2 Krønikebok 15:4
Men (naar) de omvende sig i deres Nød til Herren, Israels Gud, og søge ham, da lader han sig finde af dem.
Men (naar) de omvende sig i deres Nød til Herren, Israels Gud, og søge ham, da lader han sig finde af dem.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 Og han gik ud (og stod) for Asas Ansigt og sagde til ham: Hører mig, Asa og al Juda og Benjamin! Herren er med eder, fordi I ere med ham, og dersom I søge ham, skal han lade sig finde af eder, men om I forlade ham, skal han forlade eder.
3 Og (der skulle være) mange Dage for Israel, da (de skulle være) uden sand Gud og uden Præst, som underviser (dem), og uden Lov.
29 Og I skulle derfra søge Herren din Gud, og du skal finde ham, naar du leder efter ham af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl.
30 Naar du faaer Angest, og alle disse Ting ramme dig, i de sidste Dage, da skal du omvende dig til Herren din Gud og høre paa hans Røst.
13 Og I skulle søge mig og finde, naar I søge mig i eders ganske Hjerte.
14 Og jeg skal findes af eder, siger Herren, og omvende eders Fængsel, og samle eder fra alle Hedningerne og fra alle Stederne, hvorhen jeg lod fordrive eder, siger Herren, og lade eder komme tilbage til det Sted, hvorfra jeg lod bortføre eder.
34 Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.
15 Og al Juda var glad over Eden; thi de havde svoret i deres ganske Hjerte og søgte ham i deres ganske Villie, og han lod sig finde af dem; og Herren skaffede dem Rolighed trindt omkring.
6 Søger Herren, medens han findes, kalder paa ham, medens han er nær.
5 Derefter skulle Israels Børn omvende sig og søge Herren, deres Gud, og David, deres Konge, og de skulle frygte (og komme) til Herren og til hans Gode i de sidste Dage.
6 Da skulle de gaae med deres Faar og med deres Øxne at søge Herren, og ikke finde ham; han haver draget sig fra dem.
6 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han friede dem af deres Trængsler.
16 Og de bortkastede de Fremmedes Guder midt ud fra sig og tjente Herren; og hans Sjæl blev bekymret over Israels Møie.
13 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
4 Thi saa sagde Herren til Israels Huus: Søger mig, saa skulle I leve.
4 I de samme Dage og paa den samme Tid, siger Herren, skulle Israels Børn komme, de og Judæ Børn tillige; de skulle gaae frem og græde og søge Herren deres Gud.
19 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
5 Men i de Tider skal der ikke være Fred for den, som gaaer ud, og for den, som gaaer ind; men (der skal være) store Bulder over alle Indbyggerne i Landene,
27 Derfor gav du dem i deres Fjenders Haand, og de trengte dem; men der de raabte til dig i deres Trængsels Tid, da hørte du af Himmelen, og efter dine mange Barmhjertigheder gav du dem Frelsere, og de frelste dem af deres Fjenders Haand.
28 Men der de havde Rolighed, vendte de tilbage til at gjøre Ondt for dit Ansigt; saa forlod du dem i deres Fjenders Haand, at de regjerede over dem; og naar de omvendte sig og raabte til dig, da hørte du af Himmelen og reddede dem efter dine Barmhjertigheder mange Tider.
21 Der er hørt en Røst paa de høie Steder, Israels Børns ydmyge Begjæringers Graad; thi de have forvendt deres Vei, de have forglemt Herren deres Gud.
27 Og Israels Børn adspurgte Herren; men Guds Pagtes Ark var der i de Dage.
28 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
2 Saa sagde Herren: Et Folk, som er de Overblevne fra Sværd, har fundet Naade i Ørken, (nemlig) Israel, (da jeg) gik at skaffe ham Hvile.
18 Og naar Herren opreiste dem Dommere, da var Herren med Dommeren, og han frelste dem af deres Fjenders Haand, saalænge den Dommer levede; thi det angrede Herren for deres Sukkes Skyld over dem, som trængte dem og fortrykte dem.
