Salmenes bok 55:19
Han forløste min Sjæl i Fred fra Strid, (som var) imod mig; thi de vare med Mange imod mig.
Han forløste min Sjæl i Fred fra Strid, (som var) imod mig; thi de vare med Mange imod mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
24 I, som frygte Herren, lover ham, al Jakobs Sæd, ærer ham; og frygter for ham, al Israels Sæd!
11 Da skal det omskifte sit Mod og fare over og blive skyldigt, (sigende, at) denne dets Kraft hører dets Gud til.
12 Mon du ikke var af fordum (Tid), Herre min Gud, min Hellige? vi skulle ikke døe; Herre! du haver sat ham til Dom, og (du, vor) Klippe! haver grundfæstet ham til at straffe (os).
28 at han maa lade den Ringes Skrig komme over ham, og han maa høre de Elendiges Skrig.
5 Der frygte de saare, fordi Gud er med den Retfærdiges Slægt.
19 Thi en Fattig skal ikke glemmes evindeligen, (eller) de Elendiges Forventelse fortabes altid.
20 Herre! staa op, lad et Menneske ikke bekræfte sig; lad Hedningerne dømmes for dit Ansigt.
11 Han siger i sit Hjerte: Gud haver glemt det, han har skjult sit Ansigt, han seer det ikke i Evighed.
3 Frels mig, Gud! ved dit Navn, og skik mig Ret ved din Magt.
20 Gud skal høre og ydmyge dem, han, der bliver evindelig, Sela— fordi aldeles ingen Forandring er hos dem, og de frygte ikke Gud.
5 Du elskede Ondt mere end Godt, Løgn mere end at tale Retfærdighed. Sela.
6 Du elskede alle fordærvelige Ord (og) en svigefuld Tunge.
9 Er hans Miskundhed ude evindelig? haver hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?
5 Kjende de det ikke, de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, (som) de aade Brød? de kalde ikke paa Gud.
15 De skulle være altid for Herren, og han skal udrydde deres Ihukommelse af Jorden;
7 De holde sig tilsammen, de skjule sig; de tage vare paa mine Fodspor, eftersom de bie efter min Sjæl.
9 Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
22 Forstaaer dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal henrive, og der er Ingen, som frier.
3 Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg maa hyle i min Klage og blive forstyrret
13 Gud vender ikke sin Vrede tilbage; under ham maae de bøie sig, som ville hjælpe den Hovmodige.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
13 (for) deres Munds Synd, (for) deres Læbers Ord; ja, lad dem gribes i deres Hovmodighed og for Forbandelse og Løgn, som de fortælle.
7 Og de sige: Herren seer det ikke, og Jakobs Gud forstaaer det ikke.
5 De løbe og berede sig (imod mig), skjøndt der er ikke Misgjerning (hos mig); vaagn op at møde mig, og see (dertil)!
8 De skulle gaae fra Kraft til Kraft, (hver af dem) skal sees hos Gud i Zion.
5 Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Grumhed, (sigende):
24 Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig;
25 at de ikke skulle sige i deres Hjerte: Ha! vor Sjæl (maa glæde sig); at de ikke skulle sige: Vi have opslugt ham.
12 Der raabe de; men han svarer ikke for de Ondes Hovmodigheds Skyld.
19 Han gjør efter deres Velbehagelighed, som ham frygte, og han hører deres Skrig og frelser dem.
12 Om end en Synder gjør hundrede Gange Ondt og lever længe, saa veed jeg dog, at det skal gaae dem vel, som frygte Gud, som frygte for hans Ansigt.
13 Men det skal ikke gaae den Ugudelige vel, og han skal ikke leve længe, han skal (gaae bort) ligesom en Skygge, fordi han ikke frygter for Guds Ansigt.
19 Dog har Gud hørt, han gav Agt paa min Bøns Røst.
23 Og du, Herre! du veed alt deres Raad imod mig til Døden; tag ikke Forsoning for deres Misgjerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem blive nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid.
6 Og Himlene skulle kundgjøre hans Retfærdighed; thi Gud, han er Dommer. Sela.
20 Efterkommerne skulle forskrækkes over hans Dag, og de Gamle skulle betages af Forskrækkelse.
9 Hvad ville I tænke imod Herren? han gjør en Ende (derpaa); Nøden skal ikke komme to Gange.
5 De skulle frygte dig, saalænge Solen (er til), og saalænge Maanen (varer), fra Slægt til Slægter.
8 Du, du er forfærdelig, og hvo kan, staae for dit Ansigt, saasnart som du bliver vred?
6 Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.
10 Gud! hvorlænge skal Modstanderen forhaane? skal Fjenden foragte dit Navn evindeligen?
2 Hvor længe ville I dømme Uret og ansee de Ugudeliges Personer? Sela.
12 Saa sagde Herren: Om de ere end lykkelige, og ere vist mange, skulle de dog vist afskjæres, og han skal drage igjennem; jeg haver vel plaget dig, men jeg vil ikke plage dig ydermere.
2 de trængte mig meget fra min Ungdom; dog kunde de ikke overvælde mig.
9 Og de skulle gjøre, at (Enhver af dem selv) skal falde ved deres (egen) Tunge; de skulle, hver som seer paa dem, flye (langt) bort.
15 Vi, som havde venligen hemmeligt Raad tilsammen, som vandrede i Guds Huus i Samqvem.
24 Derfor skulle Folkene frygte ham; han seer ikke til Nogen, (som er) viis i Hjertet.
1 En Sang, Asaphs Psalme.
7 Hører mig, I, som kjende Retfærdighed, du Folk, i hvis Hjerte min Lov er! frygter ikke for et Menneskes Forsmædelse, og forskrækkes ikke for deres Forhaanelser.
22 Hans Munds Ord vare glattere end Smør, men der var Strid i hans Hjerte; hans Ord vare blødere end Olie, og de (ere dog) uddragne (Sværd).