2 Mosebok 2:25
Og Gud saae Israels Børn, og Gud kjendte dem.
Og Gud saae Israels Børn, og Gud kjendte dem.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
23 Og det skede lang Tid derefter, da døde Kongen af Ægypten; og Israels Børn sukkede over den Trældom og raabte; og deres Raab over (deres) Trældom kom op for Gud.
24 Og Gud hørte deres Suk; og Gud tænkte paa sin Pagt med Abraham, med Isak og med Jakob.
31 Og Folket troede; og der de hørte, at Herren besøgte Israels Børn, og at han havde seet deres Elendighed, da bøiede de sig og tilbade.
5 Og jeg, jeg haver ogsaa hørt Israels Børns Suk, hvilke Ægypterne have gjort til Trælle, og jeg haver ihukommet min Pagt.
44 Dog saae han (til dem), da de vare, i Angest, idet han hørte deres Raab.
45 Og han kom sin Pagt ihu, dem (til Bedste), og det angrede ham efter hans store Miskundhed.
9 Og nu, see, Israels Børns Skrig er kommet for mig, og jeg haver ogsaa seet den Trængsel, hvormed Ægypterne trænge dem.
7 Og Herren sagde: Jeg haver grandt seet mit Folks Elendighed, som er i Ægypten, og hørt deres Skrig over dem, som trænge dem; thi jeg veed deres Smerter.
31 Og Israel saae den store Haand, som Herren havde beviist paa Ægypterne, og Folket frygtede Herren, og de troede paa Herren og paa Mose, hans Tjener.
2 Og Bileam opløftede sine Øine og saae Israel, som boede (i Leiren) efter sine Stammer; og Guds Aand var over ham.
10 Og Pharao kom nær til; og Israels Børn opløftede deres Øine, og see, Ægypterne droge efter dem, da frygtede de saare, og Israels Børn raabte til Herren
19 Og Herren saae det og blev vred for sine Sønners og Døttres Fortørnelses Skyld.
27 Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Jakob ihu; vend ikke dit Ansigt til dette Folks Haardhed, og til dets Ugudelighed og til dets Synd;
17 Dette Folks, Israels, Gud udvalgte vore Fædre og ophøiede Folket, der de boede som Udlændinge i Ægypti Land, og førte dem derfra med en høi Arm.
34 Og Israels Børn kom ikke Herren deres Gud ihu, som havde friet dem af alle deres Fjenders Haand trindt omkring.
16 Gak, og du skal samle de Ældste af Israel og sige til dem: Herren, eders Fædres Gud, er aabenbaret for mig, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, sigende: Jeg haver visseligen besøgt eder og (seet,) hvad eder er vederfaret i Ægypten.
1 Der Israel var ung, da Havde jeg ham kjær, og jeg kaldte min Søn af Ægypten.
9 Og du saae vore Fædres Elendighed i Ægypten, og hørte deres Raab ved det røde Hav.
11 Og han lagde ikke sin Haand paa de Ypperste af Israels Børn; og de beskuede Gud, og aade og drak (dog).
7 Paa den samme Dag skal Mennesket see hen til den, som har gjort ham, og hans Øine skulle see til den Hellige i Israel.
23 Men Herren var dem naadig og forbarmede sig over dem, og vendte sig til dem for sin Pagts Skyld med Abraham, Isak og Jakob, og vilde ikke fordærve dem, og bortkastede dem ikke fra sit Ansigt indtil nu.
9 Og han sagde til sit Folk: See, Israels Børns Folk ere flere og stærkere end vi.
22 Og du satte dit Folk Israel dig til et Folk evindeligen, og du, Herre! du er bleven dem til en Gud.
3 Og Herren gav Folket Naade for Ægypternes Øine; og Manden Mose var saare mægtig i Ægypti Land for Pharaos Tjeneres Øine og for Folkets Øine.
4 Men (naar) de omvende sig i deres Nød til Herren, Israels Gud, og søge ham, da lader han sig finde af dem.
7 Da skrege vi til Herren, vore Fædres Gud, og Herren hørte vor Røst, og saae vor Trængsel og vor Møie og vor Nød.
7 Og Israels Børn bleve frugtbare og vrimlede, og bleve mangfoldige og vare ganske meget stærke, og Landet blev fuldt af dem.
36 Og Herren havde givet Folket Naade for Ægypternes Øine at de laante dem; og de skilte Ægypterne derved.
5 Og han opløftede sine Øine og saae Qvinderne og Børnene, og sagde: Hvo ere disse, som ere med dig? og han sagde: Det er de Børn, som Gud haver skjenket din Tjener.
13 Israels, hans Tjeners, Sæd! Jakobs, hans Udvalgtes, Børn!
5 Og han sagde til dem: Jeg seer eders Faders Ansigt, at det er ikke imod mig, som tilforn; men min Faders Gud haver været med mig.
7 Og det skede, fordi Israels Børn havde syndet mod Herren deres Gud, som førte dem op af Ægypti Land fra at være under Pharaos, Kongen af Ægyptens, Magt, og fordi de havde frygtet andre Guder.
54 Og Israels Børn gjorde det; efter alt det, som Herren havde befalet Mose, saa gjorde de.
2 (Da) skulle de raabe til mig: Min Gud! vi, Israel, kjende dig.
13 Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Israel, ihu, hvilke du haver tilsvoret ved dig selv og tilsagt dem: Jeg vil gjøre eders Sæd mangfoldig, som Stjernerne paa Himmelen, og alt det Land, som jeg haver sagt, vil jeg give eders Sæd, og de skulle eie det evindeligen.
14 Saa fortrød det Onde Herren, som han havde truet at gjøre sit Folk.
33 Og det Ord var godt for Israels Børns Øine, og Israels Børn lovede Gud; og de sagde ikke, at de vilde drage op over dem til Strid, til at fordærve det Land, som Rubens Børn og Gads Børn boede udi.
2 Og Mose kaldte ad al Israel og sagde til dem: I, I have seet alt det, som Herren gjorde for eders Øine i Ægypti Land, ved Pharao og alle hans Tjenere, og ved hans ganske Land,
4 Thi Herren haver udvalgt sig Jakob, Israel til sin (synderlige) Eiendom.
35 Og de kom ihu, at Gud var deres Klippe, og den høieste Gud deres Gjenløser.