Jobs bok 4:20
Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.
Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
21 Farer deres Ypperlighed ikke bort, som var i dem? (ja) de døe, men ikke udi Viisdom.
19 hvor meget mere (paa dem), som boe i Leerhuse, hvis Grundvold er i Støvet? man kan støde dem smaa førend et Møl.
19 Hvorledes blive de i et Øieblik til en Ødelæggelse? de omkomme, de faae Ende for Forskrækkelser.
20 Ligesom en Drøm, naar En er opvaagnet, skal du, o Herre! naar du vaagner op, foragte deres Billede.
20 De døe i et Øieblik, og et Folk bæver og forgaaer midt om Natten, og de Mægtige tages bort, (endskjøndt) ikke ved Haand.
17 Paa den Tid, de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da udslettes de af deres Sted.
18 Deres Veies Stier løbe afsides ud, de fare op til Intet og omkomme.
5 Du bortskyllede dem, de ere som en Søvn; om Morgenen ere de som Græs, der omskiftes.
6 Om Morgenen blomstrer det, og det omskiftes; om Aftenen afhugges det og tørres.
16 I Mørket bryder han ind i Husene, som de have betegnet for sig om Dagen; de kjende ikke Lyset.
17 Thi saasnart Morgenen kommer, da er den for dem som Dødens Skygge; naar man kan kjende (dem, strax falder paa dem) Dødens Skygges Forskrækkelser.
18 Han er let ovenpaa Vandet, deres Deel er forbandet i Landet; han vender sig ikke til Viingaardenes Vei.
18 De blive som Straa for Veiret, og som Avnen, den en Hvirvelvind bortstjæler.
24 De ere en liden (Tid) ophøiede, og (siden findes) Ingen af dem, og de blive nedtrykkede, de indelukkes som alle (Andre i Graven), og de afhugges som Toppen paa et Ax.
13 De slide deres Dage i det Gode, og i et Øieblik nedtrykkes de til Helvede.
9 De skulle omkomme for Guds Aande, og fortæres af hans Vredes Aand.
14 De Døde, de skulle ikke leve (igjen), Dødningerne skulle ikke opstaae, fordi du haver hjemsøgt og ødelagt dem, og fordærvet al deres Ihukommelse.
14 (Agt) paa Aftens Tid, og see, (da er der) Forskrækkelse, (ja) førend Morgenen (kommer, da) er han ikke (mere); denne er deres Deel, som plyndre os, og deres Lod, som berøve os.
7 En ufornuftig Mand kjender det ikke, og en Daare forstaaer det ikke,
7 saa skal han dog omkomme i Evighed som hans Skarn; de, som saae ham, skulle sige: Hvor er han?
8 Ligesom en Drøm skal han bortflyve, at man ikke skal finde ham, og han skal forjages som et Syn om Natten.
12 Deres inderste (Tanker ere, at) deres Huus (skal blive) evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt; de kalde Jorden efter deres Navn.
15 De ere Forfængelighed, (ja) en meget besvigelig Gjerning; til den Tid, naar de blive hjemsøgte, skulle de omkomme.
18 De ere Forfængelighed, (ja) en meget besvigelig Gjerning; de skulle omkomme paa deres Hjemsøgelses Tid.
14 Denne deres Vei er en Daarlighed af dem; dog love deres Efterkommere det med deres Mund. Sela.
4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
16 Naar Veir farer over det, da er det ikke (mere), og dets Sted kjender det ikke mere.
25 Derfor at han kjender deres Gjerninger, da omkaster han (dem) om Natten, at de blive knuste.
14 Deres Sjæl skal døe i Ungdommen, og deres Liv (skal endes) iblandt Skjørlevnere.
16 som have faaet Rynker, førend det var deres Tid, en Flod er udøst over deres Grundvold,
4 Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
8 Lad dem henflyde som Vand, lad dem gaae bort for sig (selv); naar (den Onde) spænder (Buen og skyder) med sine Pile, (saa lad dem være,) som de vare afhugne.
5 Thi de ville ikke agte paa det, Herren gjør, ei heller paa hans Hænders Gjerning; (derfor) skal han nedbryde dem og ikke opbygge dem.
19 Vandet hensmuler Stenene, og (en Strøm) bortskyller det, som voxer af sig selv deraf, af Jordens Støv; saaledes fordærver du et Menneskes Forventelse.
26 De skulle ligge tilsammen i Støvet, og Ormene skulle skjule dem.
12 De gjøre Nat til Dag, (at jeg kan ikke sove,) og Lyset er nær (ved at vige) for Mørkets Skyld.
20 Vor Formue er ikke udslettet; men Ild haver fortæret det Øvrige af dem.
10 Fordi de ere i hverandre forviklede som Torne, og ere drukne efter deres (sædvanlige) Drukkenskab, ere de fortærede som et tørt Straa fuldkommeligen.
2 Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.
12 (saa) ligger og et Menneske og opstaaer ikke; indtil Himlene ere ikke (mere), opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
22 og hans Sjæl kommer nær til Fordærvelse, og hans Liv til dem, som dræbe.
20 Forstyrring over Forstyrring udraabes, thi alt Landet er ødelagt; mine Pauluner ere hasteligen ødelagte, (ja) mine Gardiner (ere borttagne) i et Øieblik.
11 Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomsteret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse, som var at see derpaa, blev fordærvet. Saaledes skal og den Rige visne i sine Veie.
11 De skulle forgaae, men du bliver ved, og de skulle alle blive gamle som et Klædebon;
19 Naar den gaaer over, skal den borttage eder, thi den skal gaae over hver Morgen, (ja) om Dagen og om Natten, og aleneste, (naar man) fornemmer Rygtet (derom), skal der være en heftig Bevægelse.
4 Hvorlænge skal Landet sørge, og Urter paa al Marken tørres? For deres Ondskabs Skyld, som boe derudi, ere (baade) Dyr og Fugle omkomne; thi de sagde: Han kan ikke see det Sidste af os.
2 Thi de skulle hasteligen afhugges som Græs, og affalde som det grønne Græs.
24 Ja, de blive hverken plantede, ei heller saaede, og deres Stub rodfæstes ikke i Jorden; og han blæser ogsaa paa dem, at de blive tørre, og en Storm maa tage dem bort som Halm.
15 alt Kjød maatte opgive Aanden tillige, og Mennesket blive til Støv igjen.
26 De ere fremfarne med ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.