Jakobs brev 1:11
Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomsteret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse, som var at see derpaa, blev fordærvet. Saaledes skal og den Rige visne i sine Veie.
Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomsteret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse, som var at see derpaa, blev fordærvet. Saaledes skal og den Rige visne i sine Veie.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10men den Rige (rose sig) af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Græssets Blomster.
24Thi alt Kjød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster; Græsset visner og Blomsteret derpaa falder af;
15(Anlangende) et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre.
16Naar Veir farer over det, da er det ikke (mere), og dets Sted kjender det ikke mere.
5Du bortskyllede dem, de ere som en Søvn; om Morgenen ere de som Græs, der omskiftes.
6Om Morgenen blomstrer det, og det omskiftes; om Aftenen afhugges det og tørres.
12(Naar) det endnu (staaer) i sin Grøde, (enddog) det ikke oprykkes, skal det dog borttørres førend alt Græs.
2Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.
7Høet bliver tørt, Blomstret falder af, naar Herrens Aand blæser derpaa, (ja) Folket er visselig Hø.
8Høet bliver tørt, Blomstret falder af, (men) vor Guds Ord bestaaer evindeligen.
5Og Solen gaaer op, og Solen gaaer ned, og den higer til sit Sted, der hvor den gaaer op (igjen).
2Thi de skulle hasteligen afhugges som Græs, og affalde som det grønne Græs.
4Og hans deilige Prydelse skal være (som) et affaldet Blomster, som er ovenover den (meget) fede Dal; det (skal blive) som den første Frugt, før Sommeren (kommer), hvilken, naar Nogen, som seer til, faaer at see, (da) skal han opsluge (den), saasnart (han faaer) den i sin Haand.
6Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og efterdi det ikke havde Rod, visnede det.
28Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde, men de Retfærdige skulle grønnes som et Blad.
4Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
14I, som ikke vide, hvad imorgen skal skee; thi hvad er eders Liv? Det er jo en Damp, som er tilsyne en liden Tid, men derefter forsvinder!
17Paa den Tid, de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da udslettes de af deres Sted.
18Deres Veies Stier løbe afsides ud, de fare op til Intet og omkomme.
11for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
6Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og fordi det ikke havde Rod, visnede det.
14Ligesom han udkom af sin Moders Liv, saa skal han nøgen fare igjen, og gaae, saasom han kom, og han skal ikke tage Noget (med sig) af sit Arbeide, som han kan bortføre i sin Haand.
29Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaae, og hvad Saadanne have fuldkommet, skal ikke udbredes i Landet.
10Men en Mand døer og svækkes, og et Menneske opgiver Aanden; hvor er han da?
11(Som) Vand bortløber af Havet, og (som) en Flod tørres bort og bliver tør,
24Thi Gods er ikke evindelig, og mon en Krone (skulde vare) fra Slægt til Slægt?
25(Naar) Høet er bortført, saa lader Græsset sig igjen see, og Urterne sankes paa Bjergene.
19Den Rige lægger sig og samles ikke, han oplader sine Øine, saa er han ikke (mere at finde).
30Thi I skulle være som en Eeg, der fælder sit Blad, og som en Have, hvori der ikke er Vand.
7En ufornuftig Mand kjender det ikke, og en Daare forstaaer det ikke,
1Velan nu, I Rige, græder og hyler over de Elendigheder, som komme over eder!
2Eders Rigdom er raadnet, og eders Klæder ere mølædte;
20Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.
6See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.
6De skulle blive som Græs paa Tagene, som tørres, førend (Nogen) oprykker det,
4Gods skal ikke hjælpe paa Grumheds Dag, men Retfærdighed skal redde fra Døden.
17Sædekornene ere raadnede under deres Jordklimper, Forraadshusene ere ødelagte, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er fortørret.
24De ere en liden (Tid) ophøiede, og (siden findes) Ingen af dem, og de blive nedtrykkede, de indelukkes som alle (Andre i Graven), og de afhugges som Toppen paa et Ax.
13De slide deres Dage i det Gode, og i et Øieblik nedtrykkes de til Helvede.
28Klæder da Gud Græsset saa, som idag staaer paa Marken og imorgen kastes i Ovnen, hvormeget mere eder, I lidet troende!
10Ja, see, det var (vel) plantet, men mon det skulde lykkes? skulde det ikke vist blive tørt, saasnart Østenveir rører ved det, (ja) blive tørt i de Bede, som det voxer udi?
19Tørhed, ja Hede borttager Sneevand, (men) Helvede dem, som have syndet.
4Landet sørger, det forsmægter, Jorderige er afmægtigt, det forsmægter; de Høie af Folket i Landet ere blevne afmægtige.
16at han og maatte æde i Mørke alle sine Dage, baade med megen Græmmelse og sin Sygdom og Fortørnelse?
12Salig er den Mand, som taalmodigen lider Fristelse; thi naar han er bleven prøvet, skal han faae Livsens Krone, hvilken Herren haver lovet dem, som ham elske.
11Gods af Forfængelighed skal formindskes, men hvo, som samler med Haanden, skal formere det.
15alt Kjød maatte opgive Aanden tillige, og Mennesket blive til Støv igjen.
11(Som) en Agerhøne samler (Æg) og udlægger (dem) ikke, (saa er den,) som forhverver (sig) Rigdom, dog ikke med Rette; han skal forlade den midt i sine Dage, og være en Daare paa sit Sidste.
4Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
6Og han skal være som et eenligt (Træ) paa en øde Mark, og skal ikke see, naar Godt skal komme; men han skal boe i de forbrændte (Stæder) i Ørken, i et salt Land, og du skal ikke kunne blive (der).