Salmenes bok 77:2
Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han skal vende sine Øren til mig.
Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han skal vende sine Øren til mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
4 Kom jeg Gud ihu, da blev jeg urolig, talede jeg, da forsmægtede min Aand. Sela.
1 Til Sangmesteren for Jeduthun; Asaphs Psalme.
2 Min Gud, min Gud! hvorfor haver du forladt mig? du er langt fra min Frelse, fra min Hylens Ord.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
17 Om Natten graver man igjennem mine Been i mig, og mine Aarer hvile ikke.
3 Thi der jeg vilde tie, fortæredes mine Been (som af Alderdom) ved min Hylen den ganske Dag.
4 Thi din Haand blev Dag og Nat svar paa mig, saa at min Saft blev forvandlet til Sommerens Tørheder. Sela.
8 Afgrund raaber til Afgrund under dine Renders Lyd; alle dine Vandvover og dine Bølger gik over mig.
9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
7 Jeg sank ned til Bjergenes Grunde, Jordens Stænger vare om mig evindeligen; men du, Herre min Gud! opførte mit Liv fra Fordærvelse.
6 Jeg tænkte paa de Dage fra fordum (Tid), paa de Aar af Evighederne.
1 En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg komme (derhen) og sees for Guds Ansigt?
1 Davids (Psalme), som giver Underviisning; en Bøn; der han var i Hulen.
2 Jeg vil raabe til Herren med min Røst, jeg vil bede til Herren om Naade med min Røst.
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
4 Der min Aand var forsmægtet i mig, da kjendte du min Sti; de skjulte en Strikke for mig paa Veien, som jeg skulde gaae paa.
2 O Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig ikke i din Hastighed.
3 Herre! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, Herre! thi mine Been ere forfærdede.
6 Jeg udbredte mine Hænder til dig, min Sjæl er for dig som et vansmægtende Land. Sela.
3 Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
4 Men jeg paakaldte i Herrens Navn, sigende: Kjære Herre! udfri min Sjæl.
6 Thi (der skeer) ingen Erindring om dig i Døden; hvo vil takke dig i Graven?
7 Paa min Nøds Dag vil jeg paakalde dig, thi du bønhører mig.
1 En Psalmesang, for Korahs Børn; til Sangmesteren; paa Machalath-Leannoth; (en Sang,) som giver Underviisning, af Heman, den Esrachiter.
3 Den Dag, jeg kaldte (paa dig), da bønhørte du mig; du bekræftede mig med Styrke i min Sjæl.
1 Jeg ledte om Nætterne paa min Seng efter den, som min Sjæl elsker; jeg ledte efter ham, men fandt ham ikke.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne mig tilforn.
17 Jeg, jeg vil raabe til Gud, og Herren skal frelse mig.
8 Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
2 Herre! hør min Bøn, og lad mit Raab komme til dig.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
9 Du skilte mine Kyndinger langt fra mig, du gjorde mig meget vederstyggelig for dem; jeg er indelukket og kan ikke komme ud.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staae op, og (naar) faaer Aftenen naaet sit Maal? og jeg blev mæt af Uroligheder indtil Tusmørket.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren.
4 Men du, Herre! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der ophøier mit Hoved.
5 Jeg raabte til Herren med min Røst, og han bønhørte mig fra sit hellige Bjerg. Sela.
3 Jeg er sunken i dybt (og) skident Dynd, hvor man ei kan staae; jeg er kommen i meget dybt Vand, og Strømmen overskyllede mig.
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leie skal lette (noget) af min Klage,
1 Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
2 Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
6 Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
8 Til dig sagde mit Hjerte: — (der du sagde:) søger mit Ansigt! — Herre! jeg søger dit Ansigt.
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
17 Mit Hjertes Angester have (vidt) udbredt sig; udfør mig af mine Trængsler.
40 Naar jeg var om Dagen (paa Marken), fortærede Heden mig, og Kulde om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øine