Salmenes bok 78:35
Og de kom ihu, at Gud var deres Klippe, og den høieste Gud deres Gjenløser.
Og de kom ihu, at Gud var deres Klippe, og den høieste Gud deres Gjenløser.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
34Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.
39Og han kom ihu, at de vare Kjød, et Veir, som bortfarer og kommer ikke tilbage.
40Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder.
41Thi de kom igjen og fristede Gud, og mestrede den Hellige i Israel.
42De kom ikke hans Haand ihu paa den Dag, da han forløste dem af Nød,
18Den Klippe, som avlede dig, glemte du; og du har forglemt Gud, som fødte dig.
37Og han skal sige: Hvor ere deres Guder, den Klippe, som de forlode sig paa?
21De glemte Gud, deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten,
44Dog saae han (til dem), da de vare, i Angest, idet han hørte deres Raab.
45Og han kom sin Pagt ihu, dem (til Bedste), og det angrede ham efter hans store Miskundhed.
7og at de skulde sætte deres Haab paa Gud, og ikke glemme Guds Gjerninger, men bevare hans Bud,
8og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og gjenstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke var trofast med Gud.
34Og Israels Børn kom ikke Herren deres Gud ihu, som havde friet dem af alle deres Fjenders Haand trindt omkring.
24Og Gud hørte deres Suk; og Gud tænkte paa sin Pagt med Abraham, med Isak og med Jakob.
25Og Gud saae Israels Børn, og Gud kjendte dem.
2Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
3(Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
32Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe foruden vor Gud?
2Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
11Og de glemte hans Gjerninger og hans underlige Ting, som han havde ladet dem see.
36Og de vilde bedrage ham med deres Mund, og løi for ham med deres Tunge.
31Thi deres Klippe er ikke som vor Klippe, og vore Fjender ere Dommere.
10Haver Gud glemt at være naadig, eller haver han tillukket sine Barmhjertigheder ved Vrede? Sela.
56Men de fristede og forbittrede den høieste Gud, og holdt ikke hans Vidnesbyrd.
10Og han frelste dem af Haderens Haand, og gjenløste dem af Fjendens Haand.
17Dog bleve de endnu ved at synde imod ham, at forbittre den Høieste i Ørken.
22Men Herren har været mig en Ophøielse, og min Gud var min Tillids Klippe.
31Guds Vei er fuldkommen, Herrens Tale er luttret; han er alle dem et Skjold, som troe paa ham.
8Kommer dette ihu og værer mandige; I Overtrædere! lægger det paa Hjerte.
4Men du er hellig, du, som boer iblandt Israels Lovsange.
11Thi deres Løser er stærk; han, han skal udføre deres Sag imod dig.
27som sige til Træet: Du er min Fader, og til Stenen: Du avlede mig; thi de vendte Ryg til mig og ikke Ansigt; men i deres Ulykkes Tid skulle de sige: Staa op og frels os!
21Og de lede ingen Tørst, der han ledede dem igjennem Ørkenerne, han lod flyde Vand af en Klippe til dem, og han adskilte en Klippe, og der flød Vand.
7Vore Fædre i Ægypten forstode ikke dine underlige Gjerninger, de kom ikke din megen Miskundhed ihu, men vare gjenstridige ved Havet, ved det røde Hav.
6Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han friede dem af deres Trængsler.
15Og du gav dem Brød af Himmelen til deres Hunger, og udførte dem Vand af en Klippe til deres Tørst, og du sagde til dem, at de skulde gaae ind at indtage Landet til Eiendom, over hvilket du opløftede din Haand til at give dem det.
2Kom din Menighed ihu, som du forhvervede i fordum (Tid), din Arvs Stamme, som du gjenløste, dette Zions Bjerg, som du boer paa.
8Herre, vor Gud! du bønhørte dem, du var dem en Gud, som tilgav, og (du var) en Hevner over deres Gjerninger.
18enddog de gjorde sig en støbt Kalv og sagde: Det er din Gud, som opførte dig af Ægypten, og de gjorde store Bespottelser.
7De skulle udbrede din store Godheds Ihukommelse, og synge med Fryd om din Retfærdighed.
13Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
8Og han sagde: Visseligen, de ere mit Folk, de ere Børn, som ikke skulle handle falskeligen; og han var dem til en Frelser.
6Herre! kom dine Barmhjertigheder og dine Miskundheder ihu; thi de have (været af) Evighed.
28Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
4Men (naar) de omvende sig i deres Nød til Herren, Israels Gud, og søge ham, da lader han sig finde af dem.
8Kom os ikke de forrige Misgjerninger ihu; skynd dig, lad din Barmhjertighed komme os tilforn, thi vi ere blevne saare ringe.
19Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.