Salmenes bok 107:19
Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12Derfor ydmygede han deres Hjerter ved Møie; de stødte an, og der var ingen Hjælper.
13Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
14Han udførte dem af Mørke og Dødens Skygge, og sønderrev deres Baand—
15lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn;
5— (de vare) hungrige, og tørstige tillige, deres Sjæl forsmægtede i dem.
6Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han friede dem af deres Trængsler.
7Og han førte dem paa en ret Vei, at de gik til en Stad, som de kunde boe udi —
8lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn;
26De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl smeltedes ved Ulykke.
27De dreves omkring og ravede som den Drukne, og al deres Viisdom blev opslugt.
28Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
20Han sendte sit Ord og helbredede dem, og reddede dem af deres Fordærvelser —
21lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn,
22og offre Takoffers Offere, og fortælle hans Gjerninger med Frydesang.
17Herrens Ansigt er imod dem, som gjøre Ondt, at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
18Hine raabte, og Herren hørte, og han friede dem af alle deres Angester.
19Herren er nær hos (dem, som have) et sønderbrudt Hjerte, og vil frelse (dem, som have) en sønderstødt Aand.
6De saae til ham og løbe til (ham), og deres Ansigter bleve ikke beskjæmmede.
1En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
17(De, som vare) Daarer formedelst deres Overtrædelses Vei, og bleve plagede for deres Misgjerningers Skyld,
18— deres Sjæl fik en Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte.
19at frie deres Sjæl fra Død og holde dem i Live i Hungeren.
44Dog saae han (til dem), da de vare, i Angest, idet han hørte deres Raab.
39Men de Retfærdiges Frelse er af Herren; (han er) deres Styrke i Nødens Tid.
40Og Herren skal hjælpe dem og udfrie dem; han skal udfrie dem fra de Ugudelige og frelse dem, thi de troede paa ham.
41Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, (og) jeg udrydder dem.
10Og han frelste dem af Haderens Haand, og gjenløste dem af Fjendens Haand.
39Derefter bleve de formindskede, og nedbøiede af ond Trængsel og Bedrøvelse.
27Derfor gav du dem i deres Fjenders Haand, og de trengte dem; men der de raabte til dig i deres Trængsels Tid, da hørte du af Himmelen, og efter dine mange Barmhjertigheder gav du dem Frelsere, og de frelste dem af deres Fjenders Haand.
3Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
4Men jeg paakaldte i Herrens Navn, sigende: Kjære Herre! udfri min Sjæl.
5Jeg kaldte paa Herren fra (min) Angest; Herren bønhørte mig (og førte mig ud) i det frie Rum.
2Det maae de sige, som ere igjenløste af Herren, de, han haver igjenløst af Modstanderens Haand,
47Frels os, Herre, vor Gud! og samle os fra Hedningerne, paa det (vi kunne) takke dit hellige Navn (og) berømme os i din Priis.
26Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
10De, som sadde i Mørke og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og i Jern,
16Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
13Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
31lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn,
4Men (naar) de omvende sig i deres Nød til Herren, Israels Gud, og søge ham, da lader han sig finde af dem.
14Herre! læg mig, saa læges jeg, frels mig, saa frelses jeg; thi du er min Roes.
35og siger: Frels os, vor Saligheds Gud! og samle os og udfri os fra Hedningerne til at takke dit hellige Navn, at berømme os i din Lov.
2Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
12Saa lad Judæ Stæder og Indbyggerne i Jerusalem gaae og raabe til de Guder, for hvilke de gjorde Røgelse; men de skulle ikke frelse dem i deres Ulykkes Tid.
13Synger for Herren, lover Herren; thi han friede en Fattigs Sjæl af de Ondes Haand.
19Han gjør efter deres Velbehagelighed, som ham frygte, og han hører deres Skrig og frelser dem.
17Mit Hjertes Angester have (vidt) udbredt sig; udfør mig af mine Trængsler.
16Herre! i Angesten besøgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.
1En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
9De, de have bøiet sig og ere faldne, men vi, vi staae og ere oprettede.