Salmene 55:22
Hans Munds Ord vare glattere end Smør, men der var Strid i hans Hjerte; hans Ord vare blødere end Olie, og de (ere dog) uddragne (Sværd).
Hans Munds Ord vare glattere end Smør, men der var Strid i hans Hjerte; hans Ord vare blødere end Olie, og de (ere dog) uddragne (Sværd).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 Thi han skal ikke rokkes evindelig; en Retfærdig skal være til en evig Ihukommelse.
17 Thi de Ugudeliges Arme skulle sønderbrydes, men Herren opholder de Retfærdige.
7 Thi du sætter ham til Velsignelser altid, du fryder ham med Glæde for dit Ansigt.
19 Herren er nær hos (dem, som have) et sønderbrudt Hjerte, og vil frelse (dem, som have) en sønderstødt Aand.
24 Naar han falder, da skal han ikke bortkastes; thi Herren opholder hans Haand.
25 Jeg har været ung og er bleven gammel, men jeg haver ikke seet en Retfærdig forladt, eller hans Sæd søge efter Brød.
3 Han skal ikke lade din Fod snuble, han, som bevarer dig, skal ikke slumre.
3 Herren lader ikke en Retfærdigs Sjæl hungre, men han skal udstøde de Ugudeliges Ondskab.
23 Kast din Omhu paa Herren, og han, han skal forsørge dig; han skal ikke tilstede, at den Retfærdige rokkes evindeligen.
5 Bliver vrede og synder ikke; taler i eders Hjerte paa eders Leie, og værer stille! Sela.
5 den, som ikke sætter sine Penge paa Aager, og ikke tager Gave imod en Uskyldig; hvo disse Ting gjør, skal ikke rokkes evindelig.
30 En Retfærdig skal ikke rokkes evindelig, men de Ugudelige skulle ikke boe i Landet.
5 Vælt din Vei paa Herren og forlad dig paa ham; han, han skal gjøre det.
6 Og han skal udføre din Retfærdighed som Lyset, og din Ret som Middagslys.
7 Ti for Herren og forvent ham; lad (din Vrede) ikke optændes over den (Mand), hvis Vei lykkes, over den Mand, som udfører (skalkagtige) Anslag.
1 En Sang paa Trapperne. De, som forlade sig paa Herren, de ere som Zions Bjerg, der ikke skal ryste, (men) skal blive evindelig.
15 De skulle endnu bære Frugt, naar de ere graahærdede; de skulle være saftige og grønne,
3 Thi Ugudeligheds Spiir skal ikke hvile over de Retfærdiges Lod, paa det de Retfærdige ikke skulle udrække deres Hænder til Uretfærdighed.
6 Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke (komme) i Ulykke.
9 (han,) som holder vor Sjæl ilive og lader vor Fod ikke snuble.
6 Thi et Øieblik (varer) hans Vrede, (men) Livet er i hans Velbehagelighed; om Aftenen, (ja) Natten igjennem skeer Graad, men om Morgenen Frydeskrig.
7 Kaster al eders Sorg paa ham, thi han haver Omhu for eder.
2 Salig er den, som handler forstandeligen imod den Ringe; Herren skal redde ham paa en ond Dag.
39 Men de Retfærdiges Frelse er af Herren; (han er) deres Styrke i Nødens Tid.
40 Og Herren skal hjælpe dem og udfrie dem; han skal udfrie dem fra de Ugudelige og frelse dem, thi de troede paa ham.
14 Herren opholder alle dem, som falde, og opreiser alle de Nedbøiede.
3 (Det er) et fast Forsæt: Du skal bevare Fred, (ja) Fred; thi man haver forladt sig paa dig.
4 Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre Herre er en evig Klippe.
33 Herren skal ikke forlade ham i hans Haand og ei fordømme ham som en Ugudelig, naar han bliver dømt.
2 Min Sjæl er aleneste stille til Gud; fra ham (kommer) min Frelse.
6 Herren opreiser de Sagtmodige; de Ugudelige fornedrer han indtil Jorden.
4 Herren er retfærdig, han afhuggede de Ugudeliges Reb.
8 Alle de, mig see, bespotte mig; de udvide Læben, de ryste Hovedet, (sigende):
29 Naar (Nogle) fornedre sig, og du siger: (Lad her skee) en Ophøielse, saa skal han frelse den, som nedslaaer Øinene.
24 Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig;
17 Herrens Ansigt er imod dem, som gjøre Ondt, at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
5 Herren er hos din høire Haand, han skal knuse Konger paa sin Vredes Dag.
8 Jeg haver sat Herren stedse for mig; thi (han er) ved min høire Haand, jeg skal ikke rokkes.
3 Forlad dig paa Herren og gjør Godt, bo i Landet og nær dig troligen.
22 Med ham skal min Haand blive fast, ja, min Arm skal bekræfte ham.
6 Dog, min Sjæl! vær stille for Gud; thi af ham er min Forventelse.
12 En mundkaad Mand skal ikke befæstes paa Jorden; en ond, fortrædelig Mand, ham skal man jage, indtil (han er ganske) fordreven.
5 Herren er den, som bevarer dig; Herren er din Skygge over din høire Haand.
13 Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
7 Min Sjæl! kom igjen til din Rolighed, thi Herren haver gjort vel imod dig.
18 Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges.
12 Men de skulle alle glæde sig, som forlade sig paa dig, de skulle fryde sig evindelig, thi du skjuler over dem; og de skulle saare fryde sig i dig, de, som elske dit Navn.
26 Thi Herren skal være dit Haab, og han skal bevare din Fod, at (den) ikke fanges.
13 at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav til den Ugudelige.