Salmenes bok 34:4
Lover Herren storligen med mig, og lader os ophøie hans Navn tillige.
Lover Herren storligen med mig, og lader os ophøie hans Navn tillige.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5Jeg søgte Herren, og han bønhørte mig, og friede mig af al min megen Frygt.
6De saae til ham og løbe til (ham), og deres Ansigter bleve ikke beskjæmmede.
7Denne Elendige raabte, og Herren hørte, og frelste ham af alle hans Angester.
1En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
17Herrens Ansigt er imod dem, som gjøre Ondt, at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
4Men du, Herre! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der ophøier mit Hoved.
5Jeg kaldte paa Herren fra (min) Angest; Herren bønhørte mig (og førte mig ud) i det frie Rum.
6Herren er med mig, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
1Davids (Psalme). Herren er mit Lys og min Salighed, for hvem skal jeg frygte? Herren er mit Livs Kraft, for hvem skal jeg ræddes?
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
4Men jeg paakaldte i Herrens Navn, sigende: Kjære Herre! udfri min Sjæl.
1Davids Schiggajon, som han sang for Herren over Chus, den Benjaminits, Ord.
57Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
2Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
3Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
4Paa den Dag, jeg maa frygte, vil jeg, jeg forlade mig paa dig.
16Kommer (hid), hører til, saa vil jeg fortælle, alle I, som frygte Gud, hvad han haver gjort ved min Sjæl.
1Jeg elsker Herren, fordi han vil høre min Røst, mine (ydmyge) Begjæringer.
11De unge Løver blive nødtørftige og hungrige, men de, som søge Herren, skulle ikke have Mangel paa noget (Slags) Godt.
14Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
15Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
13Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig.
3Min Sjæl skal rose sig i Herren; de Sagtmodige skulle høre det og glæde sig.
9Herre! fri mig fra mine Fjender; hos dig haver jeg skjult (mig).
6Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
4Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
6Lovet være Herren! thi han haver hørt mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
7Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang.
2Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
19Han gjør efter deres Velbehagelighed, som ham frygte, og han hører deres Skrig og frelser dem.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
17Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig op af mange Vande.
7Herre! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig.
8Til dig sagde mit Hjerte: — (der du sagde:) søger mit Ansigt! — Herre! jeg søger dit Ansigt.
7Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren.
4Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
5Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
17Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.
18Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
20Og han udførte mig paa Rummet; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
8Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
1Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids Psalme.
3Og han drog mig op af en brusende Grav, af det skidne Dynd; og han satte mine Fødder paa en Klippe, saa han befæstede mine Gange.
6De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
16Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
2Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
2Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøi dit Øre til mig og frels mig.
39Men I skulle frygte Herren eders Gud, og han, han skal frie eder fra alle eders Fjenders Haand.
1En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
11I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.