
2 De krummede sig, de bøiede sig tilhobe, de kunde ikke undkomme med Byrden; men de selv maatte gaae i Fængsel.
12 Lad den Hovmodiges Fod ikke komme over mig, og de Ugudeliges Haand ikke bortstøde mig.
12 (Skal) du ei, o Gud, som forkastede os, og som ikke drager ud, o Gud, med vore Hære?
18 Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges.
19 Hvorledes blive de i et Øieblik til en Ødelæggelse? de omkomme, de faae Ende for Forskrækkelser.
12 Og dine høie Mures Befæstning skal han nedbøie, nedtrykke, drage ned til Jorden indtil Støvet.
11 I vor Gang have de nu omkringgivet os; de sætte deres Øine (til os) at bøie (os ned) til Jorden.
33 Derfor fortærede han deres Dage med Forfængelighed, og deres Aar med Forskrækkelse.
16 derfor, at han kom ikke ihu at gjøre Miskundhed, men han forfulgte en Elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham.
10 Han gjør sig liden, han nedbøier sig, og falder med sine stærke (Laller) over de Svage.
5 Du er mere skinnende (og) mægtigere end (de paa) Røverbjergene.
7 Derfor skulle alle Hænder nedsynke, og alle Menneskers Hjerte smeltes.
15 Deres Sværd skal komme i deres (eget) Hjerte, og deres Buer skulle sønderbrydes.
13 De opbryde min Sti, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper (behov).
27 Derfor gav du dem i deres Fjenders Haand, og de trengte dem; men der de raabte til dig i deres Trængsels Tid, da hørte du af Himmelen, og efter dine mange Barmhjertigheder gav du dem Frelsere, og de frelste dem af deres Fjenders Haand.
12 Men mit Folk hørte ikke min Røst, og Israel vilde ikke (tjene) mig.
6 Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.
7 De ere allesammen blevne hede som en Ovn, og have fortæret deres Dommere; alle deres Konger ere faldne, der er Ingen iblandt dem, som kalder paa mig.
16 Han gjør, at Mange støde sig; ja, der faldt den Ene paa den Anden, og de sagde: Staa op, og lader os vende tilbage til vort Folk og til vort Fædreneland for Fordærverens Sværd.
46 Og han gav dem megen Barmhjertighed for alle deres Ansigt, som havde taget dem fangne.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
24 Han borttager Hjertet fra Folkenes Øverster i Landet, og gjør, at de fare vild i det Øde, hvor ikke er Vei,
25 at de skulle føle sig for i Mørket, hvor intet Lys er, og han gjør, at de fare vild som den Drukne.
8 Disse (forlade sig) paa Vogne, og disse paa Heste, men vi, vi ville komme Herrens vor Guds Navn ihu.
5 Thi han skal nedbøie dem, som boe i det Høie, den ophøiede Stad; han skal fornedre den, han skal fornedre den til Jorden, han skal drage den ned indtil Støvet.
12 Thi han skal frie en Fattig, som raaber, samt den Elendige, og som haver ingen Hjælper.
38 Jeg forfølger mine Fjender og naaer dem, og vender ikke tilbage, før jeg haver udryddet dem.
3 da havde de opslugt os levende, der deres Vrede var optændt imod os;
8 Tjenere herske over os, der er Ingen, som river (os) af deres Haand.