Salmenes bok 22:5
Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig (paa dig), og du befriede dem.
Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig (paa dig), og du befriede dem.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 Men du er hellig, du, som boer iblandt Israels Lovsange.
4 Lover Herren storligen med mig, og lader os ophøie hans Navn tillige.
5 Jeg søgte Herren, og han bønhørte mig, og friede mig af al min megen Frygt.
6 De saae til ham og løbe til (ham), og deres Ansigter bleve ikke beskjæmmede.
2 Jeg forlader mig paa dig, min Gud! lad mig ikke beskjæmmes, at mine Fjender ikke skulle fryde sig over mig.
3 Ja alle de, som bie efter dig, skulle ikke beskjæmmes; de skulle beskjæmmes, som handle fortrædeligen uden Aarsag.
20 Bevar min Sjæl og red mig, at jeg ikke beskjæmmes, thi jeg troer paa dig.
20 De bluedes derved, at de havde forladt sig (paa dem); de kom til dem og bleve beskjæmmede.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
6 Til dig raabte de og undkom; de forlode sig paa dig og bleve ikke beskjæmmede.
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragtelse.
8 Alle de, mig see, bespotte mig; de udvide Læben, de ryste Hovedet, (sigende):
1 Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig.
6 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han friede dem af deres Trængsler.
7 Thi jeg forlader mig ikke paa min Bue, og mit Sværd kan ikke frelse mig.
20 Og de bleve hjulpne imod dem, og Hagarenerne bleve givne i deres Haand, og alt det, som var med dem; thi de raabte til Gud i Krigen, og han bønhørte dem, thi de forlode sig paa ham.
5 Kjende de det ikke, de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, (som) de aade Brød? de kalde ikke paa Gud.
11 Gud, døm dem skyldige, at de falde fra deres Anslag; udstød dem for deres mange Overtrædelsers Skyld, thi de ere gjenstridige imod dig.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
13 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
10 Og Herren skal være den Ringe en Ophøielse, ja en Ophøielse i Nødens Tider.
41 Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, (og) jeg udrydder dem.
40 Og Herren skal hjælpe dem og udfrie dem; han skal udfrie dem fra de Ugudelige og frelse dem, thi de troede paa ham.
42 De saae sig om, men der var ingen Frelser, til Herren, men han svarede dem ikke.
22 fordi de ikke troede paa Gud, og forlode sig ikke paa hans Frelse,
19 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
26 Lad dem beskjæmmes og blive tilskamme tillige, som glæde sig ved min Ulykke; lad dem klædes med Skam og Skjændsel, som gjøre sig store imod mig.
11 I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.
4 Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lov for vor Gud; det skulle Mange see og frygte, og forlade sig paa Herren.
19 De skulle ikke beskjæmmes i den onde Tid, og de skulle mættes i Hungers Dage.
28 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
5 at min Fjende ikke skal sige: Jeg fik Overhaand over ham; at min Modstander ikke skal fryde sig, naar jeg maatte snuble.
7 Beviis underligen dine Miskundheder, (du, som er) deres Frelser, som troe, fra dem, som opreise sig imod din høire Haand.
17 Gjør deres Ansigt fuldt af Skam, at de maae søge dit Navn, Herre!
5 Thi du er min Forventelse; Herre, Herre! min Tillid fra min Ungdom af.
17 Herrens Ansigt er imod dem, som gjøre Ondt, at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
1 Davids Schiggajon, som han sang for Herren over Chus, den Benjaminits, Ord.
21 Thi i ham skal vort Hjerte glædes, thi vi forlade os paa hans hellige Navn.
8 Disse (forlade sig) paa Vogne, og disse paa Heste, men vi, vi ville komme Herrens vor Guds Navn ihu.
14 Herre! lad det behage dig at frie mig; Herre! skynd dig at hjælpe mig.
3 Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
4 Paa den Dag, jeg maa frygte, vil jeg, jeg forlade mig paa dig.
8 Det er bedre at troe paa Herren end at forlade sig paa Menneskene.
6 Gud! du, du veed min Daarlighed, og al min Skyld er ikke dulgt for dig.
24 I, som frygte Herren, lover ham, al Jakobs Sæd, ærer ham; og frygter for ham, al Israels Sæd!
9 Israel! forlad dig paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.
16 De ere beskjæmmede, ja, de maae og allesammen skamme sig, de gik bort med Skamme tillige, (de, som ere) Mestere for Afguderne.
5 Sku til høire Side, og see, at der var Ingen, som kjendte mig; Tilflugt var borte fra mig, (der var) Ingen omhyggelig for min Sjæl.