Salmenes bok 107:13
Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
20Han sendte sit Ord og helbredede dem, og reddede dem af deres Fordærvelser —
21lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn,
5— (de vare) hungrige, og tørstige tillige, deres Sjæl forsmægtede i dem.
6Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han friede dem af deres Trængsler.
7Og han førte dem paa en ret Vei, at de gik til en Stad, som de kunde boe udi —
26De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl smeltedes ved Ulykke.
27De dreves omkring og ravede som den Drukne, og al deres Viisdom blev opslugt.
28Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
14Han udførte dem af Mørke og Dødens Skygge, og sønderrev deres Baand—
15lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn;
10De, som sadde i Mørke og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og i Jern,
11— fordi de vare gjenstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Høiestes Raad.
12Derfor ydmygede han deres Hjerter ved Møie; de stødte an, og der var ingen Hjælper.
6De saae til ham og løbe til (ham), og deres Ansigter bleve ikke beskjæmmede.
17Herrens Ansigt er imod dem, som gjøre Ondt, at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
1En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
10Og han frelste dem af Haderens Haand, og gjenløste dem af Fjendens Haand.
41Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, (og) jeg udrydder dem.
43Han friede dem mange Gange; men de, de forbittrede (ham) med deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgjerningers Skyld.
44Dog saae han (til dem), da de vare, i Angest, idet han hørte deres Raab.
27Derfor gav du dem i deres Fjenders Haand, og de trengte dem; men der de raabte til dig i deres Trængsels Tid, da hørte du af Himmelen, og efter dine mange Barmhjertigheder gav du dem Frelsere, og de frelste dem af deres Fjenders Haand.
39Men de Retfærdiges Frelse er af Herren; (han er) deres Styrke i Nødens Tid.
40Og Herren skal hjælpe dem og udfrie dem; han skal udfrie dem fra de Ugudelige og frelse dem, thi de troede paa ham.
39Derefter bleve de formindskede, og nedbøiede af ond Trængsel og Bedrøvelse.
7Da skrege vi til Herren, vore Fædres Gud, og Herren hørte vor Røst, og saae vor Trængsel og vor Møie og vor Nød.
5Jeg kaldte paa Herren fra (min) Angest; Herren bønhørte mig (og førte mig ud) i det frie Rum.
2Det maae de sige, som ere igjenløste af Herren, de, han haver igjenløst af Modstanderens Haand,
1En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
42De saae sig om, men der var ingen Frelser, til Herren, men han svarede dem ikke.
5Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig (paa dig), og du befriede dem.
4Men (naar) de omvende sig i deres Nød til Herren, Israels Gud, og søge ham, da lader han sig finde af dem.
3Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
4Men jeg paakaldte i Herrens Navn, sigende: Kjære Herre! udfri min Sjæl.
13Synger for Herren, lover Herren; thi han friede en Fattigs Sjæl af de Ondes Haand.
46Og han gav dem megen Barmhjertighed for alle deres Ansigt, som havde taget dem fangne.
47Frels os, Herre, vor Gud! og samle os fra Hedningerne, paa det (vi kunne) takke dit hellige Navn (og) berømme os i din Priis.
26Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
19at frie deres Sjæl fra Død og holde dem i Live i Hungeren.
16Herre! i Angesten besøgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.
13Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
30Da bleve de glade, at de vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begjæring —
31lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn,
7Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren.
19Herren er nær hos (dem, som have) et sønderbrudt Hjerte, og vil frelse (dem, som have) en sønderstødt Aand.
13Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
6Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
12Saa lad Judæ Stæder og Indbyggerne i Jerusalem gaae og raabe til de Guder, for hvilke de gjorde Røgelse; men de skulle ikke frelse dem i deres Ulykkes Tid.
17(De, som vare) Daarer formedelst deres Overtrædelses Vei, og bleve plagede for deres Misgjerningers Skyld,
13Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig.