Jona 2:7
Jeg sank ned til Bjergenes Grunde, Jordens Stænger vare om mig evindeligen; men du, Herre min Gud! opførte mit Liv fra Fordærvelse.
Jeg sank ned til Bjergenes Grunde, Jordens Stænger vare om mig evindeligen; men du, Herre min Gud! opførte mit Liv fra Fordærvelse.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Og Jonas bad til Herren sin Gud fra Fiskens Liv.
3Og han sagde: Jeg raabte til Herren af min Angest, og han svarede mig: jeg skreg af Helvedes Bug, du hørte min Røst.
4Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
5Og jeg, jeg sagde: Jeg er udkastet fra dine Øine; dog vil jeg blive ved at see til dit hellige Tempel.
6Vandene omgave mig indtil Sjælen, Afgrunden omringede mig, der var Tang viklet om mit Hoved.
6Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
7Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren.
6Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
8Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
2Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han skal vende sine Øren til mig.
3Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
4Min Graad er min Mad Dag og Nat, fordi man siger den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud?
5Disse Ting vil jeg komme ihu og udøse min Sjæl hos mig (selv); thi jeg vilde gaae frem med Hoben, vilde gaae afsted med dem til Guds Huus med Frydeskrigs og Taksigelses Røst iblandt den Hob, som holder helligt.
6Hvorfor nedbøier du dig, min Sjæl, og bruser over mig? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham; (thi der er) megen Frelse for hans Ansigt.
7Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
4Men jeg paakaldte i Herrens Navn, sigende: Kjære Herre! udfri min Sjæl.
2Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
3Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
20Min Sjæl kommer det vel ihu og bøier sig over mig.
21Dette vil jeg tage mig til Hjerte igjen, derfor vil jeg haabe.
22Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
1En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
3Den Dag, jeg kaldte (paa dig), da bønhørte du mig; du bekræftede mig med Styrke i min Sjæl.
4Men du, Herre! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der ophøier mit Hoved.
55Herre! jeg kaldte paa dit Navn nederst af Hulen.
2Hvor elskelige ere dine Boliger, Herre Zebaoth!
6Jeg udbredte mine Hænder til dig, min Sjæl er for dig som et vansmægtende Land. Sela.
7Herre! skynd dig, bønhør mig, min Aand forgaaer; skjul ikke dit Ansigt for mig, thi jeg maatte blive dem lig, der fare ned i Hulen.
1Davids (Psalme). Herre! til dig vil jeg raabe; min Klippe! ti ikke for mig, at jeg ikke, (om) du tier for mig, skal blive lignet ved dem, som fare ned i Graven.
2Hør mine (ydmyge) Begjæringers Røst, naar jeg raaber til dig, naar jeg opløfter mine Hænder til dit hellige Chor.
2Ligesom en Hjort skriger efter Vandstrømme, saa skriger min Sjæl til dig, o Gud!
13Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
7Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
7Min Sjæl! kom igjen til din Rolighed, thi Herren haver gjort vel imod dig.
8Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øie fra Graad, min Fod fra Stød.
6De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
7Herre! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig.
1En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
1Davids (Psalme), som giver Underviisning; en Bøn; der han var i Hulen.
10Haver Gud glemt at være naadig, eller haver han tillukket sine Barmhjertigheder ved Vrede? Sela.
4Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
6Jeg tænkte paa de Dage fra fordum (Tid), paa de Aar af Evighederne.
9Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
5Sku til høire Side, og see, at der var Ingen, som kjendte mig; Tilflugt var borte fra mig, (der var) Ingen omhyggelig for min Sjæl.
1Davids (Psalme). Til dig, Herre! vil jeg opløfte min Sjæl.
3Herre! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, Herre! thi mine Been ere forfærdede.
2Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn.
1Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
6Min Sjæl skal mættes som af det Fede og af Fedme, og min Mund skal love (dig) med frydefulde Læber.