Salmenes bok 74:2
Kom din Menighed ihu, som du forhvervede i fordum (Tid), din Arvs Stamme, som du gjenløste, dette Zions Bjerg, som du boer paa.
Kom din Menighed ihu, som du forhvervede i fordum (Tid), din Arvs Stamme, som du gjenløste, dette Zions Bjerg, som du boer paa.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Asaphs (Psalme), som giver Underviisning. Gud! hvorfor forkaster du evindeligen? (hvorfor) skal din Vrede ryge over din Fødes Faar?
3 Opløft dine (Fødders) Trin til at ødelægge evindelig; Fjenden haver handlet ilde med Alting i Helligdommen.
4 Dine Modstandere brølede inde i din Forsamling, de satte deres Tegn til Tegn.
17 Du skal føre dem ind og plante dem paa din Arvs Bjerg; du haver gjort en Bolig, hvorudi du vilde boe, o Herre! en Helligdom, Herre, have dine Hænder beredt.
51 thi de ere dit Folk og din Arv, som du udførte af Ægypten, midt udaf den Jernovn;
18 Kom dette ihu: Fjenden forhaanede Herren, og et daarligt Folk foragtede dit Navn.
19 Giv ikke (vilde) Dyr din Turteldues Sjæl, glem ikke dine Elendiges Liv evindeligen.
6 Herre! kom dine Barmhjertigheder og dine Miskundheder ihu; thi de have (været af) Evighed.
17 Herre! hvorfor vil du lade os fare vild fra dine Veie? (hvorfor) lader du vort Hjerte blive haardt, at (det) ikke frygter dig? vend om for dine Tjeneres Skyld, for din Arvs Stammers Skyld!
18 En liden (Tid) have de, som ere dit hellige Folk, eiet (Landet; men) vore Modstandere have nedtraadt din Helligdom.
53 Thi du, du adskilte dig dem til en Arv af alle Folk paa Jorden, saasom du talede formedelst Mose, din Tjener, da du udførte vore Fædre af Ægypten, Herre, Herre!
10 Gud! du overstænkede (Landet) meget rundeligen med Regn; din Arv, den, som var træt, befæstede du.
2 Herren bønhøre dig paa Nødens Dag! Jakobs Guds Navn ophøie dig!
3 Han sende dig Hjælp fra Helligdommen, og understøtte dig fra Zion!
13 Thi Herren haver udvalgt Zion, han begjærede (den) sig til en Bolig, (sigende:)
4 Herre! kom mig ihu efter din Velbehagelighed til dit Folk, besøg mig med din Salighed,
1 Herre! kom ihu, hvad der er skeet os, sku og see vor Forhaanelse.
9 Dine Helligdoms Stæder ere blevne til en Ørk; Zion er bleven til en Ørk, Jerusalem er en Ødelæggelse.
10 Vor Helligheds og vor Herligheds Huus, i hvilket vore Fædre lovede dig, er opbrændt med Ild, og alle vore ønskelige Ting ere ødelagte.
11 Herre! vil du holde dig rolig ved disse Ting? vil du tie og fortrykke os saa saare?
49 Hvilken Mand lever, som ikke skal see Døden, som kan frie sin Sjæl fra Gravens Vold? Sela.
8 Kom os ikke de forrige Misgjerninger ihu; skynd dig, lad din Barmhjertighed komme os tilforn, thi vi ere blevne saare ringe.
1 Asaphs Psalme. Gud! Hedningerne ere komne i din Arv, de have besmittet dit hellige Tempel, de gjorde Jerusalem til Steenhobe.
7 Herre! kom Edoms Børn ihu paa Jerusalems (Hjemsøgelses) Dag, de, som sagde: Gjører bart, gjører bart indtil Grundvolden i den!
13 Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.
14 Du, du skal gjøre dig rede, du skal forbarme dig over Zion; thi det er Tid, at du er den naadig, thi den bestemte Tid er kommen.
10 Thi du haver glemt din Saligheds Gud, og ikke ihukommet din Styrkes Klippe; derfor skal du (vel) plante liflige Planter og besætte din Viingaard med fremmede Ranker.
14 Fød dit Folk med din Kjep, din Arvs Faar, du, som boer alene i en Skov midt paa Carmel; lad dem fødes i Basan og Gilead, som i gamle Dage.
1 En Sang paa Trapperne. Herre! kom David ihu og alle hans Elendigheder,
22 Og du satte dit Folk Israel dig til et Folk evindeligen, og du, Herre! du er bleven dem til en Gud.
9 Frels dit Folk og velsign din Arv, og fød dem og ophøi dem indtil evig (Tid).
35 Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi.
11 Og de skulle forlade sig paa dig, de, som kjende dit Navn; thi du haver ikke forladt dem, som søge dig, Herre!
2 Gud er kjendt i Juda, hans Navn er stort i Israel.
1 Hvorledes haver Herren formørket Zions Datter (med en tyk Sky) i sin Vrede? han haver kastet Israels Herlighed fra Himmelen til Jorden, og han kom ikke sine Fødders Fodskammel ihu paa sin Vredes Dag.
18 Den Klippe, som avlede dig, glemte du; og du har forglemt Gud, som fødte dig.
13 Du haver ført dette Folk, som du haver forløst, ved din Miskundhed; du ledsagede (dem) med din Styrke til din Helligheds Bolig.
6 Og han haver med Vold nedrevet sit Gjærde som en Haves, fordærvet sin Forsamling; Herren haver ladet glemme Forsamling og Sabbat i Zion, og foragtet Konge og Præst i sin Vredes Grumhed.
20 Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
54 Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans høire Haand havde forhvervet.
35 Og de kom ihu, at Gud var deres Klippe, og den høieste Gud deres Gjenløser.
17 for den Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den Hevngjerriges Skyld.
5 De skulle spørge efter Zion, paa Veiene ere deres Ansigter (vendte) hid; kommer og føier eder til Herren med en evig Pagt, (som) ikke skal glemmes.
24 Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!
15 Sku ned fra Himlene, og see fra din Helligheds og Herligheds Bolig; hvor er din Nidkjærhed og din Vælde? dine Indvoldes og dine Barmhjertigheders (stærke) Lyd holder sig tilbage mod mig.
1 Til Sangmesteren; paa Schuschan-Eduth; Davids gyldne (Smykke), til at lære;
12 O Jerusalem! priis Herren; O Zion! lov din Gud.
7 Jeg sank ned til Bjergenes Grunde, Jordens Stænger vare om mig evindeligen; men du, Herre min Gud! opførte mit Liv fra Fordærvelse.
7 Staa op, Herre! i din Vrede, ophøi dig over mine Fjenders megen Grumhed, og vaagn op til mig; du haver befalet Ret (at skulle skee).
21 Kom disse Ting ihu, Jakob, og Israel! thi du er min Tjener; jeg haver dannet dig, du er min Tjener; Israel! glem mig ikke.