Jobs bok 14:20
Du overvælder ham i Evighed, og han farer hen, du forvender hans Ansigt og lader ham fare.
Du overvælder ham i Evighed, og han farer hen, du forvender hans Ansigt og lader ham fare.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18 Og sandelig, et Bjerg, som falder, henfalder, og en Klippe flyttes af sit Sted.
19 Vandet hensmuler Stenene, og (en Strøm) bortskyller det, som voxer af sig selv deraf, af Jordens Støv; saaledes fordærver du et Menneskes Forventelse.
11 Da skal det omskifte sit Mod og fare over og blive skyldigt, (sigende, at) denne dets Kraft hører dets Gud til.
5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal (sat) hos dig, haver du sat hans beskikkede (Tid), som han ikke kan overgaae,
2 Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.
3 (Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
26 Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gjerning.
27 De, de skulle forgaae, men du, du bestaaer, og de, de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som et Klæde, og de skulle omskiftes.
21 Ere hans Børn i Ære, da veed han det ikke, eller om de ere ringe, da agter han ikke paa dem.
24 Angest og Nød forfærde ham; de overvælde ham som en Konge, der er rede til Striden;
19 Han lader Præsterne gaae berøvede bort, og omkaster de Stærke.
20 Han borttager Læberne fra de Sanddrue, og borttager de Gamles Fornuftighed.
21 Han udøser Foragtelse paa Fyrsterne, og løser de Stærkes Bælte.
22 Du løfter mig op i Veiret, du lader mig fare, og smelter mig (og al min) Kraft.
11 De skulle forgaae, men du bliver ved, og de skulle alle blive gamle som et Klædebon;
12 ja som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du, du er den samme, og dine Aar skulle ikke aflade.
22 Og han drager de Mægtige med sin Magt; staaer han op, da er man ikke forsikkret om (sit) Liv.
6 Han haver stor Ære ved din Frelse; du lægger Majestæt og Hæder paa ham.
3 Du forvandler et Menneske, at han bliver knust, og du siger: Kommer igjen, I Menneskens Børn!
17 Du fornyer dine Vidner imod mig, og lader din Fortørnelse være megen imod mig; (der ere) Omskiftelser, ja en Hær imod mig.
4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
12 Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.
6 Om hans Høihed steg op til Himmelen, og hans Hoved kunde røre ved Skyen,
7 saa skal han dog omkomme i Evighed som hans Skarn; de, som saae ham, skulle sige: Hvor er han?
8 Ligesom en Drøm skal han bortflyve, at man ikke skal finde ham, og han skal forjages som et Syn om Natten.
12 See, (naar) han vil tage, hvo kan komme ham til at give igjen? hvo vil sige til ham: Hvad gjør du?
5 Hans Veie gjøre Smerte altid, dine Domme ere en Høihed langt fra ham; han handler trodseligen med alle sine Fjender.
16 Herren er Konge evindelig og altid, Hedningerne ere omkomne af hans Land.
44 Ja, du omvendte hans skarpe Sværd, og lod ham ikke bestaae i Krigen.
4 Veed du (ikke) dette, (at det er gaaet saa til) fra Evighed, siden (Gud) satte Mennesket paa Jorden,
29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de, samler du deres Aand fra dem, da opgive de Aanden, og de komme til deres Støv igjen.
4 Han er viis af Hjertet og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 han, som flytter Bjergene, at de ikke fornemme det, som omkaster dem i sin Vrede,
20 Forskrækkelser skulle gribe ham som Vandet, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.
21 Østenveir skal tage ham op, at han farer (bort), og med en Storm drive ham fra sit Sted.
20 Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.
13 at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?
11 Men Herren er hos mig som en vældig (og) forfærdelig (Stridskjæmpe); derfor skulle de støde sig, som forfølge mig, og ikke faae Overhaand; de ere saare beskjæmmede, thi de handlede ikke klogeligen, en evig Skam skal ikke glemmes.
15 See, han opholder Vandet, og det borttørres, og han udlader det, og det omvælter Landet.
4 Thi du forekommer ham med Velsignelser af det Gode, du sætter en Krone af (fiint) Guld paa hans Hoved.
13 Hvorfor haver du trættet med ham? efterdi han ikke gjør dig Regnskab for nogen af sine Gjerninger.
5 Thi du haver udført min Ret og min Sag; du sad paa (din) Throne, (du,) som dømmer i Retfærdighed.
4 Ja du, du gjør Gudsfrygt til Intet, og formindsker Bønnen for Guds Ansigt.
19 Du, Herre! du skal blive evindeligen, din Throne fra Slægt til Slægt.
5 Du elskede Ondt mere end Godt, Løgn mere end at tale Retfærdighed. Sela.
14 Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og der ere mange saadanne Ting hos ham.
19 Han forløste min Sjæl i Fred fra Strid, (som var) imod mig; thi de vare med Mange imod mig.
18 De skulle udstøde ham fra Lys til Mørke, og bortstøde ham fra Jorderige.
17 Og (din) Livstid skal opgaae (klarere) end Middagen, du skal flyve op, du skal vorde som Morgenen.
9 Dens Nysen gjør (hver Gang), at der skinner et Lys, og dens Øine ere som Morgenrødens Øienlaage.