Salmenes bok 33:19
at frie deres Sjæl fra Død og holde dem i Live i Hungeren.
at frie deres Sjæl fra Død og holde dem i Live i Hungeren.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18 See, Herrens Øie er til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed,
20 Vor Sjæl bier efter Herren, han er vor Hjælp og vort Skjold.
18 — deres Sjæl fik en Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte.
19 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
20 I Hunger skal han forløse dig fra Døden, og i Krig fra Sværdets Vold.
11 Red dem, som ere grebne til Døden, som ere snublende (og nær ved) at ihjelslaaes, dersom du vilde holde dig tilbage (fra dem).
18 og spare hans Sjæl fra Fordærvelse, og hans Liv, at det ikke omkommer ved Sværdet.
5 — (de vare) hungrige, og tørstige tillige, deres Sjæl forsmægtede i dem.
6 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han friede dem af deres Trængsler.
9 (han,) som holder vor Sjæl ilive og lader vor Fod ikke snuble.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
2 Salig er den, som handler forstandeligen imod den Ringe; Herren skal redde ham paa en ond Dag.
15 Alles Øine vogte paa dig, og du giver dem deres Spise i sin Tid.
19 Herren er nær hos (dem, som have) et sønderbrudt Hjerte, og vil frelse (dem, som have) en sønderstødt Aand.
39 Men de Retfærdiges Frelse er af Herren; (han er) deres Styrke i Nødens Tid.
40 Og Herren skal hjælpe dem og udfrie dem; han skal udfrie dem fra de Ugudelige og frelse dem, thi de troede paa ham.
15 (Men) han skal frie en Elendig i hans Elendighed, og aabne deres Øre i Trængsel.
11 Lad den Bundnes Jamren komme for dit Ansigt, lad den: blive (i Live), som ere Dødens Børn, efter din store Arm.
15 Men han frelser en Fattig fra Sværd, fra deres Mund og fra den Stærkes Haand.
19 Han gjør efter deres Velbehagelighed, som ham frygte, og han hører deres Skrig og frelser dem.
19 De skulle ikke beskjæmmes i den onde Tid, og de skulle mættes i Hungers Dage.
13 Han skal spare den Ringe og Fattige, og frelse de Fattiges Sjæle.
13 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
9 fordi han mættede en tørstig Sjæl, og fyldte en hungrig Sjæl med Godt.
17 Herrens Ansigt er imod dem, som gjøre Ondt, at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
23 Herrens Frygt (fører) til Livet; thi saadan En skal være mæt (af Rolighed) Natten over, han skal ikke hjemsøges med Ulykke.
3 Herren lader ikke en Retfærdigs Sjæl hungre, men han skal udstøde de Ugudeliges Ondskab.
27 Herrens Frygt er Livets Kilde til at vige fra Dødens Snarer.
30 for at føre hans Sjæl tilbage fra Fordærvelsen, at han maa oplyses ved de Levendes Lys.
15 Vig fra Ondt og gjør Godt, søg Fred og efterjag den.
27 De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Mad i sin Tid.
13 at I ville lade min Fader og min Moder og mine Brødre og mine Søstre leve, og alt det, de have, og frie vore Sjæle fra Døden.
14 Den, som gaaer (herfra) til fremmed Sted, skal hastig lades løs og skal ikke døe i Graven, og hans Brød skal ikke fattes.
25 Herren er god mod dem, som bie efter ham, mod den Sjæl, som spørger efter ham.
18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
8 Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øie fra Graad, min Fod fra Stød.
28 Han haver forløst min Sjæl, at den ikke farer i Fordærvelsen, og mit Liv skal see paa Lyset.
7 Denne Elendige raabte, og Herren hørte, og frelste ham af alle hans Angester.
7 Herren skal bevare dig fra alt Ondt, han skal bevare din Sjæl.
2 Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle deres Arm, tilmed vor Salighed i Nødens Tid.
22 Ondt skal dræbe en Ugudelig, og de, som hade den Retfærdige, skulle dømmes skyldige.
13 Synger for Herren, lover Herren; thi han friede en Fattigs Sjæl af de Ondes Haand.
16 Hvo, som bevarer Budet, bevarer sin Sjæl, (men) hvo, der foragter sine Veie, skal dødes.
9 Jeg maa høre, hvad Gud Herren vil tale, thi han skal tale Fred til sit Folk og til sine Hellige, og de skulle ikke omvendes til Daarlighed.
23 Giver (Gud) ham (at leve) i Tryghed, da forlader han sig fast derpaa; dog ere hans Øine over deres Veie.
3 da havde de opslugt os levende, der deres Vrede var optændt imod os;
10 som (og) befriede os fra saa stor en Døds(-Fare) og befrier (endnu); til hvem vi have det Haab, at han ogsaa fremdeles skal frie os,
8 Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!
175 Lad min Sjæl leve og love dig, og lad dine Rette hjælpe mig.
35 og siger: Frels os, vor Saligheds Gud! og samle os og udfri os fra Hedningerne til at takke dit hellige Navn, at berømme os i din Lov.