Jakobs brev 1:11

Original Norsk Bibel 1866

Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomsteret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse, som var at see derpaa, blev fordærvet. Saaledes skal og den Rige visne i sine Veie.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Jes 40:7-8 : 7 Høet bliver tørt, Blomstret falder af, naar Herrens Aand blæser derpaa, (ja) Folket er visselig Hø. 8 Høet bliver tørt, Blomstret falder af, (men) vor Guds Ord bestaaer evindeligen.
  • Sal 102:4 : 4 Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.
  • Sal 102:11 : 11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
  • Fork 5:15 : 15 Derfor er dette ogsaa en ond Syge, at han i alle Maader skal fare, saasom han kom; hvad Fordeel haver han da (deraf), at han haver arbeidet i Veiret,
  • 1 Pet 1:4 : 4 til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uforvisnelig Arv, som er bevaret i Himlene til eder,
  • 1 Pet 5:4 : 4 og naar da Overhyrden aabenbares, skulle I erholde Ærens uforvisnelige Krands.
  • Jes 28:1 : 1 Vee den hovmodige Krone, de Drukne af Ephraim! hvis deilige Prydelse er et affaldet Blomster, som (staaer) ovenover den (meget) fede Dal, (ja vee dem), som tumle om af Viin!
  • Jes 28:4 : 4 Og hans deilige Prydelse skal være (som) et affaldet Blomster, som er ovenover den (meget) fede Dal; det (skal blive) som den første Frugt, før Sommeren (kommer), hvilken, naar Nogen, som seer til, faaer at see, (da) skal han opsluge (den), saasnart (han faaer) den i sin Haand.
  • Job 21:24-30 : 24 Hans Kar vare fulde af Melk, og Marven i hans Been var vædskefuld. 25 Men en (Anden) maa døe med en beskelig (bedrøvet) Sjæl, og haver ikke ædet af det Gode. 26 De skulle ligge tilsammen i Støvet, og Ormene skulle skjule dem. 27 See, jeg kjender eders Tanker, ja eders (underfundige) Tanker, (med hvilke) I gjøre Vold imod mig; 28 at I ville sige: Hvor er den Ædles Huus, og hvor er de Ugudeliges Boligers Paulun? 29 Have I ikke adspurgt dem, som gaae forbi paa Veien, og kjende I ikke deres Tegn? 30 at en Ond spares til Ulykkens Dag; de skulle henføres til (den grumme) Vredes Dag.
  • Sal 37:35-36 : 35 Jeg saae en Ugudelig, en Tyran, der udbredte sig som et indfødt (Træ), der grønnes. 36 Men man gik forbi, og see, han var ikke (mere), og jeg søgte efter ham, men han fandtes ikke.
  • Sal 49:6-9 : 6 Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, (naar) mine Skufferes Misgjerning omgiver mig? 7 de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom. 8 Der kan ingen Mand nogenlunde frelse en Broder, han kan ikke give Gud hans Forsoning; 9 — thi deres Sjæls Forløsning skal koste meget og maatte holde op evindeligen — 10 at han fremdeles skulde leve evindeligen (og) ikke see Graven. 11 Thi man skal see, at de Vise skulle døe, at en Daare og en Ufornuftig skulle omkomme tillige, og de skulle forlade deres Gods til Andre. 12 Deres inderste (Tanker ere, at) deres Huus (skal blive) evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt; de kalde Jorden efter deres Navn. 13 Dog bliver et Menneske, (som er) i Værdighed, ikke varagtigt (derudi); han bliver lignet ved Bæsterne, som udryddes. 14 Denne deres Vei er en Daarlighed af dem; dog love deres Efterkommere det med deres Mund. Sela.
  • Sal 73:18-20 : 18 Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges. 19 Hvorledes blive de i et Øieblik til en Ødelæggelse? de omkomme, de faae Ende for Forskrækkelser. 20 Ligesom en Drøm, naar En er opvaagnet, skal du, o Herre! naar du vaagner op, foragte deres Billede.
  • Jes 49:10 : 10 De skulle hverken hungre eller tørste, og ingen Hede eller Sol skal stikke dem; thi deres Forbarmer skal føre dem og lede dem til Vandkilder.
  • Jona 4:7-8 : 7 Men Gud beskikkede en Orm, der Morgenrøden opgik om anden Dagen, og den stak det Kikajon, og det visnede. 8 Og det skede, der Solen var opgangen, da beskikkede Gud en stille Aftenvind, og Solen stak paa Jonas Hoved, og han vansmægtede; da bad han, at hans Sjæl maatte døe, og sagde: Det er bedre, at jeg døer end lever.
  • Matt 13:6 : 6 Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og fordi det ikke havde Rod, visnede det.
  • Mark 4:6 : 6 Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og efterdi det ikke havde Rod, visnede det.
  • Luk 12:16-21 : 16 Men han talede (i) en Lignelse til dem og sagde: Der var et rigt Menneske, hvis Land havde baaret vel. 17 Og han tænkte ved sig selv og sagde: Hvad skal jeg gjøre? thi jeg haver ikke (Rum), som jeg kan samle mine Frugter udi. 18 Og han sagde: Dette vil jeg gjøre: Jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle derudi al min Avling og mit Gods. 19 Og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du haver meget Godt i Forraad til mange Aar; giv dig til Ro, æd, drik, vær glad! 20 Men Gud sagde til ham: Du Daare! i denne Nat kræve de din Sjæl af dig; men hvem skal det tilhøre, som du haver beredt? 21 Saaledes (er det med den), som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud.
  • Luk 16:19-25 : 19 Men der var et rigt Menneske, og han klædte sig i Purpur og kosteligt Linklæde, og levede hver Dag herligen og i Glæde. 20 Men der var en Fattig, ved Navn Lazarus, som var kastet for hans Dør, fuld af Saar; 21 og han ønskede at mættes af de Smuler, som faldt af den Riges Bord, men og Hundene kom og slikkede hans Saar. 22 Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven. 23 Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød. 24 Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig og send Lazarus, at han dypper det Yderste af sin Finger i Vand og lædsker min Tunge; thi jeg pines svarligen i denne Lue. 25 Men Abraham sagde: Søn! kom ihu, at du haver annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines.
  • 1 Kor 7:31 : 31 og de, der bruge denne Verden, som de, der ikke nyde den; thi denne Verdens Skikkelse forgaaer.
  • Jak 5:1-7 : 1 Velan nu, I Rige, græder og hyler over de Elendigheder, som komme over eder! 2 Eders Rigdom er raadnet, og eders Klæder ere mølædte; 3 eders Guld og Sølv er forrustet, og deres Rust skal være til Vidnesbyrd imod eder og æde eders Kjød som en Ild; I have samlet Liggendefæ i de sidste Dage. 4 See! Arbeidernes Løn, som høstede eders Marker, hvilken er bleven forholdt af eder, skriger, og Høstfolkenes Raab ere komne ind for den Herre Zebaoths Øren. 5 I levede kræseligen paa Jorden og vare vellystige; I gjorde eders Hjerter tilgode som paa en Slagtedag. 6 I fordømte, I dræbte den Retfærdige; han staaer eder ikke imod. 7 Derfor værer taalmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommelse. See! Bonden forventer Jordens dyrebare Frugt og bier taalmodig efter den, indtil den faaer tidlig Regn og sildig Regn.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 10men den Rige (rose sig) af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Græssets Blomster.

