Jobs bok 20:7
saa skal han dog omkomme i Evighed som hans Skarn; de, som saae ham, skulle sige: Hvor er han?
saa skal han dog omkomme i Evighed som hans Skarn; de, som saae ham, skulle sige: Hvor er han?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 Ligesom en Drøm skal han bortflyve, at man ikke skal finde ham, og han skal forjages som et Syn om Natten.
9 Det Øie, som haver seet ham, skal ikke gjøre det mere, og hans Sted skal ikke beskue ham ydermere.
6 Om hans Høihed steg op til Himmelen, og hans Hoved kunde røre ved Skyen,
14 Hans Tillid skal oprykkes af hans Paulun, og man skal komme ham til at gaae til Forskrækkelsers Konge.
15 Den skal boe i hans Paulun, fordi (han har) Ingen (mere, som hører) ham til; Svovel skal strøes over hans Bolig.
16 Hans Rødder skulle tørres nedentil, og oventil skal hans Green afskjæres.
17 Hans Ihukommelse skal omkomme af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne.
18 De skulle udstøde ham fra Lys til Mørke, og bortstøde ham fra Jorderige.
19 Han skal ikke have en Søn og ei en Sønnesøn iblandt sit Folk, og der skal Ingen blive øvrig i hans Boliger.
20 Efterkommerne skulle forskrækkes over hans Dag, og de Gamle skulle betages af Forskrækkelse.
8 Dens Øie, som (nu) seer mig, skal ikke beskue mig; dine Øine skulle (see) efter mig, men jeg skal ikke (findes).
9 En Sky forgaaer og farer bort; ligesaa den, der farer ned til Graven, skal ikke komme op (igjen).
10 Han skal ikke komme igjen ydermere til sit Huus, og hans Sted skal ikke kjende ham ydermere.
19 hvor meget mere (paa dem), som boe i Leerhuse, hvis Grundvold er i Støvet? man kan støde dem smaa førend et Møl.
20 Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.
21 Farer deres Ypperlighed ikke bort, som var i dem? (ja) de døe, men ikke udi Viisdom.
19 Enddog han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man lover dig, fordi du gjør dig tilgode,
20 (saa) skal den (dog) komme til sine Fædres Slægt, som i Evighed ikke skulle see Lyset.
2 Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.
32 Dog han, han skal (ogsaa) henføres til Gravene, og blive varagtig ved Høien.
33 Jordklimperne ved Bækken smage ham vel, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem, (som vare) for ham, er ikke Tal.
28 Men (nu) boer han i Stæder, som ere ødelagte, i Huse, som Ingen boer udi, som ere rede til (at falde) i Hobe.
29 Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaae, og hvad Saadanne have fuldkommet, skal ikke udbredes i Landet.
30 Han skal ikke bortvige fra Mørket, en Lue skal tørre hans (unge) Qvist, og han skal bortvige ved hans Munds Aand.
12 Deres inderste (Tanker ere, at) deres Huus (skal blive) evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt; de kalde Jorden efter deres Navn.
36 Men man gik forbi, og see, han var ikke (mere), og jeg søgte efter ham, men han fandtes ikke.
20 (Jordens) Bug skal gjøre, at han glemmes, han skal smage Ormene vel; han skal ikke ydermere ihukommes, og Uretfærdighed skal sønderbrydes som et Træ.
21 Hans Kjød fortæres, saa man ikke kan see det, og hans Been, som ikke sees, blive sønderknuste;
22 og hans Sjæl kommer nær til Fordærvelse, og hans Liv til dem, som dræbe.
17 Frygt ikke, naar en Mand bliver rig, naar hans Huses Herlighed bliver stor.
11 Hans Been ere fulde af hans skjulte (Synder), og (hver af dem) skal ligge i Støv med ham.
26 Al Mørkhed er skjult i hans skjulte (Liggendefæer), en Ild, som ikke er opblæst, skal fortære ham; det skal gaae den ilde, som er overbleven i hans Paulun.
27 Himmelen skal aabenbare hans Misgjerning, og Jorden skal opreise sig imod ham.
4 Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
10 Den Ugudelige skal see det og fortørnes, han skal skjære med sine Tænder og hensmeltes, (thi) de Ugudeliges Ønske skal forgaae.
10 Men en Mand døer og svækkes, og et Menneske opgiver Aanden; hvor er han da?
19 Den Rige lægger sig og samles ikke, han oplader sine Øine, saa er han ikke (mere at finde).
26 De skulle ligge tilsammen i Støvet, og Ormene skulle skjule dem.
5 Du elskede Ondt mere end Godt, Løgn mere end at tale Retfærdighed. Sela.
6 Du elskede alle fordærvelige Ord (og) en svigefuld Tunge.
20 Du overvælder ham i Evighed, og han farer hen, du forvender hans Ansigt og lader ham fare.
4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
15 alt Kjød maatte opgive Aanden tillige, og Mennesket blive til Støv igjen.
9 Dens Nysen gjør (hver Gang), at der skinner et Lys, og dens Øine ere som Morgenrødens Øienlaage.
28 Og han bliver gammel som af Raaddenhed. som et Klæde, det Møl æder.
20 Hans Øine see hans Fordærvelse, og han drikker af den Almægtiges Hastighed.
6 Lyset skal blive mørkt i hans Paulun, og hans Lygte skal udslukkes over ham.
10 Gjør imod dem, som (imod) Midianiterne, som (imod) Sisera, som (imod) Jabin ved Kisons Bæk,
22 Tal: Saa siger Herren: Menneskers Kroppe skulle ligge som Møg ovenpaa Marken, og som et Neg efter Høstmanden, hvilket Ingen sanker.
19 Han skal begraves, som et Asen begraves; man skal slæbe og kaste ham hen udenfor Jerusalems Porte.