Salmenes bok 90:3
Du forvandler et Menneske, at han bliver knust, og du siger: Kommer igjen, I Menneskens Børn!
Du forvandler et Menneske, at han bliver knust, og du siger: Kommer igjen, I Menneskens Børn!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Mose, den Guds Mands, Bøn. Herre! du, du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.
2 Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, ja fra Evighed til Evighed er du, Gud.
4 Thi tusinde Aar ere for dine Øine som den Dag igaar, naar den er forbigangen, og (som) en Nattevagt.
5 Du bortskyllede dem, de ere som en Søvn; om Morgenen ere de som Græs, der omskiftes.
6 Om Morgenen blomstrer det, og det omskiftes; om Aftenen afhugges det og tørres.
29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de, samler du deres Aand fra dem, da opgive de Aanden, og de komme til deres Støv igjen.
30 Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.
9 Thi alle vore Dage vende sig i din Vrede; vi fortære vore Aar som en Tanke.
10 (Anlangende) vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og om (Nogen haver) megen Styrke, ere de fiirsindstyve Aar, og det Stolteste af dem er Møie og Uretfærdighed; thi det afskjæres hasteligen, og vi flyve (derfra).
11 Hvo kjender din Vredes Styrke og din Grumhed, saasom Frygten for dig (udkræver)?
12 Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Viisdom i Hjertet.
13 Vend om, Herre! hvor længe (skal det vare)? og lad det angre dig over dine Tjenere.
15 alt Kjød maatte opgive Aanden tillige, og Mennesket blive til Støv igjen.
47 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
3 Herre! hvad er et Menneske, at du vilde kjende ham, et Menneskes Barn, at du vilde agte ham?
4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
4 Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
21 Herre! omvend os til dig, at vi maae omvendes, forny vore Dage (som) af gammel Tid!
18 Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges.
19 Hvorledes blive de i et Øieblik til en Ødelæggelse? de omkomme, de faae Ende for Forskrækkelser.
7 og Støvet kommer til Jorden igjen, som det var (før), og Aanden kommer til Gud igjen, som gav den.
20 De fare alle til eet Sted, de bleve alle af Støv, og de komme alle til Støv igjen.
19 Vandet hensmuler Stenene, og (en Strøm) bortskyller det, som voxer af sig selv deraf, af Jordens Støv; saaledes fordærver du et Menneskes Forventelse.
20 Du overvælder ham i Evighed, og han farer hen, du forvender hans Ansigt og lader ham fare.
13 at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?
17 Hvad er et Menneske, at du vilde agte ham stort, og at du vilde lægge dig ham paa Hjertet?
8 Dine Hænder gjøre mig Smerte, endskjøndt de have skabt mig; (de have gjort mig) trindt om, dog vil du opsluge mig.
9 Kjære, kom ihu, at du gjorde mig som Leer, og at du vil gjøre mig til Støv igjen.
7 Men I skulle døe som et Menneske, og som en af Fyrsterne skulle I falde.
1 Til Sangmesteren; paa Schuschan-Eduth; Davids gyldne (Smykke), til at lære;
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?
44 Ja, du omvendte hans skarpe Sværd, og lod ham ikke bestaae i Krigen.
45 Du lod hans Reenhed ophøre, og kastede hans Throne ned til Jorden.
19 I dit Ansigts Sved skal du æde Brødet, indtil du bliver til Jord igjen, thi du er tagen deraf; thi du er Støv, og skal blive til Støv igjen.
14 Og (hvi) skulde du gjøre Menneskene som Fiske i Havet, som Orme, der have ingen Regenter?
3 (Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
5 Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve).
24 Han ydmygede min Kraft paa Veien, han forkortede mine Dage.
25 Jeg sagde: Min Gud, optag mig ikke midt i mine Dage! dine Aar ere fra Slægt til Slægter.
26 Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gjerning.
27 De, de skulle forgaae, men du, du bestaaer, og de, de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som et Klæde, og de skulle omskiftes.
12 Mon du ikke var af fordum (Tid), Herre min Gud, min Hellige? vi skulle ikke døe; Herre! du haver sat ham til Dom, og (du, vor) Klippe! haver grundfæstet ham til at straffe (os).
11 De skulle forgaae, men du bliver ved, og de skulle alle blive gamle som et Klædebon;
12 ja som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du, du er den samme, og dine Aar skulle ikke aflade.
10 Men en Mand døer og svækkes, og et Menneske opgiver Aanden; hvor er han da?
11 Borttag din Plage fra mig; (thi) jeg, jeg er (næsten) aldeles udryddet ved din Haands Slag.
9 Du satte Grændse (for dem), derover skulle de ikke gaae, de skulle ikke igjen skjule Jorden.
4 Veed du (ikke) dette, (at det er gaaet saa til) fra Evighed, siden (Gud) satte Mennesket paa Jorden,
4 Du bortsamlede al din Grumhed, du vendte om fra din grumme Vrede.
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.