  • 24Thi alt Kjød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster; Græsset visner og Blomsteret derpaa falder af;

  • 79%

    15(Anlangende) et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre.

    16Naar Veir farer over det, da er det ikke (mere), og dets Sted kjender det ikke mere.

  • 78%

    5Du bortskyllede dem, de ere som en Søvn; om Morgenen ere de som Græs, der omskiftes.

    6Om Morgenen blomstrer det, og det omskiftes; om Aftenen afhugges det og tørres.

  • 12(Naar) det endnu (staaer) i sin Grøde, (enddog) det ikke oprykkes, skal det dog borttørres førend alt Græs.

  • 2Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.

  • 76%

    7Høet bliver tørt, Blomstret falder af, naar Herrens Aand blæser derpaa, (ja) Folket er visselig Hø.

    8Høet bliver tørt, Blomstret falder af, (men) vor Guds Ord bestaaer evindeligen.

  • 5Og Solen gaaer op, og Solen gaaer ned, og den higer til sit Sted, der hvor den gaaer op (igjen).

  • 2Thi de skulle hasteligen afhugges som Græs, og affalde som det grønne Græs.

  • 4Og hans deilige Prydelse skal være (som) et affaldet Blomster, som er ovenover den (meget) fede Dal; det (skal blive) som den første Frugt, før Sommeren (kommer), hvilken, naar Nogen, som seer til, faaer at see, (da) skal han opsluge (den), saasnart (han faaer) den i sin Haand.

