Salmenes bok 78:39

Original Norsk Bibel 1866

Og han kom ihu, at de vare Kjød, et Veir, som bortfarer og kommer ikke tilbage.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • 1 Mos 6:3 : 3 Da sagde Herren: Min Aand skal ikke trætte med Mennesket evindeligen, eftersom ogsaa han er Kjød; og hans Dage skulle være hundrede og tyve Aar.
  • Job 7:7 : 7 Kom ihu, at mit Levnet er et Veir; mit Øie skal ikke komme tilbage til at see Godt.
  • Jak 4:14 : 14 I, som ikke vide, hvad imorgen skal skee; thi hvad er eders Liv? Det er jo en Damp, som er tilsyne en liden Tid, men derefter forsvinder!
  • Job 7:16 : 16 Jeg er kjed, jeg skal (dog) ikke leve evindeligen; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed.
  • Job 10:9 : 9 Kjære, kom ihu, at du gjorde mig som Leer, og at du vil gjøre mig til Støv igjen.
  • Sal 103:14-16 : 14 Thi han, han kjender vor Skabning, han kommer ihu, at vi ere Støv. 15 (Anlangende) et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre. 16 Naar Veir farer over det, da er det ikke (mere), og dets Sted kjender det ikke mere.
  • Joh 3:6 : 6 Hvad, som er født af Kjødet, er Kjød, og hvad, som er født af Aanden, er Aand.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 78%

    37 Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.

    38 Dog han, (som er) barmhjertig, forsonede Misgjerning og fordærvede ikke, men vendte sin Vrede mangfoldige Gange af fra dem, og vilde ikke opvække al sin Hastighed.

  • 40 Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder.

  • 76%

    14 Thi han, han kjender vor Skabning, han kommer ihu, at vi ere Støv.

    15 (Anlangende) et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre.

    16 Naar Veir farer over det, da er det ikke (mere), og dets Sted kjender det ikke mere.

  • 72%

    14 Dersom han vilde sætte sit Hjerte dertil, da samlede han sin Aand og sin Aande til sig;

    15 alt Kjød maatte opgive Aanden tillige, og Mennesket blive til Støv igjen.

  • 29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de, samler du deres Aand fra dem, da opgive de Aanden, og de komme til deres Støv igjen.

  • 72%

    27 Og han lod Kjød regne paa dem som Støv, og flyvende Fugle som Havets Sand.

    28 Og han lod disse falde midt i sin Leir, trindt omkring iblandt sine Boliger.

    29 Og de aade og bleve saare mætte, og han tilførte dem det, som de havde Lyst til.

    30 De havde ikke endnu styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund,

  • 11 Og de glemte hans Gjerninger og hans underlige Ting, som han havde ladet dem see.

  • 42 De kom ikke hans Haand ihu paa den Dag, da han forløste dem af Nød,

  • 72%

    44 Dog saae han (til dem), da de vare, i Angest, idet han hørte deres Raab.

    45 Og han kom sin Pagt ihu, dem (til Bedste), og det angrede ham efter hans store Miskundhed.

  • 71%

    33 Derfor fortærede han deres Dage med Forfængelighed, og deres Aar med Forskrækkelse.

    34 Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.

    35 Og de kom ihu, at Gud var deres Klippe, og den høieste Gud deres Gjenløser.

  • 7 Høet bliver tørt, Blomstret falder af, naar Herrens Aand blæser derpaa, (ja) Folket er visselig Hø.

  • 11 Og han tænkte paa de gamle Dage, paa Mose, paa sit Folk; hvor er den, som opførte dem af Havet med sine Faars Hyrde? hvor er den, som gav sin Hellig-Aand midt iblandt dem?

  • 13 Dog glemte de hans Gjerninger snart, de biede ikke efter hans Raad.

  • 47 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?

  • 4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.

  • 4 Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).

  • 18 De blive som Straa for Veiret, og som Avnen, den en Hvirvelvind bortstjæler.

  • 6 Der de fik Føde, da bleve de mætte, de bleve mætte, og deres Hjerte ophøiede sig; derfor forglemte de mig.

  • 17 Ja de vægrede sig for at høre dem og kom ikke dine underlige Ting ihu, som du gjorde med dem, men forhærdede deres Nakke og satte en Høvedsmand for at vende tilbage til deres Trældomstjeneste i deres Gjenstridighed; men du er Forladelsers Gud, naadig og barmhjertig, langmodig og af megen Miskundhed, og forlod dem ikke;

  • 8 og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og gjenstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke var trofast med Gud.

  • 12 Deres inderste (Tanker ere, at) deres Huus (skal blive) evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt; de kalde Jorden efter deres Navn.

  • 22 Lader (da) af fra Mennesket, som haver Aande i sin Næse; thi hvori skulde han agtes (noget)?

  • 24 Thi alt Kjød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster; Græsset visner og Blomsteret derpaa falder af;

  • 18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, da de begjærede Mad for deres Sjæle.

  • 20 See, han haver slaget Klippen, at der flød Vand, og Bækkene løbe over; mon han kunde og give Brød? mon han kunde beskikke Kjød for sit Folk?

  • 3 Du forvandler et Menneske, at han bliver knust, og du siger: Kommer igjen, I Menneskens Børn!

  • 11 Da skal det omskifte sit Mod og fare over og blive skyldigt, (sigende, at) denne dets Kraft hører dets Gud til.

  • 27 fordi de vege bort bag fra ham, og de forstode ikke (nogen) af alle hans Veie,

  • 8 Kom os ikke de forrige Misgjerninger ihu; skynd dig, lad din Barmhjertighed komme os tilforn, thi vi ere blevne saare ringe.

  • 17 Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?

  • 9 Thi alle vore Dage vende sig i din Vrede; vi fortære vore Aar som en Tanke.

  • 9 De skulle omkomme for Guds Aande, og fortæres af hans Vredes Aand.

  • 50 Han afveiede en Sti for sin Vrede, han sparede ikke deres Liv fra Døden, og han overantvordede deres Hob til Pestilentse,

  • 20 Og du gav din den gode Aand til at undervise dem, og negtede ikke dit Man for deres Munde, og gav dem Vand til deres Tørst.

  • 39 Derefter bleve de formindskede, og nedbøiede af ond Trængsel og Bedrøvelse.

  • 2 Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.

  • 3 Da sagde Herren: Min Aand skal ikke trætte med Mennesket evindeligen, eftersom ogsaa han er Kjød; og hans Dage skulle være hundrede og tyve Aar.

  • 17 Paa den Tid, de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da udslettes de af deres Sted.

  • 15 Thi dersom I vende eder bort fra ham, da skal han endnu længere lade ham blive i Ørken, og (dermed) fordærve I alt dette Folk.

  • 8 Og jeg saae, og see, der opkom Sener og Kjød paa dem, og han overdrog dem ovenover med Hud, men der var ikke Aand i dem.