Jesaja 33:2
Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle deres Arm, tilmed vor Salighed i Nødens Tid.
Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle deres Arm, tilmed vor Salighed i Nødens Tid.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
20 Vor Sjæl bier efter Herren, han er vor Hjælp og vort Skjold.
21 Thi i ham skal vort Hjerte glædes, thi vi forlade os paa hans hellige Navn.
22 Herre! din Miskundhed være over os, saasom vi haabe paa dig!
18 Og derfor skal Herren bie, at han kan benaade eder, og derfor ophøie sig, at han kan forbarme sig over eder; thi Herren er Dommens Gud; salige ere Alle, som bie efter ham.
9 Og man skal sige paa den samme Dag: See, denne er vor Gud, vi have forventet ham, og han skal frelse os; denne er Herren, vi have forventet ham, vi ville fryde og glæde os i hans Salighed.
23 Men vi blive ihjelslagne for din Skyld den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.
24 Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!
1 Vee (dig, du) Ødelægger, du, som dog ikke er bleven ødelagt! og du Troløse, dog man ikke haver handlet troløst imod dig! naar du haver fuldendt at ødelægge, skal du ødelægges, naar du haver gjort Ende paa at handle troløst, skal man handle troløst imod dig.
2 See, som Tjeneres Øine (see) til deres Herrers Haand, som en Tjenestepiges Øine til hendes Frues Haand, saa (see) vore Øine til Herren vor Gud, indtil han vorder os naadig.
3 Vær os naadig, Herre! vær os naadig, thi vi ere meget mættede med Foragt.
7 Vil du ikke gjøre os levende igjen, at dit Folk maa glæde sig i dig?
3 Folkene flyede for Mangfoldigheds Lyd; Hedningerne ere adspredte, fordi du ophøiede dig.
8 O Israels Forhaabning, hans Frelse i Nøds Tid! hvorfor vil du være som en Fremmed udi Landet og som en Veifarende, der (kun) bøier sig ned (et Sted) for at blive (der) om Natten?
9 Hvorfor vil du være som en forskrækket Mand, som en vældig (Stridsmand), der ikke kan frelse? og du, Herre! er midt iblandt os, og vi kaldes efter dit Navn, lad os ikke fare!
14 (Agt) paa Aftens Tid, og see, (da er der) Forskrækkelse, (ja) førend Morgenen (kommer, da) er han ikke (mere); denne er deres Deel, som plyndre os, og deres Lod, som berøve os.
17 Endnu fortæres vore Øine, (naar de see) hen til vor forfængelige Hjælp, idet vi see (saa) flitteligen hen til et Folk, som ikke kunde frelse.
14 Mæt os aarle med din Miskundhed, saa ville vi synge med Fryd og være glade i alle vore Dage.
13 Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig.
39 Men de Retfærdiges Frelse er af Herren; (han er) deres Styrke i Nødens Tid.
22 Thi Herren er vor Dommer, Herren er vor Lovgiver, Herren er vor Konge, han, han skal frelse os.
15 Herre, Israels Gud! du er retfærdig, thi vi ere overblevne, (nogle) Undkomne, som det sees paa denne Dag; see, vi ere for dit Ansigt i vor Skyld, thi derfor kan Ingen bestaae for dit Ansigt.
6 Min Sjæl (vogter) paa Herren mere end de, som vogte paa Morgenen, vogte paa Morgenen.
7 Israel! haab paa Herren, thi hos Herren er Miskundhed, og megen Forløsning er hos ham.
16 Lad de samme vanke hid og did om Spise, og lad dem knurre, naar de ikke blive mætte.
8 Saa sagde Herren: Jeg bønhørte dig paa den behagelige Tid og hjalp dig paa Saligheds Dag, og jeg vil bevare dig og sætte dig til en Pagt iblandt Folk, at opreise Landet, at lade dem arve de ødelagte Arvedele,
32 Og nu, vor Gud! du store, mægtige og forfærdelige Gud, som holder Pagten og Miskundheden, lad ikke al den Møie være ringe agtet for dit Ansigt, som haver rammet os, vore Konger, vore Fyrster og vore Præster og vore Propheter og vore Fædre og dit ganske Folk, fra Kongerne af Assyriens Dage af indtil denne Dag.
26 Thi vor Sjæl er nedbøiet i Støv, vor Bug hænger ved Jorden.
7 Visselig, Mennesket gaaer frem (som) i et Billede, visselig, de gjøre sig (megen) Uro forgjæves; man samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det.
25 Herren er god mod dem, som bie efter ham, mod den Sjæl, som spørger efter ham.
35 og siger: Frels os, vor Saligheds Gud! og samle os og udfri os fra Hedningerne til at takke dit hellige Navn, at berømme os i din Lov.
5 De løbe og berede sig (imod mig), skjøndt der er ikke Misgjerning (hos mig); vaagn op at møde mig, og see (dertil)!
5 Min Retfærdighed er nær, min Salighed er udgangen, og mine Arme skulle dømme Folk; Øer skulle bie efter mig og vente efter min Arm.
21 Herre! omvend os til dig, at vi maae omvendes, forny vore Dage (som) af gammel Tid!
25 Kjære Herre, frels nu! Kjære Herre, lad det lykkes nu!
7 Beviis underligen dine Miskundheder, (du, som er) deres Frelser, som troe, fra dem, som opreise sig imod din høire Haand.
19 Herre! min Styrke og min Befæstning og min Tilflugt paa Nøds Dag! Hedningerne skulle komme til dig fra Jordens Ender og sige: Vore Fædre eiede dog Falskhed, (ja) Forfængelighed, og det kunde intet gavne dem.
3 Opvæk din Magt for Ephraim og Benjamin og Manasse, og kom os til Frelse.
4 Gud! omvend os, og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste.
8 Kom os ikke de forrige Misgjerninger ihu; skynd dig, lad din Barmhjertighed komme os tilforn, thi vi ere blevne saare ringe.
9 Hjælp os, vor Saligheds Gud! for dit Navns Æres Skyld, og frie os og forlad os vore Synder for dit Navns Skyld.
1 Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.
26 Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
9 Og han, han skal dømme Verden med Retfærdighed, han skal afsige Dom over Folkene med Oprigtighed.
6 Og Herren er den Zebaoths Gud, Herren er hans Ihukommelses (Navn).
5 Herren er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig.
15 Og nu, Herre vor Gud! du, som udførte dit Folk af Ægypti Land med en stærk Haand og gjorde dig et Navn, som (det er) paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligen.
8 Ja paa dine Dommes Sti, Herre! have vi forventet dig; til dit Navn og til din Ihukommelse er (vor) Sjæls Begjæring.
15 Bi efter Fred, og det skal ikke (vorde) godt, efter Lægedoms Tid, og see, Forfærdelse (kommer).