Job 22:29
Naar (Nogle) fornedre sig, og du siger: (Lad her skee) en Ophøielse, saa skal han frelse den, som nedslaaer Øinene.
Naar (Nogle) fornedre sig, og du siger: (Lad her skee) en Ophøielse, saa skal han frelse den, som nedslaaer Øinene.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
28 Og du skal frelse det elendige Folk, og dine Øine ere over de Høie, du skal fornedre dem.
29 Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gjøre min Mørkhed klar.
27 Hos en Reen beviser du dig reen, og hos en Forvendt beviser du dig fortrædelig.
30 Han skal frie endogsaa den, der ikke er uskyldig, og den Samme skal udfries ved dine Hænders Reenhed.
10 Ydmyger eder for Herren, saa skal han ophøie eder.
6 Herren opreiser de Sagtmodige; de Ugudelige fornedrer han indtil Jorden.
23 Menneskets Hovmod skal nedtrykke ham, men den Ydmyge skal holde fast ved Ære.
6 han, som fornedrer sig til at see i Himlene og paa Jorden,
7 som opreiser en Ringe af Støv, som ophøier en Fattig af Skarnet,
8 at sætte (ham) hos Fyrster, hos sit Folks Fyrster,
11 for at sætte de Fornedrede høit op, at de, som gaae i Sørgeklæder, skulle ved Frelse ophøies;
15 Og et Menneske skal nedbøie sig, og en Mand fornedre sig, og de Hovmodiges Øine skulle fornedres.
28 Naar du beslutter en Ting, da skal den stadfæstes for dig, og Lyset skal skinne paa dine Veie.
7 Herren er den, som gjør fattig og gjør rig, som nedtrykker, (ja) og den, som ophøier,
8 som opreiser den Ringe af Støvet; han ophøier den Fattige af Skarnet, at sætte ham hos Fyrsterne, og skal lade dem arve Ærens Throne; thi Jordens Grundvolde høre Herren til, og han haver sat Jorderige paa dem.
9 Du lod høre Dom af Himmelen; Jorden frygtede og blev stille,
14 Herren opholder alle dem, som falde, og opreiser alle de Nedbøiede.
12 Men hvo sig selv ophøier, skal fornedres, og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.
26 Thi da skal du forlystes ved den Almægtige og opløfte dit Ansigt til Gud.
24 Naar han falder, da skal han ikke bortkastes; thi Herren opholder hans Haand.
12 Thi han skal frie en Fattig, som raaber, samt den Elendige, og som haver ingen Hjælper.
29 Lad dem udslettes af de Levendes Bog, og lad dem ikke skrives med de Retfærdige.
7 Thi Ophøielse (kommer) ikke af Øster eller Vester, ei heller af Ørken;
22 En Viis farer op i de Vældiges Stad, og skal nedkaste dens Trygheds Styrke.
32 Og det skal bedre behage Herren end en Oxe (eller) en Stud, som har Horn og har Klover.
7 Thi det er bedre, at man siger til dig: Stig hid op, end at man skal fornedre dig for en Fyrstes Ansigt, saa dine Øine see derpaa.
11 Et Menneskes høie Øine skulle fornedres, og Mændenes Høihed skal nedbøies; men Herren skal alene være høi paa den samme Dag.
15 Thi da kan du opløfte dit Ansigt uden Lyde, og blive fast og ikke frygte.
11 Thi hver den, sig selv ophøier, skal fornedres, og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.
10 Han gjør sig liden, han nedbøier sig, og falder med sine stærke (Laller) over de Svage.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
6 Thi Herren er høi og seer til den Ringe, og den Høie kjender han langt fra.
22 Hans Munds Ord vare glattere end Smør, men der var Strid i hans Hjerte; hans Ord vare blødere end Olie, og de (ere dog) uddragne (Sværd).
49 og som udfører mig fra mine Fjender; og du ophøier mig over dem, som staae op imod mig, du skal redde mig fra en Voldsmand.
6 Herren bevarer de Eenfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig.
15 Men han frelser en Fattig fra Sværd, fra deres Mund og fra den Stærkes Haand.
22 Og han drager de Mægtige med sin Magt; staaer han op, da er man ikke forsikkret om (sit) Liv.
29 Han kan sætte sin Mund i Støvet, om der maaskee er Forhaabning.
5 Thi han skal nedbøie dem, som boe i det Høie, den ophøiede Stad; han skal fornedre den, han skal fornedre den til Jorden, han skal drage den ned indtil Støvet.
15 (Men) han skal frie en Elendig i hans Elendighed, og aabne deres Øre i Trængsel.
28 Han haver forløst min Sjæl, at den ikke farer i Fordærvelsen, og mit Liv skal see paa Lyset.
6 Derfor ydmyger eder under Guds vældige Haand, at han maa i (sin) Tid ophøie eder.
14 Den er Guds Veies Begyndelse; han, som den gjorde, laver sit Sværd (til den).
6 I beskjæmme en Fattigs Raad; men Herren er hans Tilflugt.
9 Frels dit Folk og velsign din Arv, og fød dem og ophøi dem indtil evig (Tid).
9 Men en Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed,
24 saa skal han forbarme sig over ham og sige: Forløs ham, at han ikke farer ned i Fordærvelsen; jeg haver fundet en Forsoning.
4 Dine Taler have opreist den Faldne, og du haver styrket de bøiede Knæ.
17 Og Menneskets Høihed skal nedbøies, og Mændenes Høihed skal fornedres, og Herren skal alene være høi paa den samme Dag.
2 (Naar) Hovmodighed kommer, kommer og Forsmædelse, men Viisdom er hos de Ydmyge.