16 Herre! i Angesten besøgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.
1 Samaria skal ødelægges, thi den var gjenstridig imod sin Gud; de skulle falde ved Sværdet, deres spæde Børn skulle knuses, og deres frugtsommelige Qvinder sønderrives.
44 Dog saae han (til dem), da de vare, i Angest, idet han hørte deres Raab.
12 Og der han var i Angest, bad han ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt og ydmygede sig saare for sine Fædres Guds Ansigt.
4 Men Joahas bad ydmygeligen til Herrens Ansigt, og Herren hørte ham, thi han saae til Israels Trængsel, thi Kongen af Syrien trængte dem.
5 Og Herren gav Israel en Frelser, og de slap frie for at være under de Syrers Magt; og Israels Børn boede i deres Pauluner som tilforn.
26 Thi Herren saae Israels Elendighed, som var saare bitter, ja (at baade) den Beholdne var Intet, og den Efterladte var Intet, og (at der var) ingen Hjælper for Israel.
15 I alt det, som de udgik til, var Herrens Haand imod dem til det Onde, saasom Herren havde sagt, og saasom Herren havde svoret dem; og de bleve saare ængstede.
12 Og de kom i Pagten, at søge Herren, deres Fædres Gud, i deres ganske Hjerte og i deres ganske Sjæl.
4 Men han søgte sin Faders Gud og vandrede i hans Bud og ikke efter Israels Gjerninger.
9 Thi naar I omvende eder til Herren, skulle eders Brødre og eders Børn faae Barmhjertighed for deres Ansigt, som holde dem fangne, saa at de skulle komme tilbage til dette Land; thi Herren eders Gud er naadig og barmhjertig, og skal ikke lade (sit) Ansigt vige fra eder, dersom I omvende eder til ham.
1 Jeg er søgt af dem, som ikke spurgte, jeg er funden af dem, som ikke ledte (efter mig); jeg sagde til et Folk, som ikke er kaldet efter mit Navn: See, (her er) jeg, see, (her er) jeg.
18 Saa bleve Israels Børn ydmygede samme Tid, men Judæ Børn bleve bekræftede, thi de forlode sig fast paa Herren, deres Fædres Gud.
4 Og Juda samlede sig til at søge (Hjælp) af Herren; ogsaa af alle Judæ Stæder kom de til at søge Herren.
6 og dem, som vende sig tilbage fra (at vandre) efter Herren, og som ikke søge Herren, og ikke spørge efter ham.
6 Og Løberne gik med Breve fra Kongens og hans Øverstes Haand igjennem al Israel og Juda og efter Kongens Befaling, og sagde: I Israels Børn, vender om til Herren, Abrahams, Isaks og Israels Gud, saa skal han vende sig om til de Undkomne, som ere eder overblevne af Assyriens Kongers Haand.
4 Og han sagde til Juda, at de skulde søge Herren, deres Fædres Gud, og gjøre Loven og Budet.
34 Og Israels Børn kom ikke Herren deres Gud ihu, som havde friet dem af alle deres Fjenders Haand trindt omkring.
3 Dog ere der nogle gode Ting fundne hos dig, at du haver borttaget Lundene af Landet og beskikket dit Hjerte til at søge Gud.
6 Vender om til den, som Israels Børn ere dybt afvegne fra!
5 Thi Israel og Juda (skulle) ikke (forlades) i Enkestand af sin Gud, af den Herre Zebaoth, skjøndt deres Land er fyldt med Skyld for Israels Hellige.
14 Gaaer og raaber til de Guder, som I have udvalgt; de maae frelse eder i eders Trængsels Tid.
7 Og det skede, fordi Israels Børn havde syndet mod Herren deres Gud, som førte dem op af Ægypti Land fra at være under Pharaos, Kongen af Ægyptens, Magt, og fordi de havde frygtet andre Guder.
25 Og Gud saae Israels Børn, og Gud kjendte dem.
15 Sandelig, du er en Gud, som skjuler sig, Israels Gud, en Frelser.