  • 6Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og efterdi det ikke havde Rod, visnede det.

  • 28Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde, men de Retfærdige skulle grønnes som et Blad.

  • 4Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.

  • 14I, som ikke vide, hvad imorgen skal skee; thi hvad er eders Liv? Det er jo en Damp, som er tilsyne en liden Tid, men derefter forsvinder!

  • 73%

    17Paa den Tid, de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da udslettes de af deres Sted.

    18Deres Veies Stier løbe afsides ud, de fare op til Intet og omkomme.

  • 11for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.

  • 6Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og fordi det ikke havde Rod, visnede det.

  • 14Ligesom han udkom af sin Moders Liv, saa skal han nøgen fare igjen, og gaae, saasom han kom, og han skal ikke tage Noget (med sig) af sit Arbeide, som han kan bortføre i sin Haand.

  • 29Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaae, og hvad Saadanne have fuldkommet, skal ikke udbredes i Landet.

  • 73%

    10Men en Mand døer og svækkes, og et Menneske opgiver Aanden; hvor er han da?

    11(Som) Vand bortløber af Havet, og (som) en Flod tørres bort og bliver tør,

  • 73%

    24Thi Gods er ikke evindelig, og mon en Krone (skulde vare) fra Slægt til Slægt?

    25(Naar) Høet er bortført, saa lader Græsset sig igjen see, og Urterne sankes paa Bjergene.

  • 19Den Rige lægger sig og samles ikke, han oplader sine Øine, saa er han ikke (mere at finde).

  • 30Thi I skulle være som en Eeg, der fælder sit Blad, og som en Have, hvori der ikke er Vand.

  • 7En ufornuftig Mand kjender det ikke, og en Daare forstaaer det ikke,

  • Jak 5:1-2
    2 vers
    72%

    1Velan nu, I Rige, græder og hyler over de Elendigheder, som komme over eder!

    2Eders Rigdom er raadnet, og eders Klæder ere mølædte;

  • 20Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.

  • 6See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.

  • 6De skulle blive som Græs paa Tagene, som tørres, førend (Nogen) oprykker det,

  • 4Gods skal ikke hjælpe paa Grumheds Dag, men Retfærdighed skal redde fra Døden.

  • 17Sædekornene ere raadnede under deres Jordklimper, Forraadshusene ere ødelagte, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er fortørret.

  • 24De ere en liden (Tid) ophøiede, og (siden findes) Ingen af dem, og de blive nedtrykkede, de indelukkes som alle (Andre i Graven), og de afhugges som Toppen paa et Ax.

  • 13De slide deres Dage i det Gode, og i et Øieblik nedtrykkes de til Helvede.

  • 28Klæder da Gud Græsset saa, som idag staaer paa Marken og imorgen kastes i Ovnen, hvormeget mere eder, I lidet troende!

  • 10Ja, see, det var (vel) plantet, men mon det skulde lykkes? skulde det ikke vist blive tørt, saasnart Østenveir rører ved det, (ja) blive tørt i de Bede, som det voxer udi?

  • 19Tørhed, ja Hede borttager Sneevand, (men) Helvede dem, som have syndet.

  • 4Landet sørger, det forsmægter, Jorderige er afmægtigt, det forsmægter; de Høie af Folket i Landet ere blevne afmægtige.

  • 16at han og maatte æde i Mørke alle sine Dage, baade med megen Græmmelse og sin Sygdom og Fortørnelse?

  • 12Salig er den Mand, som taalmodigen lider Fristelse; thi naar han er bleven prøvet, skal han faae Livsens Krone, hvilken Herren haver lovet dem, som ham elske.

  • 11Gods af Forfængelighed skal formindskes, men hvo, som samler med Haanden, skal formere det.

  • 15alt Kjød maatte opgive Aanden tillige, og Mennesket blive til Støv igjen.

  • 11(Som) en Agerhøne samler (Æg) og udlægger (dem) ikke, (saa er den,) som forhverver (sig) Rigdom, dog ikke med Rette; han skal forlade den midt i sine Dage, og være en Daare paa sit Sidste.

  • 4Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).

  • 6Og han skal være som et eenligt (Træ) paa en øde Mark, og skal ikke see, naar Godt skal komme; men han skal boe i de forbrændte (Stæder) i Ørken, i et salt Land, og du skal ikke kunne blive (der).