Hebreerbrevet 1:11
De skulle forgaae, men du bliver ved, og de skulle alle blive gamle som et Klædebon;
De skulle forgaae, men du bliver ved, og de skulle alle blive gamle som et Klædebon;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
25 Jeg sagde: Min Gud, optag mig ikke midt i mine Dage! dine Aar ere fra Slægt til Slægter.
26 Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gjerning.
27 De, de skulle forgaae, men du, du bestaaer, og de, de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som et Klæde, og de skulle omskiftes.
12 ja som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du, du er den samme, og dine Aar skulle ikke aflade.
10 Og: Du, Herre! grundfæstede Jorden fra Begyndelsen, og Himlene ere dine Hænders Gjerninger.
4 En Slægt gaaer, og en (anden) kommer, men Jorden staaer evindelig.
6 Opløfter eders Øine til Himlene, og seer ned til Jorden nedentil; thi Himlene skulle forsvinde som en Røg, og Jorden ældes som et Klædebon, og dens Indbyggere døe som det; men min Salighed skal blive evindelig, og min Retfærdighed skal ikke brydes.
12 Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
7 Herrens Taler ere rene Taler, (lige) som Sølv, (der er) smeltet i en Ovn af Jord, (og) som er luttret syv Gange.
24 Thi alt Kjød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster; Græsset visner og Blomsteret derpaa falder af;
25 men Herrens Ord bliver evindeligen; men dette er det Ord, som ved Evangelium er forkyndt for eder.
19 Du, Herre! du skal blive evindeligen, din Throne fra Slægt til Slægt.
31 Himmelen og Jorden skulle forgaae, men mine Ord skulle ingenlunde forgaae.
35 Himmelen og Jorden skulle forgaae, men mine Ord skulle ingenlunde forgaae.
8 Høet bliver tørt, Blomstret falder af, (men) vor Guds Ord bestaaer evindeligen.
20 Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.
8 Thi Møl skal æde dem ligesom et Klædebon, og en Orm skal æde dem ligesom Uld; men min Retfærdighed skal blive evindeligen, og min Salighed fra Slægt til Slægter.
15 alt Kjød maatte opgive Aanden tillige, og Mennesket blive til Støv igjen.
11 Saaledes skulle I sige til dem: De Guder, som ikke have gjort Himmel og Jord, de skulle omkomme af Jorden og fra (at være) under disse Himle.
14 (naar) den forvandles som Leer, (hvori) et Segl (trykkes), og de fremstilles som et Klædebon,
2 Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, ja fra Evighed til Evighed er du, Gud.
3 Du forvandler et Menneske, at han bliver knust, og du siger: Kommer igjen, I Menneskens Børn!
4 Thi tusinde Aar ere for dine Øine som den Dag igaar, naar den er forbigangen, og (som) en Nattevagt.
5 Du bortskyllede dem, de ere som en Søvn; om Morgenen ere de som Græs, der omskiftes.
33 Himmelen og Jorden skulle forgaae men mine Ord skulle ingenlunde forgaae.
28 Og han bliver gammel som af Raaddenhed. som et Klæde, det Møl æder.
10 Men Herrens Dag skal komme som en Tyv om Natten, paa hvilken Himlene skulle forgaae med stort Bulder, men Elementerne skulle komme i Brand og opløses, og Jorden og Alt, hvad der er paa den, skal opbrændes.
11 Efterdi da alt dette opløses, hvorledes bør det eder da at være? I helligt Levnet og Gudfrygtigheds Øvelse
12 Deres inderste (Tanker ere, at) deres Huus (skal blive) evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt; de kalde Jorden efter deres Navn.
27 Thi see, de, som holde sig langt borte fra dig, skulle omkomme; du udrydder hver den, som bedriver Hor (og viger af) fra dig.
8 De ere befæstede altid og evindelig, de ere gjorte i Sandhed og Oprigtighed.
18 De ere Forfængelighed, (ja) en meget besvigelig Gjerning; de skulle omkomme paa deres Hjemsøgelses Tid.
17 Paa den Tid, de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da udslettes de af deres Sted.
12 Mon du ikke var af fordum (Tid), Herre min Gud, min Hellige? vi skulle ikke døe; Herre! du haver sat ham til Dom, og (du, vor) Klippe! haver grundfæstet ham til at straffe (os).
15 De ere Forfængelighed, (ja) en meget besvigelig Gjerning; til den Tid, naar de blive hjemsøgte, skulle de omkomme.
2 Fra den Tid er din Throne fast; du er af Evighed.
13 Idet han siger: en ny, haver han erklæret den første for gammel; men det, som er gammelt og forældet, er nær ved at forsvinde.
11 See, de skulle beskjæmmes og skamme sig, alle de, (som ere) optændte imod dig; de skulle blive som Intet, og de Mænd, som trætte med dig, skulle omkomme.
20 Du overvælder ham i Evighed, og han farer hen, du forvender hans Ansigt og lader ham fare.
11 Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomsteret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse, som var at see derpaa, blev fordærvet. Saaledes skal og den Rige visne i sine Veie.
16 Herren er Konge evindelig og altid, Hedningerne ere omkomne af hans Land.
17 Gjør deres Ansigt fuldt af Skam, at de maae søge dit Navn, Herre!
14 De Døde, de skulle ikke leve (igjen), Dødningerne skulle ikke opstaae, fordi du haver hjemsøgt og ødelagt dem, og fordærvet al deres Ihukommelse.
31 Herrens Ære skal være evindelig, Herren skal glædes i sine Gjerninger.
16 og den Pode, som din høire Haand plantede, og den Søn, som du bekræftede dig.
90 Din Sandhed (varer) fra Slægt til Slægt; du befæstede Jorden, og den skal bestaae.
17 Og Verden forgaaer, og dens Lyst; men hvo, som gjør Guds Villie, bliver til evig Tid.
11 Du, du haver sønderstødt Rahab som En, der er ihjelslagen; du bortspredte dine Fjender med din stærke Arm.
2 Thi de skulle hasteligen afhugges som Græs, og affalde som det grønne Græs.
7 Men I skulle døe som et Menneske, og som en af Fyrsterne skulle I falde.